Miljøstyrelsens hjemmeside

Opret bruger Log ind

Gødningsregnskab - Vurdering

RSS

Indholdsfortegnelse [Skjul / Vis]


Sådan gør du

Du skal som kommunal sagsbehandler, som led i behandlingen af en ansøgning om miljøgodkendelse vurdere oplysningerne om udbringningsarealer, herunder påse at arealet er tilstrækkeligt i forhold til det pågældende husdyrbrugs størrelse.

Hvis projektet omfatter tilførsel af husdyrgødning (fra andre bedrifter) i nudrift, bør det checkes, om den anførte mængde er repræsentativ for en længere periode før ansøgningen er indsendt. Miljøstyrelsen anbefaler, at tilført husdyrgødning i nudrift oplyses som den gennemsnitlige mængde for de seneste 5 år. Du kan bede ansøger om at dokumentere de seneste 5 års tilførsel af husdyrgødning vha. skriftlige overførselsaftaler. Hvis bedriften er udvidet inden for de sidste 5 år, er det gennemsnittet for perioden siden sidste udvidelse. Kommunen kan i den forbindelse kræve at se overførselsaftaler for de sidste 5 år.

Hvis der ikke er tilstrækkeligt med ejede eller forpagtede arealer til rådighed til opfyldelse af harmonikravet, jf. kap. 10 i husdyrgødningsbekendtgørelsen, og der ifølge ansøgningen indgår afsætning af husdyrgødning til udspredning på arealer, der ejes af tredjemand, skal sådanne tredjemandsarealer vurderes separat, jf. husdyrbruglovens § 26, stk. 3. Der henvises til afsnittet "projektets omfang"

Retsgrundlag

Vil du vide mere?

Fastsættelse af nudrift

Beskyttelsesniveauerne nitrat til grundvand og fosforoverskud er bl.a. defineret ud fra merbelastningen. Derfor vil ansøger have en fordel ved at have så stor en tilførsel af husdyrgødning som muligt i nudriften. Det er derfor nødvendigt at nudriften ikke kun er en angivelse af situationen et enkelt år før ansøgningen, men at nettotilførslen til bedriften (tilførsel-fraførsel) fra andre bedrifter svarer til gennemsnittet for de sidste 5 år.

Hvis ejendommen er udvidet inden for de sidste 5 år, fastsættes nudriften som gennemsnittet for perioden siden sidste udvidelse. Kommunen kan som dokumentation anvende gødningsregnskaberne fra de sidste 5 år eller kræve at se overførselsaftaler for de sidste 5 år. Dette betyder også, at anvendelse af husdyrgødning (inkl. overførselsaftaler) på nye arealer, som ikke tidligere har indgået i bedriftens udbringningsarealer, ikke kan angives som udbragt husdyrgødning i nudriften. Undtaget er dog tilfælde, hvor nye arealer omfatter en hel bedrift, således at der foreligger oplysninger om overførselsaftaler hertil.

Version 2.0 - 14. januar 2011