Miljøstyrelsens hjemmeside

Opret bruger Log ind

Arealer - Vurdering

RSS

Sådan gør du

Du skal sikre dig, at alle de nødvendige arealer indgår i ansøgningen. Alle bedriftens arealer skal godkendes, hvis de ikke i forvejen er godkendt, uanset om de på nuværende tidspunkt benyttes til udbringning af husdyrgødning.

Hvis tredjemandsarealer indgår i ansøgningen, skal det afklares, om det er nødvendigt at stille vilkår Hvis det er nødvendigt at stille sådanne vilkår til tredjemandsarealer af hensyn til den naturpåvirkningen fra udbringning på arealet, skal arealerne være godkendt efter husdyrgodkendelseslovens § 16 eller være omfattet af en § 10-tilladelse eller en § 11- eller § 12-godkendelse. Ligger tredjemandsarealerne i en anden kommune, skal denne kommune inddrages i vurderingen af, om en § 16-godkendelse er nødvendig.

Er arealerne allerede godkendt efter husdyrgodkendelsesloven, kan undersøgelsen begrænse sig til at afklare, om det, der ansøges om, ændrer på den allerede foretagne vurdering af naturpåvirkningen mv.

Retsgrundlaget

Husdyrgodkendelseslovens §§ 3 og 15 har følgende ordlyd:

§ 3. I loven forstås ved:

3) Arealer: Ejede og forpagtede markarealer til ejendommen.

§ 15. Godkendelse af husdyrbrug efter § 11 eller § 12, hvor ansøger har ejede eller forpagtede arealer, som drives under samme CVR-nummer, skal endvidere indeholde en godkendelse af bedriftens arealer."

Husdyrgodkendelseslovens § 16 har følgende ordlyd:

§ 16. Kommunalbestyrelsen kan godkende arealer, der ikke er omfattet af en tilladelse efter § 10 eller en godkendelse efter § 11 og § 12, og som anvendes til afsætning af husdyrgødning fra husdyrbrug omfattet af en tilladelse eller godkendelse efter denne lov. Stk. 2. Afsætning af husdyrgødning til markarealer hos tredjemand i forbindelse med en etablering, udvidelse eller ændring af et husdyrbrug, som kommunalbestyrelsen vurderer vil kunne påvirke miljøet væsentligt, kan ikke indgå i tilladelser efter § 10 eller godkendelser efter § 11 og § 12, medmindre arealet er godkendt efter stk. 1."

Husdyrgodkendelseslovens § 26 og § 30 har følgende ordlyd:

§ 26. Kommunalbestyrelsen skal ved vurderingen af en ansøgning om etablering, udvidelse eller ændring medtage samtlige arealer, som drives under samme CVR-nummer.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal foretage en samlet vurdering af alle etableringer, udvidelser eller ændringer foretaget siden 1. januar 2007 på husdyrbruget, inklusiv bedriftens arealer, dog højest over en 8-årig periode.
Stk. 3. Indgår der i ansøgningen om etablering, udvidelse eller ændring af et husdyrbrug afsætning af husdyrgødning på tredjemands bedrifter, skal markarealerne på disse bedrifter vurderes separat.
Stk. 4. Hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at afsætning af husdyrgødning til markarealer hos tredjemand, jf. vurderingen ifølge stk. 3, vil kunne påvirke miljøet væsentligt, kan afsætning til disse bedrifter ikke indgå i tilladelser efter § 10 eller godkendelser efter § 11 eller § 12, jf. dog § 16.

§ 30. Omfatter en ansøgt etablering, udvidelse eller ændring af et husdyrbrug udbringning af husdyrgødning på tredjemandsarealer, kan der for disse markarealer kun fastsættes vilkår om den samlede afsatte mængde husdyrgødning til hver bedrift og vilkår om, hvilke markarealer den afsatte husdyrgødning må udbringes på."

Vil du vide mere?

Ejendommens egne arealer og andre ejede eller forpagtede arealer, der indgår i bedriften

Hovedregel: Alle arealer

Første gang der meddeles godkendelse efter loven, jf. husdyrgodkendelseslovens § 103 og afsnittet godkendelsespligten, skal godkendelsen omfatte hele husdyrbruget samt bedriftens arealer, uanset om der er tale om en udvidelse eller om en ændring. Der skal således foretages en vurdering af hele husdyrbruget samt bedriftens arealer første gang kommunalbestyrelsen skal behandle en ansøgning om udvidelse eller ændring efter nærværende bestemmelse. Ved bedriftens arealer forstås alle ejede og forpagtede markarealer på en eller flere ejendomme, der drives som en økonomisk enhed under samme CVR-nummer.

