Sidehistorie: Dyrehold og Management - Ansøgning
Sammenlign side versioner
Page Revision: 13/01/2011 17:03
Sådan gør du
Du skal som ansøger afgive oplysninger om dyrehold og management i ansøgningssystemet Husdyrgodkendelse.dk's afsnit ”Oplysninger om anlæg”. Til de fleste felter, hvor der skal indtastes oplysninger, er der en hjælpetekst med vejledning om, hvordan feltet udfyldes. Klik på ikonet med spørgsmålstegnet for at få hjælpeteksten frem. Du kan få yderligere vejledning om udfyldelse af felterne i afsnittet ”Vil du vide mere?” nedenfor.
Retsgrundlag
Af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen § 5 fremgår:§ 5. Hvis ansøgningen vedrører etablering, udvidelse eller ændring af et husdyrbrug omfattet af § 10 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, skal ansøger udfylde det skema, som fremgår af bilag 1.
Stk. 2. Hvis ansøgningen vedrører etablering, udvidelse eller ændring af et husdyrbrug omfattet af § 11 eller § 12, stk. 3, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug skal ansøgningen indeholde de oplysninger, der fremgår af bilag 2, punkt A - L. Ansøgningsskemaet skal udfyldes på baggrund af det beskyttelsesniveau, der fremgår af bilag 3 og ansøgningen skal udarbejdes på det ansøgningssystem, der fremgår af http://www.husdyrgodkendelse.dk eller på et andet digitalt system, der opfylder de krav, der fremgår af bilag 5.
...
Stk. 4. Ansøgningen om godkendelse af arealer, jf. § 16 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug skal indeholde de oplysninger, der fremgår af bilag 2, punkt A og F. Ansøgningsskemaet skal udfyldes på baggrund af de relevante oplysninger om beskyttelsesniveau, som fremgår af bilag 3 og ansøgningen skal udarbejdes på det ansøgningssystem, der fremgår af http://www.husdyrgodkendelse.dk eller på et andet digitalt system, der opfylder de krav, der fremgår af bilag 5.
... "
Af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen bilag 2 fremgår:E. Oplysninger om virksomhedens indretning og drift, herunder sædskifte
…
14) Dyreart og antal dyreenheder før og efter det ansøgte, med beregningsgrundlaget herfor
15) Oplysning om staldsystem og staldindretning i hver enkelt driftsbygning, herunder oplysninger om udmugningssystem
16) Oplysning om ventilationsanlæg, herunder type, kapacitet, antal afkast, afkastenes placering, afkasthøjde, lufthastighed i afkast m.v.
17) Oplysning om opbevaring og/eller forarbejdning af foder, samt oplysninger om anvendelse af næringsstofbegrænsende foderteknologier, samt foderkorrektioner som følge heraf
For så vidt angår BAT og management, henvises der til BREF-dokumentet. IPPC-husbrug skal orientere sig heri. Selvom f.eks. kvægbrug omfattet af § 12 ikke er forpligtet til at orientere sig heri, jf. MKN- 130-00464 (19.04.2010), kunne elementer i BREF-dokumentet om management måske alligevel give inspiration til, hvilke elementer som kunne være relevante at beskrive i ansøgninger om godkendelser af andre typer husdyrbrug.
Vil du vide mere?
Egenskaber for staldafsnit
For hvert staldafsnit angives valg af miljøteknologier ved både nudrift og ansøgt drift. Valg af teknologier kan påvirke miljøvurderingen af lugtgener og ammoniak. Oplysningerne ved nudrift anvendes kun i de tilfælde, hvor beskyttelsesniveauet skal vurderes ud fra merbelastningen. Der skal oplyses om teknologier ved nudrift, som er krav i en tidligere miljøgodkendelse eller forudsætninger i en VVM-afgørelse på husdyrbruget.
Hvis man som ansøger frivilligt har indført en miljøteknologi på husdyrbruget, skal denne ikke oplyses ved nudrift i felterne omkring effekt og antal timer, men kun anføres i tekstfeltet under "type og øvrige bemærkninger". Herved vil effekten af miljøteknologien kunne bidrage til overholdelse af miljøkravene for det ansøgte projekt, også selv om teknologien er taget i anvendelse tidligere.
IT-ansøgningssystemet har ikke har mulighed for præcist at indarbejde tidligere miljøkrav, som f.eks. er bindende for ansøger i form af forudsætninger for en tidligere VVM-afgørelse. Ansøger må i forhold til sådanne krav på bedst mulige måde ”oversætte” kravene ifølge VVM proceduren til angivelsesmulighederne i IT-ansøgningssystemet.
