Miljøstyrelsens hjemmeside

Opret bruger Log ind

Sidehistorie: Vurdering af udvidelse af stalde pga. dyrevelfærd

Sammenlign side versioner



« Ældre version - Tilbage til Page History - Nyere version »


Page Revision: 03/12/2013 09:53



Sådan gør du

Du skal følge procedurereglerne, der gælder for alle anmeldeordninger, dog med undtagelse af § 25 og § 27.

Retsgrundlag

Flg. fremgår af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen:

§ 7. Den, der indgiver anmeldelse i medfør af §§ 28-37, skal på et topografisk kort, i en detaljeringsgrad på mindst 1:10.000, angive:
1) placering af eksisterende bygninger, anlæg og det anmeldte,
2) til- og frakørselsforhold til det anmeldte, og
3) målestoksforhold, nordpil og højdekurver samt nødvendig signaturforklaring.

Stk. 2. Hvor dette er relevant for at dokumentere overholdelse af kravene i §§ 28-37, skal den, der indgiver ansøgning efter stk. 1, tillige oplyse:
1) Matrikelnummer, hvor anlægget ønskes placeret.
2) Tegninger af anlægget med angivelse af bygningshøjder, grundmål og kapacitet.
3) Størrelsen på det eksisterende og det anmeldte dyrehold.
4) Størrelse og placering af arealerne til afgræsningen, jf. §§ 35 og 36. Det angives, hvilke af disse arealer der er fredede, omfattet af § 3 i lov om naturbeskyttelse eller udpeget som Natura 2000-områder. Størrelsen af disse arealer angives som en procentdel af det samlede anmeldte afgræsningsareal.
5) Beskrivelse af eksisterende afskærmende beplantning for bygninger og anlæg, samt fremtidig afskærmende beplantning, med angivelse af beplantningens artssammensætning, antal trærækker og etableringstidspunkt. Oplysninger kan fremsendes som en samlet beplantningsplan.
6) Oplysninger om gødningsopbevaringsanlægs placering i forhold til de i § 8, stk. 1, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, opregnede anlæg, områder, veje m.v.
7) Eventuelle befæstede arealer og afløbsforhold.
8) Overdækning af gødningsopbevaringsanlæg.
9) Kort med indtegning af nærmeste folds kant i forhold til ammoniakfølsom natur, jf. § 37, stk. 5.
10) Anden nødvendig dokumentation til opfyldelse af kravene i §§ 28-37, herunder oplysninger om det beregnede behov for ændring eller udvidelse af staldanlæg til opfyldelse af dyrevelfærdskrav, jf. § 30, behov for ændringer på anlægget som følge af afprøvning, jf. § 34, eller omlægning til økologisk produktion, jf. § 37.

Stk. 3. En anmeldelse efter § 34 skal indeholde en beskrivelse af, hvad der ønskes afprøvet og relevante forskrifter for driften af den anmeldte miljøeffektive teknologi eller teknik.

§ 30. Ændring eller udvidelse af staldanlæg på husdyrbrug til opfyldelse af dyrevelfærdsmæssige krav fastsat i lov eller bekendtgørelse, jf. stk. 2, kan finde sted efter anmeldelse til kommunalbestyrelsen, jf. dog stk. 3-6. Ændring af anlæg på pelsdyrbrug, kvægbrug og svinebrug til opfyldelse af dyrevelfærdsmæssige krav, kan ske ved opførelse af nyt staldafsnit i umiddelbar tilknytning til eksisterende staldanlæg.

Stk. 2. Anmeldelse efter stk. 1 kan alene ske til opfyldelse af dyrevelfærdsmæssige krav, som fremgår af en bestemmelse indeholdt i en lov eller bekendtgørelse, der var trådt i kraft senest den 10. april 2011, som skal være opfyldt 10. april 2011 eller senere, jf. dog stk. 5 og 6, og som er indeholdt i følgende love og bekendtgørelser:
1) Lov om indendørs hold af drægtige søer og gylte. 2) Lov om hold af heste.
3) Lov om hold af malkekvæg og afkom af malkekvæg.
4) Lov om hold af slagtekyllinger.
5) Bekendtgørelse om beskyttelse af pelsdyr.
6) Bekendtgørelse om beskyttelse af æglæggende høner.

Stk. 3. Anmeldelse efter stk. 1 kan kun finde sted, hvis ændringen eller udvidelsen begrænses til det for opfyldelse af de dyrevelfærdsmæssige krav nødvendige og må ikke indebære renoveringer af eksisterende staldanlæg. Anmeldelse efter stk. 6 må dog indebære en ændring af staldsystemet i den eksisterende del af farestalden, hvis gødningskummen ikke ændres.