Hensigten med at godkende alle bedriftens arealer første gang, er, at man ved senere udvidelser eller ændringer af anlæg under samme CVR-nr, kun behøver at undersøge, om ændringen kan indeholdes i den allerede givne arealgodkendelse, eller om denne på visse punkter skal justeres. Der henvises dog til afsnittet nedenfor herom.

Husdyrbrugets gødningsregnskab kan ikke bruges som pejlemærke for de arealer, der skal indgå i godkendelsen. Regnskabet omfatter nemlig kun de dyrkede og udtagne markarealer, og der kan derfor være udyrkede arealer, som indgår i miljøgodkendelsen, men som ikke fremgår af gødningsregnskabet. Gødningsregnskaber kan indeholde markarealer, som ikke indgår i udspredningsarealet. Det samlede udbringningsareal vil dog fremgå af gødningsregnskabet. Selvom alle bedriftens arealer skal indgå i miljøvurderingen vil alle beregningsmodellerne i ansøgningssystemet kun inddrage det såkaldte udspredningsareal eller udbringningsareal (IT-systemet vil opfatte alle indtastede arealer som udbringningsarealer). Dette er de markarealer, som kan anvendes til udspredning af husdyrgødning på bedriften.

Udbringningsarealerne skal primært vurderes efter reglerne om beskyttelsesniveauet for fosfor, Nitrat (grundvand) og Nitrat (overfladevand) - Vurdering.

Arealer der ikke anvendes til udbringning

Det fremgår af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 9, at miljøvurderinger i forbindelse med tilladelser og godkendelser efter lovens §§ 10, 11, 12 og 16 skal følge det beskyttelsesniveau, som er fastsat i bilag 3. Ved denne miljøvurdering indgår kun udbringningsarealerne (harmoniarealerne) på bedriften, altså de arealer, hvor der kan anvendes husdyrgødning jf. § 28 stk. 2 i bekendtgørelse om husdyrbrug og dyrehold for mere end 3 dyreenheder, husdyrgødning, ensilage m.v. nr. 1695 af 19. december 2006. Arealer med brak indgår derfor ikke. Arealer med permanent brak skal derfor ikke angives sammen med de arealer, som indgår i miljøvurderingen af Fosfor, Nitrat (grundvand) og Nitrat (overfladevand) - Vurdering.

Hvor placeringen af brak ændres fra år til år skal arealet heller ikke angives. Det er dog i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, præcist hvilket areal der i ansøgningssituationen udpeges som brak. De udeladte arealer med brak skal nemlig placeres således, at brakken ikke senere placeres på arealer, der er mindre sårbare hverken med hensyn til nitrat og fosfor. Hvis brakken f.eks. er placeret i nitratklasse = 1 må den ikke flyttes til arealer uden nitratklasse. Tilsvarende gælder i forhold til fosfor, at brakarealet ikke må flyttes til et areal der er mere robust i forhold til fosfor. For at dette kan fungere mest ubureaukratisk kan brakarealer, som evt. vil blive inddraget som udbringningsarealer, angives som alternative arealer jf. bemærkningerne til lovens § 17 stk. 3.

Miljøvurderingen af udbringningsarealerne foretages i forhold til beskyttelsesniveauet for fosforoverskuddet og de skærpede krav til husdyrtryk per hektar. Begge vurderinger opgøres på bedriftsniveau, hvorfor miljøvurderingerne vedrørende arealet også skal foretages for alle bedriftens arealer.

Arealer på bedriften, hvor husdyrgødning ikke må eller kan udbringes, indgår som nævnt ikke udbringningsarealet. Disse vil derfor heller ikke indgå i beregningerne af miljøvurderingerne og vilkårsfastsættelsen i forhold hertil. De er dog alligevel omfattet af miljøgodkendelsen, idet dette bl.a. åbner op for, at der kan fastsættes vilkår om, at husdyrgødning ikke må udbringes på visse af bedriftens arealer, der er særligt sårbare eller grænser op til sårbar natur.

