Jeg forstår ikke hvorfor i vejleder om delvist bortfald på ulovbestemt grundlag for de husdyrbrug der ikke har en miljøgodkendelse (eller tilladelse) efter miljøbeskyttelsesloven(MBL) eller husdyrloven(HDL).
I § 78 b stk. 3 i MBL er der fastsat ministerbeføjelser til at lave regler for delvis bortfald for netop disse husdyrbrug. Hensigten med denne beføjelse fremgår af bemærkningerne til lovforslaget:
Forslagets § 78 b, stk. 3, bemyndiger miljøministeren til at fastsætte regler om, at bestemmelsen i § 78 b, stk. 1, om helt eller delvist bortfald af godkendelser også skal finde anvendelse ved andre afgørelser vedrørende husdyrbrug end godkendelser efter lovens § 33. Hensigten er, at der skal gælde ens regler om kontinuitetsbrud for de eksisterende husdyrbrug, der endnu ikke er omfattet af lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, og de husdyrbrug, der er omfattet af den nævnte lov. Bemyndigelsen forventes udnyttet til at fastsætte regler om kontinuitetsbrud for afgørelser, der er truffet før den 1. januar 2007 i medfør af den dagældende bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v. Afgørelser af denne type vil fremover blive truffet efter lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug og vil således være omfattet af § 33 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug. Der kan eksempelvis fastsættes regler om kontinuitetsbrud i forbindelse med lokaliseringstilladelser og forhåndsanmeldelser efter husdyrgødningsbekendtgørelsen.
Hvor blev de regler af?
Når jeg sammenholder denne hensigt med ombudsmandens udtalelse i den sag som er nævnt i vejledningsteksten, hvor det påpeges at en så indgribende regulering kun bør foregå med klar lovhjemmel, så kan jeg ikke forstå hvorfor i vejleder om regulering på et ulovbestemt grundlag.
At vejledning er hængt op på planloven gør det ikke mere forståeligt. Det forklarer nemlig ikke hvad der blev af hensigten med § 78 b stk. 3 og ombudsmandens udtalelse er lige relevant om det er MBL, HDL eller planloven.
I praksis betyder det her rod at der i mange tilfælde ikke bliver håndhævet delvis bortfald fordi den tilsynsførende (forståeligt nok) ikke mener at en sådan regulering vil holde juridisk.