Miljøstyrelsens hjemmeside

Opret bruger Log ind

Offentlighed og høring

RSS
Alle   

Vurdering

Dette afsnit blev sidst ændret d. 27 mar 2017

§§ 9 og 10 i lov nr. 204 af 28/02/2017 om ny regulering af husdyrbrug m.v. (overgangsregler)
§§ 55 og 56 i den tidligere gældende lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug (LBK nr 442 af 13/05/2016)
Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens §§ 21, 42, 44 og 45
Forvaltningslovens § 19 (partshøring)

Sådan gør du

I sager om tilladelse eller godkendelse efter husdyrgodkendelsesloven skal kommunalbestyrelsen informere og inddrage ansøgeren, offentligheden, naboer og klageberettigede personer, organisationer og myndigheder i forskelligt omfang og på forskellige tidspunkter. Loven fastlægger to forskellige offentlighedsprocedurer: den almindelige offentlighedsprocedure og den udvidede offentlighedsprocedure.

Ved tilladelser efter lovens § 10 anvendes altid den almindelige offentlighedsprocedure. Ved godkendelser efter lovens § 12, stk. 2, anvendes altid den udvidede offentlighedsprocedure. Ved godkendelser efter lovens § 11, § 12, stk. 3, og § 16 anvendes som udgangspunkt den almindelige offentlighedsprocedure, men hvis det ansøgte kan medføre en væsentlig påvirkning på miljøet, anvendes den udvidede offentlighedsprocedure.

Den almindelige offentlighedsprocedure omfatter inddragelse af ansøgeren, naboorientering mv., offentliggørelse af afgørelsen og meddelelse til klageberettigede. I den udvidede offentlighedsprocedure indgår foroffentlighed (inddragelse af offentligheden tidligt i beslutningsprocessen), inddragelse af ansøgeren, høring over afgørelsesudkast, offentliggørelse af afgørelsen og meddelelse til klageberettigede.

Vil du vide mere?

Generelt

I sager om tilladelse eller godkendelse efter husdyrgodkendelsesloven skal kommunalbestyrelsen som nævnt informere og inddrage ansøgeren, offentligheden, naboer og klageberettigede personer, organisationer og myndigheder i forskelligt omfang og på forskellige tidspunkter. Bestemmelserne herom findes i husdyrgodkendelseslovens §§ 55 og 56 samt i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen.

Definitioner

"Offentligheden" betyder enhver, der kan have interesse for sagen. Offentligheden omfatter f.eks. også foreninger og organisationer omfattet af lovens §§ 61 og 62. Ved offentligheden forstås således i det følgende en bredere kreds end blot naboer og klageberettigede. Den brede offentlighed nås f.eks. ved annoncering i egnede medier, der har en bred dækning af det aktuelle område.

"Naboer" er ejere af ejendomme, der matrikulært grænser op til den ejendom, hvorpå anlægget er beliggende.

Partshøring efter forvaltningsloven

Husdyrgodkendelseslovens bestemmelser om offentlighed og høring erstatter ikke dansk rets almindelige regler om partshøring. Efter forvaltningslovens § 19 skal der generelt foretages partshøring i afgørelsessager, når fire betingelser er opfyldt:

  • Der skal foreligge faktiske oplysninger.
  • Det skal kunne antages, at en part i sagen ikke er bekendt med disse oplysninger.
  • Oplysningerne skal være til ugunst for parten.
  • Oplysningerne skal være af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Hvis kommunen har pligt til at partshøre over bestemte oplysninger, så må der ikke træffes afgørelse, før kommunen har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Kommunen kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Anvendelse af e-mail

I forbindelse med offentlighedsprocedurerne skal kommunens skriftlige kommunikation med borgere, virksomheder og organisationer som udgangspunkt ske med almindelig post.

Kommunikation kan dog ske pr. e-mail, hvis der foreligger en udtrykkelig eller stiltiende aftale herom mellem kommunen og modtageren. En stiltiende aftale kan eksempelvis foreligge, når kommunen skal besvare en henvendelse, som er sendt til kommunen pr. e-mail.