Skov, gårdsplads, veje

Med "arealer", der skal godkendes, menes herudover også f.eks. skov, gårdsplads m.v. Efter lovens bemærkninger er det på disse arealer typisk anlæggelse af nye tilførselsveje, belysning og afskærmende beplantning, som tænkes at kunne indgå i vurderingen. Miljøvurderingerne af bedriftens udbringningsarealer er imidlertid primært knyttet til vurderinger vedrørende fosforoverskud, nitratudvaskning og ammoniakfordampning.

Græsningsarealer

Det fastlagte miljøbeskyttelsesniveau, som fremgår af bilag 3 til bekendtgørelse om tilladelse og godkendelse m.v. af husdyrbrug, omfatter kun udbringningsarealerne/harmoniarealerne. Der er således ikke noget fastlagt noget miljøbeskyttelsesniveau for afgræsningsarealer uden for disse udbringningsarealerne/harmoniarealer.

Det er derfor overladt til et kommunalt skøn om miljøbelastningen fra et sådan afgræsningsareal vil medføre en væsentlig negativ virkning på miljøet, hvilket kan være tilfældet, hvis antallet af afgræssende dyr på arealet er meget højt. Kommunen kan i så fald stille vilkår om f.eks. maksimalt dyrehold på arealet.

Udskiftning af godkendte arealer

Når arealerne er godkendt, kan de udskiftes efter anmeldelse efter anmeldelsesreglerne i godkendelsesbekendtgørelsens §§ 15-16.

Tredjemandsarealer

Aftaler om anvendelse af tredjemands arealer skal indgå ved vurderingen af en etablering, udvidelse eller ændring af et husdyrbrug, jf. lovens § 26, stk. 3. I forbindelse med miljøvurderingen skal disse afsætninger til tredjemand vurderes separat. Det er ikke muligt i en miljøgodkendelse af et husdyrbrug fastsætte vilkår, der skal håndhæves overfor en anden person (tredjemand) end ansøgeren, dvs. den driftsansvarlige for det tilladelseskrævende eller godkendelsespligtige anlæg.

De vilkår, der derfor med mening kan opstilles over for ansøger af en §§ 11- eller 12-godkendelse, er alene, hvilken mængde husdyrgødning der fra husdyrbruget må overføres til udbringning på det givne tredjemandsareal, jf. husdyrgodkendelseslovens § 30. Der kan derimod ikke i godkendelsen stilles andre vilkår til udbringning af husdyrgødning på tredjemandsarealer.

Kommunen skal i forbindelse med vurderingen af en miljøgodkendelse, hvori indgår udbringning af husdyrgødning på tredjemandsarealer, vurdere, om udbringning af gødning på disse arealer vil medføre en uacceptabel naturpåvirkning. I givet fald skal der opstilles de nødvendige vilkår til at imødegå denne påvirkning.

Ligger tredjemandsarealerne i en anden kommune end den, der skal meddele godkendelse efter §§ 11 eller 12, skal denne kommune inddrages i vurderingen af, om en § 16-godkendelse er nødvendig, jf. § 21 i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen og afsnittet nedenfor.

Hvis det er nødvendigt at fastsætte vilkår til tredjemandsarealer, udover afsat mængde og hvilke markarealer husdyrgødningen må udbringes på, skal den kommune, som arealet er beliggende i, godkende anvendelsen af arealet i medfør af husdyrgodkendelseslovens § 16. Godkendelsen skal foreligge inden der meddeles godkendelse efter § 11 eller § 12 til et husdyrbrug, der vil afsætte husdyrgødning til den pågældende tredjemand.

Godkendelsen rettes til den pågældende tredjemand og skal omfatte alle vedkommendes arealer.

I forbindelse med § 16-godkendelsen kan der opstilles de nødvendige vilkår til anvendelsen og udbringningen af husdyrgødning på arealet, herunder f.s.v.a. sædskifter, bræmmer mv., jf. § 16, stk. 2. Hvis afsætningen vurderes at ville medføre en væsentlig påvirkning af miljøet, som ikke kan afbødes gennem vilkår, jf. § 16, stk. 2, eller tredjemand ikke ønsker at få godkendt arealet efter § 16, kan afsætningen til arealerne ikke indgå i en § 11 eller § 12-godkendelse.

