Miljøstyrelsens hjemmeside

Opret bruger Log ind

Sidehistorie: Vurdering af produktionstilpasning - Uden § 10, 11 eller 12

Sammenlign side versioner



« Ældre version - Tilbage til Page History - Nyere version »


Page Revision: 15/05/2012 16:17



Sådan gør du

Når du som kommunal sagsbehandler modtager en anmeldelse om udvidelse af dyrehold i eksisterende stalde, skal du kvittere for modtagelsen senest efter en uge. Hvis husdyrbruget har en verserende ansøgning efter §§ 10, 11 eller 12 i husdyrgodkendelsesloven, skal du stille sagsbehandlingen af ansøgningen i bero.

Du skal tjekke, at det anmeldte overholder betingelserne for brug af anmeldeordningen. Hvis betingelserne er opfyldt, skal kommunen senest en måned efter modtagelse af anmeldelsen træffe afgørelse om, enten at det anmeldte kan bringes til udførelse, eller at det anmeldte kræver tilladelse eller godkendelse efter husdyrgodkendelseslovens §§ 10, 11 eller 12.

Før der træffes afgørelse skal du gøre naboer skriftligt bekendt med anmeldelsen og give dem adgang til at udtale sig inden for to uger. Når afgørelsen er truffet, er det hensigtsmæssigt at foretage offentlig annoncering med klagevejledning. Afgørelsen skal desuden sendes til Naturstyrelsen.

Når der er truffet afgørelse i anmeldesagen, skal du genoptage behandlingen af en eventuel ansøgning efter §§ 10, 11 eller 12.

Retsgrundlag

Det fremgår af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen:

§ 19 f. Udvidelse af antal husdyr i eksisterende stalde på husdyrbrug kan finde sted efter anmeldelse til kommunalbestyrelsen, hvis der ikke samtidig udføres ændringer, der kræver tilladelse eller godkendelse efter §§ 10-12, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.

Stk. 2. Anmeldelse efter stk. 1, kan kun finde sted ved udvidelse af antal husdyr på husdyrbruget, der ikke er omfattet af tilladelse eller godkendelse efter §§ 10-12, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.

Stk. 3. Anmeldelse i medfør af stk. 1, forudsætter, at følgende betingelser er opfyldt:
  1. Antal husdyr må ikke udvides i staldanlæg, der ligger i en afstand på mindre end 300 meter til beskyttet natur omfattet § 7, stk. 1, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, eller 100 meter til andre ammoniakfølsomme naturtyper, som indgår i udpegningsgrundlaget for internationale naturbeskyttelsesområder, heder, moser og overdrev, som er beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3, og ammoniakfølsomme skove.
  2. Husdyrbruget skal efter udvidelse overholde beskyttelsesniveauet for lugt som angivet i bilag 3, punkt B.
  3. Bedriften, som husdyrbruget er tilknyttet, må ikke udbringe husdyrgødning på arealer, der kan klassificeres som fosforklasse 2 eller 3, jf. bilag 3, punkt C. Der må heller ikke afsættes husdyrgødning til bedrifter, der udbringer husdyrgødning på fosforklasse 2 eller 3, jf. bilag 3, punkt C.
  4. Produktionen af hver dyretype må højest udvides således, at antal dyreenheder beregnet efter omregningsfaktoren for dyreenheder for planåret 2010/2011, jf. bilag 6, punkt A, ikke overstiger antal dyreenheder beregnet efter omregningsfaktoren for planåret 2008/2009, jf. bilag 6, punkt B.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal kvittere for modtagelse af anmeldelse senest en uge fra modtagelsen og træffe afgørelse, jf. stk. 7, senest en måned fra modtagelsen af anmeldelse.

Stk. 5. Ved modtagelse af anmeldelse skal kommunalbestyrelsen indstille sagsbehandlingen af husdyrbrugets eventuelle ansøgninger efter §§ 10-12, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsen skal vurdere hvorvidt det anmeldte overholder kravene angivet i stk. 3.

Stk. 7. Kommunalbestyrelsen træffer på baggrund af den i stk. 6 angivne vurdering afgørelse i sagen.

Stk. 8. Ved afgørelsen meddeler kommunalbestyrelsen enten, at det anmeldte kan bringes til udførelse, eller at der kræves en ansøgning, jf. denne bekendtgørelses kapitel 3, med henblik på meddelelse af en tilladelse eller godkendelse i henhold til §§ 10-12, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.

Stk. 9. Hvor kommunalbestyrelsen efter stk. 5, har indstillet sagsbehandlingen, skal kommunalbestyrelsen, når der er truffet afgørelse efter stk. 7, genoptage denne. Såfremt afgørelsen giver anledning til ændring i den genoptagne ansøgning, skal kommunalbestyrelsen give ansøger meddelelse herom, og samtidig fastsætte en rimelig frist for ansøgers indsendelse af nye oplysninger. Såfremt afgørelsen giver anledning til, at tilladelse eller godkendelse efter lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug ikke længere er nødvendig, afslutter kommunalbestyrelsen sagsbehandlingen og giver ansøger meddelelse herom.

Vil du vide mere?