Kommunikation ved hjælp af offentlig annoncering kan anvendes, når denne kommunikationsform er særligt foreskrevet.

Overblik

Husdyrgodkendelsesloven fastlægger som nævnt to offentlighedsprocedurer: en almindelig offentlighedsprocedure og en udvidet offentlighedsprocedure.

De fleste af reglerne om offentlighed og høring i husdyrgodkendelsesloven og husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen gælder for både den almindelige og den udvidede offentlighedsprocedure.

Således gælder følgende regler ved begge procedurer:
  • lovens § 55, stk. 1, om offentliggørelse af screeningsafgørelser
  • lovens § 55, stk. 5, om offentlig annoncering af afgørelser
  • lovens § 55, stk. 6 og 7, om underretning af klageberettigede
  • bekendtgørelsens § 46 om inddragelse af ansøgeren
  • bekendtgørelsens § 47 om digital offentliggørelse af afgørelser vedrørende godkendelse eller revurdering af IE husdyrbrug som følge af ophør af aktiviteter

Visse af husdyrgodkendelseslovens regler om offentlighed og høring gælder kun ved én af de to procedurer.

Således gælder følgende regel kun ved den almindelige offentlighedsprocedure:
  • lovens § 56 om nabohøring

Derimod gælder følgende regler kun ved den udvidede offentlighedsprocedure:
  • lovens § 55, stk. 2-4, om foroffentlighed og høring
  • bekendtgørelsens § 21 om oplysninger i godkendelsen vedrørende foroffentlighed

Nedenfor redegøres der først for, hvornår henholdsvis den almindelige og den udvidede offentlighedsprocedure skal anvendes. Dernæst gennemgås de to procedurer hver for sig. Dermed forekommer der en del gentagelser. Til gengæld gives en samlet gennemgang af de respektive procedurer.

Hvilken offentlighedsprocedure skal anvendes - den almindelige eller den udvidede?

Image

Ved tilladelser efter husdyrgodkendelseslovens § 10 anvendes altid den almindelige offentlighedsprocedure. Ved godkendelser efter lovens § 12, stk. 2, anvendes altid den udvidede offentlighedsprocedure, jf. lovens § 55, stk. 2.

Ved godkendelser efter lovens § 11, § 12, stk. 3, og § 16 anvendes som udgangspunkt den almindelige offentlighedsprocedure. Men hvis etableringer, udvidelser eller ændringer, som skal godkendes efter en af disse bestemmelser, kan medføre en "væsentlig påvirkning på miljøet", så skal den udvidede offentlighedsprocedure anvendes, jf. lovens § 55, stk. 2.

Hvad er en "væsentlig påvirkning på miljøet"?
Etableringer, udvidelser eller ændringer, som kan medføre en væsentlig påvirkning på miljøet, kan imidlertid principielt slet ikke lovligt godkendes, jf. husdyrgodkendelseslovens § 31 og husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 11, stk. 1 og 3. Ansøgningssystemet sørger for, at sådanne ansøgninger ikke kan indgives. Formuleringen stammer imidlertid fra de tidligere VVM-screeninger og skal forstås i overensstemmelse hermed. Udtrykket "væsentlig påvirkning på miljøet" skal derfor ikke læses som værende helt sammenfaldende med bekendtgørelsens § 11, stk. 1.

Der kan således være tilfælde, hvor der på baggrund af ansøgningen umiddelbart rejser sig spørgsmål om skærpelse af de fastlagte beskyttelsesniveauer på grund af (risiko for) påvirkningen af habitatområder mv. eller af hensyn til omgivende § 3-natur. Der kan også være tilfælde, hvor der vil være en uheldig landskabspåvirkning, og hvor yderligere vilkår kan være nødvendige. I sådanne tilfælde skal den udvidede offentlighedsprocedure anvendes ved godkendelser efter § 11, § 12, stk. 3, og § 16.