Arealer, der er beliggende i andre kommuner

Hvis en ansøgning omfatter arealer, som er beliggende i to eller flere kommuner skal kommunalbestyrelsen, inden den træffer afgørelse, foretage høring hos de øvrige kommunalbestyrelser med anmodning om udarbejdelse af vilkår for den del af arealerne, som er beliggende i de øvrige kommuner.

Kommunalbestyrelsen skal indarbejde disse vilkår i den samlede godkendelse, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 21.

Arealer, der indgår i tidligere godkendelser

Det ansøgende husdyrbrugs arealer indgår i forvejen i en § 16-godkendelse, fordi der i forvejen modtages husdyrgødning fra en anden bedrift

Hvis ansøgers bedrift i forvejen har en § 16-godkendelse af bedriftens arealer, fordi der modtages husdyrgødning fra et andet husdyrbrug, erstatter en godkendelse efter § 11 eller § 12 husdyrbrugets § 16-godkendelse, jf. husdyrgodkendelseslovens § 15. Kommunen skal i forbindelse med gødningsregnskabet have særligt fokus på gødningsmængden, der modtages fra andre husdyrbrug.

Hvis der søges om § 10-tilladelse skal § 16-godkendelsen fortsat gælde parallelt med tilladelsen, hvilket skyldes, at beskyttelsesniveauerne og vurderingerne - og dermed vilkårene - for en § 10-tilladelse på nogle af de centrale punkter efter godkendelsesbekendtgørelsens bilag 3, jf. § 9, stk. 1, jf. stk. 3, er lempeligere end det beskyttelsesniveau, der gælder for en § 16-godkendelse.

Det ansøgende husdyrbrug har i forvejen i en miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelsesloven

Første gang et husdyrbrug godkendes efter § 11 eller § 12 skal godkendelsen omfatte alle bedriftens arealer, jf. husdyrgodkendelseslovens § 103, stk. 2.

Det betyder, at alle bedriftens arealer indgår i godkendelsen, hvorefter den tidligere godkendelse bortfalder,

Det ansøgende husdyrbrug har i forvejen en godkendelse efter husdyrgodkendelseslovens §§ 11 eller 12

Hvis arealerne allerede indgår i det ansøgende husdyrbrugs tidligere meddelte §§ 11- eller 12-godkendelse er det intentionen, at den vurdering af arealet, der er gennemført i forbindelse med den tidligere sagsbehandling, i videst muligt omfang skal lægges til grund.

Den nye behandling skal herefter koncentrere sig om at vurdere, om det, der nu skal godkendes, ændrer på miljøvurderingerne for arealerne foretaget på daværende tidspunkt .

Hvis kortværket i mellemtiden er ændret, er det som udgangspunkt det på afgørelsestidspunktet gældende kortværk, der skal anvendes. Det gælder også, selvom der f.eks. kun skal gives en tillægsgodkendelse til en udvidelse.

Tredjemandsarealer, der indgår i ansøgning, indgår i forvejen i en miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelsesloven

Det er uden selvstændig betydning for godkendelsen af et givent husdyrbrug om de tredjemandsarealer, der indgår ansøgningen, samtidig indgår i tredjemands husdyrbrug, som er miljøgodkendt efter de før 1. januar 2007 gældende regler, har været underlagt VVM-sagsbehandling i et amt e.l. Der bortses således herfra ved vurderingen af tredjemandsarealerne.

Hvis kommunen vurderer, at afsætning af husdyrgødning til markarealer hos tredjemand vil kunne påvirke miljøet væsentligt, kan afsætning til disse bedrifter ikke indgå i tilladelser efter § 10 eller godkendelser efter § 11 eller § 12, medmindre arealerne forinden godkendes efter § 16.

Tredjemandsarealer, der indgår i ansøgning, indgår i forvejen i en miljøgodkendelse efter husdyrgodkendelseslovens § 11 eller § 12

Hvis et tredjemandsareal indgår i en bedrift, der i forvejen er godkendt efter reglerne i husdyrgodkendelseslovens §§ 11 eller 12, er der i forbindelse hermed taget stilling til naturpåvirkningen gennem udbringning fra det pågældende areal. Der er ikke noget, der forhindrer, at et areal tilføres husdyrgødning fra to forskellige kilder, forudsat at harmonikrav og beskyttelsesniveau er opfyldt. Vilkårene i tredjemands miljøgodkendelse for udbringning på arealerne, skal selvsagt overholdes.

Version 2.0 - 14. januar 2011