I ansøgningsskemaet er der et felt til markering af, om der gennemføres godkendelsespligtig ændring (renovering) i den eksisterende produktion. Markering medfører, at hele produktionen i stalden bliver omfattet af det generelle ammoniakreduktionskrav. Der skal kun markeres, hvis stalden renoveres til samme staldtype/gødningssystem som i nudrift. Hvis stalden renoveres til en anden staldtype/gødningssystem, vil stalden automatisk blive omfattet af det generelle ammoniakreduktionskrav.
Der skal oplyses om ventilationsforhold. Disse oplysninger har ingen betydning for beregningerne, med mindre der skal udarbejdes en OML-beregning.
Produktionstype og dyrekategori
Antal Dyr
Det indtastede dyrehold i nudrift, skal være det lovlige dyrehold på husdyrbruget. Antal dyr angives for både nudrift og ansøgt drift. Den fulde produktion skal oplyses begge steder. I ansøgt drift skal der således ikke kun oplyses forøgelsen af produktionen, men den fulde ansøgte produktion.
For slagtesvin, smågrise, tyrekalve, slagtekyllinger o.lign. angives antal producerede dyr pr. år. Der skal for disse dyr desuden oplyses om afvigende indgangs- og udgangsvægt. Gennemsnitsvægten skal også oplyses, idet gennemsnitsvægten ellers beregnes som gennemsnittet af indgangsvægt og udgangsvægt. Gennemsnitsvægten anvendes til beregning af lugtemissionen. For malkekøer, ammekøer, søer, høner, mink, får o.lign. angives antal årsdyr. For visse dyr skal desuden oplyses afvigende indgangs- og udgangsalder. Oplysningerne anvendes til beregning af dyreenheder (DE), næringsstofudskillelse af N og P og beregninger af ammoniakemissionen.
Udegående dyr
Hvor der er angivet "antal måneder, hvor dyrene er udegående uden for udbringningsarealet", bliver husdyrproduktionen i de pågældende måneder ikke medregnet i beregningen af ammoniakemissionen og gødningen fra dyrene betragtes som fraført husdyrgødning i forbindelse med miljøvurderingerne af nitrat og fosfor.
Hvor der er angivet antal måneder, hvor dyrene er udegående inden for udbringningsarealet, bliver husdyrproduktionen i de pågældende måneder ikke medregnet i ammoniakemissionen.
Antal måneder, hvor dyrene er udegående i alt, skal være ens for ”nudrift” og ”ansøgt drift” og angives som praksis ved "ansøgt". Såfremt dette ikke er korrekt skal det på anden vis angives i ansøgningen. Årsagen hertil er, at selv om udegående dyr friholdes fra det generelle ammoniakreduktionskrav, så skal ændringer i andelen af udegående dyr i den eksisterende husdyrproduktion ikke kunne bruges som et virkemiddel til at overholde det generelle ammoniakreduktionskrav. Hvis der er tale om forskellige typer dyr i nudrift og ansøgt drift må andelen af udegående dyr tilpasses bedst muligt, således at andelen af udegående dyr vægtet for kvælstofudskillelse samlet set er ens i ”nudrift” og ”ansøgt”. Der findes ikke nogen bestemt metode til at vægte kvælstofudskillelsen, da en bestemt metode ikke vil give et rimeligt resultat i alle tilfælde. Det vigtige er, at andelen af udegående dyr så vidt muligt ikke bruges som et virkemiddel til at begrænse den beregnede meremission af ammoniak. Kommunen må derfor ved behandlingen af den enkelte ansøgning vurdere, om der bør foretages en vægtning og i givet fald hvordan.
Opdræt, der er udegående i mindst 5 måneder, indgår heller ikke i lugtberegningen. Lugtemissionen fra malkekøer, hvor køerne dagligt har adgang til staldanlæg f.eks. i forbindelse med malkning, skal beregnes fuldt ud efter de gældende normtal for lugtemission for kvæg. Dyr som derimod i hele perioden fra 1. maj til 1. oktober ikke har adgang til staldanlæg, f.eks. kvier på afgræsningsmarker, indregnes ikke i beregningen af lugtemissionen. Dette skyldes, at lugtproblemer næsten udelukkende forekommer i perioden fra 1. maj til 1. oktober. Kommunerne skal i miljøgodkendelsen stille vilkår om, at opdræt og andre udegående dyr er udegående i de anførte perioder. Hvis man som ansøger ikke er indstillet sådan et vilkår skal dyrene ikke angives som udegående.