Den almindelige offentlighedsprocedure

Den almindelige offentlighedsprocedure omfatter inddragelse af ansøgeren, naboorientering mv., offentliggørelse af afgørelsen og meddelelse til klageberettigede.

Inddragelse af ansøgeren

Før kommunalbestyrelsen træffer afgørelse efter husdyrgodkendelseslovens §§ 10, 11, 12 eller 16, skal kommunalbestyrelsen sende udkast til afgørelse til ansøgeren og oplyse om adgangen til aktindsigt og til at udtale sig i henhold til forvaltningsloven, jf. lovens § 22.

Derudover skal kommunen partshøre ansøgeren, når der er pligt til dette efter forvaltningslovens § 19. Se de relevante betingelser i afsnittet "Partshøring efter forvaltningsloven" ovenfor.

Naboorientering mv.

Som led i den almindelige offentlighedsprocedure skal der foretages naboorientering.

Afgørelser og tilladelser kan således først meddeles, når der er forløbet 3 uger efter, at kommunalbestyrelsen har givet skriftlig orientering om ansøgningen til naboerne til den omhandlede ejendom, jf. lovens § 56, stk. 1.

Pligten til at foretage naboorientering gælder dog ikke, hvis det ansøgte efter kommunalbestyrelsens skøn er af underordnet betydning for naboerne.

Orienteringen skal indeholde tilstrækkelige oplysninger til, at naboerne kan vurdere, hvilken betydning det ansøgte vil have for deres ejendom. Som udgangspunkt sendes kopi af ansøgningen suppleret af kommunens vurdering heraf. Andre forhold, som kan have betydning for vurderingen af ansøgningen, meddeles samtidig.

Der kan være andre parter i sagen end naboerne, som bør høres samtidig efter forvaltningslovens § 19. Se de relevante betingelser i afsnittet "Partshøring efter forvaltningsloven" ovenfor.

Offentliggørelse af afgørelsen

Kommunalbestyrelsen skal underrette offentligheden ved offentlig annoncering, når den har truffet afgørelse efter husdyrgodkendelseslovens §§ 10, 11, 12 eller 16, og i den forbindelse informere om, hvor og hvordan de relevante oplysninger stilles til rådighed, jf. lovens § 55, stk. 5. Når kommunalbestyrelsen har truffet beslutning om at give eller afslå godkendelse, informerer kommunalbestyrelsen således offentligheden, og stiller den relevante information til rådighed. Informationen omfatter indholdet af godkendelsen med eventuelle vilkår, kommunalbestyrelsens vurdering af de indkomne kommentarer og spørgsmål fra offentligheden, hvordan offentligheden har været inddraget samt om fornødent en beskrivelse af de vigtigste foranstaltninger til at undgå, nedbringe og om muligt neutralisere de værste skadelige virkninger.

Hvordan skal offentligheden informeres?

Annonceringen af afgørelser skal ske det sted, som kommunen normalt anvender til offentlige bekendtgørelser af den pågældende art. Annoncering i lokale dagblade og ugeaviser, der har almindelig udbredelse i kommunen, er normalt tilstrækkeligt. Al informationen behøver ikke være optrykt i avisen, idet der kan henvises til kommunens hjemmeside.

Kommunen kan også vælge kun at offentliggøre afgørelserne på sin hjemmeside. Hvis kommunen vælger kun at offentliggøre på hjemmesiden i stedet for i aviserne, skal kommunen bekendtgøre dette i de aviser, som ellers hidtil har været anvendt til annonceringen.

Ved miljøgodkendelse af IE-husdyrbrug (omfattet af husdyrgodkendelseslovens § 12, stk. 1, nr. 1-3) er det et krav, som følger af IE-direktivet, at offentliggørelse af afgørelsen skal ske digitalt, hvor det for ikke-IE-husdyrbrug er frivilligt for kommunen, om den også vil offentliggøre digitalt. Miljøstyrelsen formoder, at digital offentliggørelse af afgørelserne på kommunens hjemmeside er det normale i dag.