Betingelser for brug af anmeldeordningen

Der kan ske udvidelse af dyreholdet i eksisterende stalde på et husdyrbrug efter anmeldelse til kommunen, når følgende betingelser er opfyldt:

  1. Husdyrbruget har ikke fået tilladelse eller godkendelse efter §§ 10, 11 eller 12 i husdyrgodkendelsesloven.
  2. Der udføres ikke samtidig ændringer, der kræver tilladelse eller godkendelse efter §§ 10, 11 eller 12, i husdyrgodkendelsesloven.
  3. Antal husdyr må ikke udvides i staldanlæg, der ligger i en afstand på mindre end 300 meter til beskyttet natur omfattet af § 7, stk. 1, i husdyrgodkendelsesloven, eller 100 meter til andre ammoniakfølsomme naturtyper, som indgår i udpegningsgrundlaget for internationale naturbeskyttelsesområder, heder, moser og overdrev, som er beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3, og ammoniakfølsomme skove.
  4. Efter udvidelse overholder husdyrbruget beskyttelsesniveauet for lugt som angivet i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3, punkt B.
  5. Bedriften, som husdyrbruget er tilknyttet, udbringer ikke husdyrgødning på arealer, der kan klassificeres som fosforklasse 2 eller 3. Betingelsen kan overholdes, selv om der er arealer i fosforklasse 2 eller 3 på bedriften, blot anmelder oplyser, at der ikke i fremtiden vil blive udbragt husdyrgødning på disse arealkategorier, hvis anmeldelsen accepteres af kommunen, og den tages i anvendelse.
  6. Der afsættes ikke husdyrgødning til bedrifter, der udbringer husdyrgødning på fosforklasse 2 eller 3. Betingelsen kan overholdes, selv om der er arealer i fosforklasse 2 eller 3 på bedriften, blot anmelder oplyser, at der ikke i fremtiden vil blive udbragt husdyrgødning på disse arealkategorier, hvis anmeldelsen accepteres af kommunen, og den tages i anvendelse.
  7. Produktionen af hver dyretype udvides således, at antal dyreenheder beregnet efter omregningsfaktoren for dyreenheder for planåret 2010/2011 ikke overstiger antal dyreenheder beregnet efter omregningsfaktoren for planåret 2008/2009. Disse omregningsfaktorer er angivet i bekendtgørelsens bilag 6.

Offentlighed og orientering af klageberettigede

Der er ikke foreskrevet en bestemt fremgangsmåde om offentlighed i de sager, som anmeldes efter husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen, udover at kommunen skal gøre naboer skriftligt bekendt med sagen og give dem adgang til at udtale sig inden en frist af to uger. Det er ikke tilstrækkeligt, at kommunen foretager denne forudgående orientering (høring) ved offentlig annoncering. Der skal som minimum foretages individuel skriftlig orientering af naboerne.

Hvad angår offentlighed omkring den afgørelse, som kommunen træffer i en anmeldelsessager er det hensigtsmæssigt at foretage offentlig annoncering med klagevejledning. Denne fremgangsmåde anbefales, uanset indholdet af afgørelsen, som under alle omstændigheder skal meddeles adressaten (anmelder), og som også bør meddeles de pågældende naboer/parter, der tidligere er blevet gjort bekendt med sagen. Afgørelsen bør meddeles de naboer/parter, der tidligere er blevet gjort bekendt med sagen.

Denne foreslåede offentlighedsprocedure har baggrund i, at kommunens afgørelser truffet med hjemmel i § 19 a, kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet, og at den klageberettigede kreds (enhver, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald) kan udgøre en større kreds end blot afgørelsens adressat og naboer.

Den endelige afgørelse skal sendes til Naturstyrelsen, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen § 23, stk. 1, fordi miljøministeren også er klageberettiget i forhold til kommunens afgørelse, jf. husdyrgodkendelseslovens § 84, stk. 1. Desuden skal organisationer, som har anmodet om underretning i henhold til husdyrgodkendelseslovens §§ 61 eller 62, orienteres om afgørelsen.

Genoptagelse af sag efter §§ 10, 11 eller 12 på husdyrbruget

Hvor kommunen har indstillet sagsbehandlingen af en ansøgning efter husdyrgodkendelseslovens §§ 10, 11 eller 12 pga. en anmeldelse, skal kommunen, når der er truffet afgørelse i anmeldesagen, genoptage behandlingen af tilladelses- eller godkendelsessagen. Hvis afgørelsen af anmeldesagen giver anledning til, at tilladelse eller godkendelse efter husdyrgodken-delsesloven ikke længere er nødvendig, skal kommunen afslutte sagsbehandlingen og give ansøger meddelelse herom.

Hvis afgørelsen af anmeldesagen giver anledning til ændringer i den genoptagne sag efter §§ 10, 11 eller 12, skal kommunen give ansøger meddelelse herom, og samtidig fastsætte en frist for ansøgers indsendelse af nye oplysninger.

Registrering af afgørelser i husdyrgodkendelse.dk

I henhold til § 23, stk. 2 i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen skal kommunen registrere dato og hjemmel for afgørelsen via www.husdyrgodkendelse.dk/ senest en måned efter afgørelsen er truffet. Det er dog endnu ikke teknisk muligt at registrere afgørelser i anmeldesager via husdyrgodkendelse.dk, og derfor må kommunen indtil videre undlade at registrere afgørelserne i systemet.

Afgørelser fra Natur- og Miljøklagenævnet

Ved afgørelse af en anmeldesag kan kommunen ikke lægge vægt på andre kriterier end de, der følger af anmeldeordningerne.
NMK-134-00028

Kommunen skal foretage en konkret vurdering af, om kommunen vil bruge 50 %-reglen til at se bort fra betingelsen om, at den beregnede geneafstand ikke må være større end den faktiske afstand i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3, pkt. B, inden kommunen træffer afgørelse om, at det anmeldte kræver en ansøgning om godkendelse efter § 12.
NMK-134-00022

Version 2.0 - 14. januar 2011