Afgræssende dyr på andre bedrifter¶
Afgræssende dyr på andre bedrifter vil som hovedregel blive betragtet som en afsætning af husdyrgødning og skal derfor håndteres som en overførselsaftale sådan i forbindelse med miljøgodkendelser. Det vil sige, at afgræsning hos tredjemand evt. kan udløse krav om en § 16-godkendelse. Der gælder dog en bagatelgrænse. Afgræsning af arealer uden tilskudsfodring i afgræsningsperioden vil kunne accepteres hos tredjemand uden krav om en miljømæssig vurdering, selv om arealerne f.eks. er udpeget som nitratfølsomt område, nitratklasse eller fosforklasse 1-3. Kommunen vil i så fald fastsætte vilkår i miljøgodkendelsen om, at i det omfang dyr afgræsser hos tredjemand uden for de arealer, som er miljøvurderet i forbindelse med miljøgodkendelsen eller senere anmeldelser, må der ikke fodres i denne periode. Mineraltilskud samt tilskudsfodring i tørkeperioder er dog tilladt i begrænset omfang. Det sikres herved, at næ-ringsstofoptagelsen er større end næringsstofudskillelsen, hvorved der ikke vil være en negativ miljøpåvirkning.
Stipladser
Der er mulighed for at angive antal stipladser for en række dyretyper. Antal stipladser anvendes primært i kombination med gennemsnitsvægten til beregning af lugtemissionen. Antal stipladser er ikke det fysiske antal stipladser i stalden, men det maksimale antal dyr, der kan forekomme i stalden på et givet tidspunkt i løbet af året.
Fodring
Der er mulighed for at angive oplysninger om fodringsforhold. Disse kan anvendes som virkemiddel i forhold til miljøvurderingen af fosfor og ammoniak. Anvendes foderkorrektioner skal de være gældende for samtlige husdyr i den pågældende dyregruppe og i det pågældende staldsystem på hele bedriften.
Læs om vilkår om fodring
her.
Foderkorrektioner for malkekøer og søer
Hvis et eller flere af IT-ansøgningssystemets felter om fodring udfyldes, vil dette blive fulgt op af vilkår vedrørende fodring i overensstemmelse med ansøgers oplysninger i det pågældende felt. For søer skal man være meget opmærksom på, at hvis man anvender feltet "antal fravænnede grise per årsso" vil der blive stillet krav til fodring, hvor normtal vil blive brugt for de andre parametre med mindre andet er angivet. Hvis man ikke ønsker vilkår om fodring, skal man derfor ikke indtaste antal fravænnede grise pr. årsso. Hvis der er flere grise per årsso og/eller afvigende vægtgrænser for pattegrisene justeres dette ved angivelserne vedrørende smågrise. For kvæg er der desuden det særlige forhold, at felterne vedrørende FE pr. årsko, kg mælk pr. årsko og mælkens proteinprocent slet ikke må anvendes. For malkekvæg anvendes kun foderets indhold af g. råprotein per FE og g fosfor per FE.
Management og BAT
Management er en del af princippet om anvendelse af den bedste tilgængelige teknik. Du skal derfor i den redegørelse beskrive, hvad du vil gøre i relation til management.
Management handler i høj grad om at sikre en ansvarsbevidst driftsledelse med henblik på at opnå en forbedret miljøpræstation på husdyrbruget. Der er med andre ord tale om elementer, som er en naturlig del af driftslederens tilrettelæggelse af driften af husdyrbruget i miljømæssig henseende. Dette er blandt andet at udarbejdelse af foderplaner, der sikrer en optimal udnyttelse af foderets næringsstoffer, herunder løbende kontrol med foderforbruget. Tilsvarende er det BAT at sikre, at ansatte har den nødvendige udannelse, samt at der forefindes beredskabsplaner på husdyrbruget, der sikrer hensigtsmæssig adfærd ved uforudsete hændelser.
IPPC-husdyrbrug– husdyrbrug med svin og fjerkræ omfattet af husdyrgodkendelseslovens § 12 - skal i forbindelse med ansøgning om godkendelse af husdyrbrug orientere sig i BREF-dokumentet om intensiv fjerkræ- og svineproduktion vedrørende management. Selvom øvrige husdyrbrug ikke er forpligtede hertil, jf. MKN- 130-00464 (19.04.2010), kunne bemærkningerne vedrørende management i BREF-dokumentet måske give alligevel give inspiration til hvilke elementer, der kunne være relevante at beskrive i redegørelsen for BAT i ansøgninger om godkendelse af andre husdyrproduktioner end IPPC-husdyrbrug.
Hvorfor skal der gøres rede for anvendelse af BAT?¶
Hvis der ikke foreligger en redegørelse for anvendelse af den bedste tilgængelige teknik, har kommunen ikke mulighed for at tage stilling til, om du har truffet de nødvendige foranstaltninger til at forebygge og begrænse forureningen ved anvendelse af den bedste tilgængelige teknik. Redegørelsen er derfor af afgørende betydning for kommunens mulighed for at vurdere det ansøgte i relation til husdyrgodkendelsesloven.