På baggrund af et krav i VVM-direktivet fastslås det specifikt i husdyrgodkendelseslovens § 55, stk. 1, at kommunalbestyrelsens afgørelse af, at en tilladelse efter lovens § 10 eller godkendelse efter lovens §§ 11, 10 eller 16 ikke vil medføre en væsentlig miljøpåvirkning, skal stilles til rådighed for offentligheden i forbindelse med, at der meddeles tilladelse eller godkendelse. Kommunalbestyrelsen foretager denne vurdering i forbindelse med behandling af ansøgningen. Tilladelsen eller godkendelsen indeholder således i de fleste tilfælde en afgørelse af, at der ikke vil ske en væsentlig påvirkning på miljøet.

Meddelelse til klageberettigede

Det følger af husdyrgodkendelseslovens § 55, stk. 6, at tilladelser eller godkendelser givet i medfør af lovens §§ 10, 11, 12 og 16 skal meddeles klageberettigede personer, organisationer og myndigheder, jf. lovens §§ 84-87, og de myndigheder, der i øvrigt har været inddraget i sagens behandling.

Tilladelser eller godkendelser skal således meddeles følgende personer mv.:

  • Afgørelsens adressat
  • Naturstyrelsen
  • Danmarks Fiskeriforening, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Forbrugerrådet, hvis de er klageberettigede i den konkrete sag
  • De lokale foreninger og organisationer, der er nævnt i lovens § 86, hvis de har anmodet om at modtage underretning
  • De landsdækkende foreninger og organisationer, der er nævnt i lovens § 87, hvis de har anmodet om at modtage underretning
  • Myndigheder, der i øvrigt har været inddraget i sagens behandling

Underretning til de personer, der er nævnt i lovens § 84, stk. 1, nr. 3, kan finde sted ved offentlig annoncering, jf. lovens § 55, stk. 7.

Den udvidede offentlighedsprocedure

I den udvidede offentlighedsprocedure indgår foroffentlighed, inddragelse af ansøgeren, høring over afgørelsesudkast, offentliggørelse af afgørelsen og meddelelse til klageberettigede.

Foroffentlighed

Som et led i den udvidede offentlighedsprocedure indgår en såkaldt foroffentlighedsprocedure, dvs. en inddragelse af offentligheden tidligt i beslutningsprocessen. Kravet om foroffentlighed følger af af IPPC-direktivet og VVM-direktivet. Det fastslås således i husdyrgodkendelseslovens § 55, stk. 3, at offentligheden skal informeres om en række forhold.

Hvornår skal offentligheden informeres?
Informeringen af offentligheden skal ske tidligt i beslutningsprocessen eller senest så snart oplysningerne med rimelighed kan foreligge. Offentligheden skal inddrages så tidligt i beslutningsprocessen, at den får reel mulighed for at fremsætte kommentarer og udtalelser, mens alle muligheder stadig står åbne. Det vil typisk være tilstrækkeligt at give foroffentlighed på det tidspunkt, hvor der foreligger en færdig ansøgning med ansøgers miljøredegørelse til et konkret projekt om etablering, udvidelse eller ændring af et husdyrbrug. Annonceringen skal ikke nødvendigvis afvente, at alle relevante oplysninger i sagen er til rådighed. Disse stilles til rådighed for offentligheden i takt med, at de tilvejebringes.

Hvordan skal offentligheden informeres?
Foroffentlighed gives ved offentlig annoncering eller ved andre egnede midler. Offentligheden skal gøres opmærksom på, at der verserer en sag, så offentligheden har reel mulighed for at stille spørgsmål, kommentere og bidrage til sagens oplysning. Kommunalbestyrelsen skal derfor annoncere på en måde, som er egnet til at gøre offentligheden opmærksom på, at sagen verserer.

