Miljøstyrelsens hjemmeside

Opret bruger Log ind

Sidehistorie: FAQ om BAT og miljøteknologi

Sammenlign side versioner



« Ældre version - Tilbage til Page History - Nuværende version


Page Revision: 14/10/2013 20:30



Hvad er BAT og hvad bruges BAT til?

BAT står for Best Available Techniques (på dansk bedste tilgængelige teknik). Læs mere i IE-direktivet.

Kravet om anvendelse af BAT er en måde, hvorpå kommunen sikrer sig, at forureningen fra husdyrbruget begrænses. Alle, der søger om miljøgodkendelse efter husdyrgodkendelsesloven, skal redegøre for, om de bruger den miljømæssigt bedste tilgængelige teknik (BAT).

Når kommunen behandler en ansøgning om godkendelse, skal den foretage en vurdering af, hvad der er den bedste tilgængelige teknik. På den baggrund fastsætter kommunen emissionsniveauer i godkendelsen.

Ansøger bestemmer selv, hvilke miljøteknologier og staldsystemer, der skal anvendes, så længe produktionen ikke overskrider det emissionsniveau, som kommunen har vurderet som værende BAT i den enkelte situation.

Hvad er et BAT-standardvilkår?

Et BAT-standardvilkår er i virkeligheden blot emissionsgrænseværdier for eksempelvis ammoniak eller fosfor, der kan betragtes som opnåeligt ved anvendelse af den bedste tilgængelige teknik (BAT). Miljøstyrelsen har udarbejdet BAT-standardvilkår for de mest fremherskende husdyrtyper i Danmark. Desuden supplerer Natur- og Miljøklagenævnets praksis det af Miljøstyrelsen udarbejdede materiale vedrørende BAT.

BAT-standardvilkårene anvendes af kommunerne i forbindelse med behandlingen af ansøgninger om og revurderinger af husdyrgodkendelser. Mere konkret anvendes BAT-standardvilkårene, når kommunen skal vurdere, hvad der i forhold til det enkelte husdyrbrug er opnåelig ved anvendelse af den bedste tilgængelige teknik.

Hvad er et teknologiblad?

Et teknologiblad beskriver en bestemt teknologi eller teknik, der kan anvendes til at opfylde emissionsgrænseværdier opnåelig ved anvendelsen af bedste tilgængelige teknik (BAT) i forbindelse med miljøgodkendelser af husdyrbrug. Det er Miljøstyrelsen, der udarbejder teknologibladene, som kan anvendes af både ansøgere og kommuner.

Kommunerne bruger teknologibladene til at vurdere hvilke teknikker og teknologier, der i forbindelse med en ansøgning om husdyrgodkendelse kan betegnes som BAT.

Ansøgere om husdyrgodkendelser kan bruge teknologibladene som inspiration til at vælge de miljømæssigt bedste tilgængelige teknologier.

Hvad er forskellen på BAT-byggeblade og teknologiblade?

Teknologibladene bygger videre på de såkaldte BAT-byggeblade, der blev udviklet af Dansk Landbrugsrådgivning i 2004 med henblik på at forenkle arbejdet med miljøgodkendelser af husdyrbrug efter miljøbeskyttelsesloven.

Teknologibladene adskiller sig fra BAT-byggebladene ved dels at være tilpasset husdyrgodkendelsesloven, og dels ved at indeholde flere oplysninger om miljøeffekter. Dertil kommer, at de miljø- og driftsøkonomiske oplysninger er blevet opdateret og opgjort for en række forskellige husdyrbrugsstørrelser.

Hvad er Teknologilisten?

Teknologilisten er en vejledende liste over teknikker og teknologier, som har en dokumenteret miljøeffekt og er driftssikre. Teknologilisten anvendes til at identificere teknologier, som kan opfylde miljøkravene i en miljøgodkendelse. Listen er en integreret del af it-ansøgningssystemet på husdyrgodkendelse.dk.

Hvordan optages teknologier på Teknologilisten?

Med etablering af VERA-ordningen vil der som udgangspunkt blive stillet krav om et VERA verifikat som dokumentation for en teknologis miljøeffekt og driftsstabilitet, før en ansøgning om optagelse af teknologier på teknologilisten vil blive behandlet.

Hvad er BREF-dokumenter?

BREF-dokumenter (B­AT-Reference-dokument) udsendes af Europa-Kommissionen og angiver eksempler på, hvad der må betragtes som BAT inden for de industrielle aktiviteter, som er omfattet af IE-direktivet.

Læs mere om BREF på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Version 2.0 - 14. januar 2011