Annonceringen kan f.eks. foretages som en kombination af en forholdsvis kortfattet annonce i et udbredt medie, f.eks. en ugeavis, suppleret med henvisning til, hvor der kan fås yderligere oplysninger. Eventuelt må der efter omstændighederne bringes opslag og foretages direkte henvendelse. Annoncen skal kunne identificere, hvad der ansøges om samt navn og beliggenhed for husdyrbruget. Selve ansøgningen med ansøgers miljøredegørelse, supplerende ansøgningsmateriale, yderligere relevante oplysninger samt senere supplerende oplysninger kan stilles til rådighed elektronisk eller på anden velegnet måde. På forespørgsel skal kommunen sende papirkopi af oplysningerne.

Hvad skal offentligheden informeres om?
Kommunalbestyrelsen skal annoncere, at der er modtaget en ansøgning om godkendelse af et husdyrbrug. Annonceringen skal indeholde oplysninger, som gør det muligt for offentligheden at vurdere, hvad der ansøges om, samt hvornår, hvor og hvordan der vil være adgang til yderligere oplysninger i sagen, herunder ansøgningen med miljøredegørelse. Der kan for eksempel henvises til, hvor oplysningerne stilles til rådighed elektronisk.

Det følger af husdyrgodkendelseslovens § 55, stk. 3, at offentligheden skal informeres om følgende:

  • Ansøgningen om godkendelse.
  • Det forhold, at projektet er omfattet af en procedure med vurdering af virkningerne på miljøet.
  • Navn og adresse på den kompetente kommunalbestyrelse, hvorfra der kan indhentes relevante oplysninger, og hvortil kommentarer eller spørgsmål kan rettes, samt nærmere oplysninger om fristerne for fremsendelse af bemærkninger eller spørgsmål.
  • Karakteren af mulige afgørelser eller udkast til afgørelsen, når en sådan foreligger.
  • Hvornår, hvor og hvordan de relevante oplysninger stilles til rådighed.
  • Hvilke foranstaltninger der er truffet med henblik på offentlighedens deltagelse, herunder at enhver inden for en nærmere fastsat frist fra den offentlige annoncering kan anmode om at få tilsendt udkast til afgørelse, når dette foreligger, og at enhver, der berøres af afgørelsen, herunder organisationer og foreninger omfattet af lovens §§ 84-87, har ret til at kommentere udkast til afgørelse samt oplysninger indhentet til brug for afgørelsen.

Frist for bemærkninger
Da annonceringen har til formål at få væsentlige oplysninger og bemærkninger til ansøgningen ind i sagsbehandlingen på et tidligt tidspunkt, fastsætter kommunalbestyrelsen en passende frist under hensyn til karakteren af den ansøgte etablering, udvidelse eller ændring samt praktiske hensyn, som f.eks. ferieperioder, den berørte offentlighed, det valgte medie eller samspillet mellem disse.

Som udgangspunkt bør fristen ikke fastsættes til mindre end 2 uger. Fastsættelse af en frist muliggør en færdiggørelse af udkast til afgørelse, uden at der løbende kommer flere bidrag ind, som skal vurderes i forbindelse med udarbejdelse af udkastet. Bidrag, som indkommer efter den meddelte frist, behandles sammen med øvrige høringssvar til udkast til afgørelsen.

Hvad skal bemærkningerne bruges til?
Bemærkningerne fra offentligheden skal bruges til at vurdere og stille vilkår til husdyrbruget. Det vil f.eks. navnlig være relevant af hensyn til vurdering af gener fra anlægget (lugt, støj, transport, fluer m.v.) og efter omstændighederne landskabspåvirkningen af udvidelsen.

Kommunens bemærkninger til høringen skal indgå i godkendelsen. Godkendelsen skal således indeholde en redegørelse for kommunalbestyrelsens overvejelser på baggrund af de synspunkter, som offentligheden har givet udtryk for.

Borgermøder
Kommunen har ikke pligt til at afholde borgermøder om forstående projekter, jf. Milljøklagenævnets afgørelse af 30. marts 2009 (j.nr. MKN-130-00223).

Inddragelse af ansøgeren

Før kommunalbestyrelsen træffer afgørelse efter husdyrgodkendelseslovens §§ 11, 12 eller 16, skal kommunalbestyrelsen sende udkast til afgørelse til ansøgeren og oplyse om adgangen til aktindsigt og til at udtale sig i henhold til forvaltningsloven, jf. lovens § 22.

Derudover skal kommunen partshøre ansøgeren, når der er pligt til dette efter forvaltningslovens § 19. Se de relevante betingelser i afsnittet "Partshøring efter forvaltningsloven" ovenfor.

Høring over afgørelsesudkast

For ansøgninger modtaget fra og med 15. marts 2011
Det følger af husdyrgodkendelseslovens § 55, stk. 4, at kommunalbestyrelsen skal fremsende udkast til afgørelse til dem, som har anmodet herom, med oplysning om, at der er 6 ugers frist til at kommentere udkastet. Kommunalbestyrelsen skal herudover fremsende udkast til afgørelse eller en orientering om udkastet til afgørelse til naboer og andre berørte med oplysning om, at der er 6 ugers frist til at kommentere udkastet.

For ansøgninger modtaget før 15. marts 2011
Det følger af husdyrgodkendelseslovens § 55, stk. 4, at kommunalbestyrelsen skal fremsende udkast til afgørelse til naboer og andre berørte samt til andre, som har anmodet herom, med oplysning om, at der er 6 ugers frist til at kommentere udkastet.

Hvad skal der høres over?
Kommunalbestyrelsens udkast til afgørelse sendes i høring inklusive ansøgningen med miljøredegørelse, udkast til miljøgodkendelse med vilkår samt kommunalbestyrelsens vurdering af påvirkningen på miljøet. Samtidig med fremsendelsen informerer kommunalbestyrelsen om supplerende oplysninger til ansøgningen og andre oplysninger af relevans for afgørelsen, der er modtaget efter den indledende offentlige annoncering (foroffentlighed), jf. § 55, stk. 4, 2. pkt. Heri indgår blandt andet de kommentarer og spørgsmål, som indtil dette tidspunkt er modtaget fra offentligheden.

Selve godkendelsen skal også indeholde oplysning om den gennemførte foroffentlighedsprocedure, herunder en redegørelse for kommunalbestyrelsens overvejelser på baggrund af de synspunkter, som offentligheden har givet udtryk for, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 21.

Hvem skal høres?
Udkastet skal for det første sendes til ansøgeren, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 46.

Udkastet skal herudover sendes til:

  • Naboer: Herved forstås ejere af ejendomme, der matrikulært grænser op til den ejendom, hvorpå anlægget er beliggende.

  • Andre, som har anmodet herom: Andre personer, der udtrykkeligt og i den konkrete sag har bedt om at blive orienteret skal også høres.

  • Andre berørte: Begrebet "andre berørte" skal fastlægges ud fra en konkret vurdering. Denne vurdering foretages på baggrund af, hvilke gener etableringen, udvidelsen eller ændringen giver anledning til.

I Miljøklagenævnets afgørelse af 12. marts 2009 (j.nr. MKN-130-00344), tog nævnet stilling til, hvem der skal høres i medfør af husdyrgodkendelseslovens § 55, stk. 4. Miljøklagenævnet fandt, at det afgørende for, om nogle klagere skulle være hørt, var, om de ville blive udsat for forurening af en vis styrke. I det omfang der var tale om forurening i form af lugtgener, kunne vurderingen af, om de pågældende vil blive udsat for forurening af en vis styrke, foretages med udgangspunkt i det beregnede konsekvensområde for lugtemission.

Helpdesksvar om emnet



Svar fra husdyrhelpdesken om offentlighed og høring


Version 2.0 - 14. januar 2011