Stk. 4. En anmeldt ændring eller udvidelse af staldanlæg, jf. stk. 1, skal udover det i stk. 3 nævnte krav opfylde følgende betingelser:
1) Ændringen eller udvidelsen må ikke medføre væsentlige ændringer i eksisterende terræn og skal placeres i umiddelbar tilknytning til hidtidige bebyggelsesarealer på den ejendom, hvor byggeriet opføres.
2) Ændringen eller udvidelsen skal fremstå i samme byggestil som det eksisterende staldanlæg, hvortil der sker en tilbygning eller ændring, herunder i ydre byggematerialer, farver og taghældning.
3) Bygningsbredde af ændringen eller udvidelsen må ikke overstige det eksisterende staldanlægs bredde med mere end 5 procent, dog maksimalt 2 meter.
4) Bygningshøjde, herunder taghøjde, af ændringen eller udvidelsen må ikke overstige det eksisterende staldanlægs højde med mere end 1,5 meter.
5) Husdyrproduktionens størrelse og sammensætning må ikke ændres som følge af ændringen eller udvidelsen.
6) Ændring eller udvidelse af anlæg, der er beliggende 100 meter eller mindre fra nabobeboelse, må ikke udføres nærmere nabobeboelse, end det anlæg, der udvides eller ændres.
7) Placeringen af ventilationsafkast på det staldanlæg, der udvides eller ændres, skal enten bevares uændret eller flyttes i retning væk fra nedennævnte relevante naturområder, hvis tilbygningen eller ændringen placeres 300 meter eller mindre fra
a) naturområder omfattet af § 7, stk. 1, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug,
b) andre ammoniakfølsomme naturtyper, som indgår i udpegningsgrundlaget for internationale naturbeskyttelsesområder,
c) heder, moser og overdrev, som er beskyttet af § 3 i lov om naturbeskyttelse, og
d) ammoniakfølsom skov, jf. bilag 3, punkt A, nr. 3.
8) Ved anmeldelse efter stk. 6 må farestalden ikke ligge i en afstand på mindre end 300 meter til beskyttet natur omfattet § 7, stk. 1, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, eller 100 meter til andre ammoniakfølsomme naturtyper, som indgår i udpegningsgrundlaget for internationale naturbeskyttelsesområder, heder, moser og overdrev, som er beskyttet af § 3 i lov om naturbeskyttelse og ammoniakfølsomme skove.

Stk. 5. Ændring eller udvidelse af staldanlæg på husdyrbrug, hvor der produceres kødædende pelsdyr, til opfyldelse af § 23, § 24, stk. 3, og § 26 i bekendtgørelse nr. 1734 af 22. december 2006 om beskyttelse af pelsdyr med senere ændringer, kan anmeldes efter stk. 1.

Stk. 6. Der kan ske anmeldelse efter stk. 1 af de ændringer eller udvidelser af staldanlæg på husdyrbrug, der er nødvendige for at opfylde betingelserne i kapitel 4 i bekendtgørelse om tilskud til etablering af løsdrift i farestalde. Anmeldelsen forudsætter, at det dokumenteres, at der er meddelt tilsagn om tilskud efter bekendtgørelsen.

§ 38. Ved modtagelse af anmeldelse efter §§ 28-37 skal kommunalbestyrelsen kvittere for modtagelsen og indstille sagsbehandlingen af husdyrbrugets eventuelle ansøgninger efter §§ 10-12 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug. Kommunalbestyrelsen skal informere Natur- og Miljøklagenævnet om en anmeldelse, hvis anmeldelsen omfatter byggeri eller dyrehold, som af kommunalbestyrelsen er tilladt eller godkendt efter §§ 10-12 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, og kommunalbestyrelsen er bekendt med, at tilladelsen eller godkendelsen er påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen vurderer, hvorvidt det anmeldte efter §§ 28-37 overholder kravene i §§ 28-37 og § 8, jf. § 9 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, og ikke er i strid med beskyttelsen af fredede områder, beskyttelseslinjer eller områder, der i kommuneplan er udpeget med landskabelige værdier, særlige naturbeskyttelsesinteresser, værdifulde kulturmiljøer samt nationale geologiske interesseområder.

Stk. 3. På baggrund af vurderingen efter stk. 2 træffer kommunalbestyrelsen senest to måneder fra modtagelse af en anmeldelse efter §§ 28-37 afgørelse om, at det anmeldte kan bringes til udførelse, eller at det anmeldte kræver tilladelse eller godkendelse i medfør af §§ 10, 11 eller 12 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor oplysningskravene i § 7 er opfyldt. Senest 4 uger efter modtagelsen af en ufuldstændig ansøgning, meddeler kommunalbestyrelsen ansøger, hvilke oplysninger, der mangler, før anmeldelsen kan behandles.

Stk. 4. Før der træffes afgørelse, jf. stk. 3, skal kommunalbestyrelsen gøre naboer skriftligt bekendt med anmeldelsen efter §§ 28-37 og give dem adgang til at udtale sig inden for en frist på 2 uge. Orientering af naboer kan undlades, hvis det anmeldte efter kommunalbestyrelsens skøn er af underordnet betydning for naboerne.

Stk. 5. Ved afgørelsen efter stk. 3 kan kommunalbestyrelsen på baggrund af en vurdering af de landskabelige forhold beslutte helt eller delvist at fravige krav om afskærmende beplantning, jf. § 28, stk. 5, nr. 4, og § 29, stk. 5, nr. 4.

Stk. 6. Det kan indgå i kommunalbestyrelses afgørelse efter stk. 3, at konkrete vilkår i en tilladelse eller godkendelse ikke finder anvendelse som følge af anmeldelsen efter §§ 28-37.

Stk. 7. Hvor kommunalbestyrelsen efter stk. 1 har indstillet sagsbehandlingen af en ansøgning, skal kommunalbestyrelsen, når der er truffet afgørelse efter stk. 3, genoptage denne. Såfremt afgørelsen, jf. stk. 3, giver anledning til ændringer i den genoptagne ansøgning, skal kommunalbestyrelsen give ansøger meddelelse herom og samtidig fastsætte en frist for ansøgers indsendelse af nye oplysninger. Såfremt afgørelsen giver anledning til, at tilladelse eller godkendelse efter lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug ikke længere er nødvendig, afslutter kommunalbestyrelsen sagsbehandlingen og giver ansøger meddelelse herom.

§ 39. En afgørelse på grundlag af en anmeldelse bortfalder, hvis den ikke er udnyttet senest 2 år efter, at afgørelsen er meddelt.

Stk. 2. Hvis en afgørelse på grundlag af en anmeldelse ikke har været helt eller delvist udnyttet i 3 på hinanden følgende år, bortfalder den del, der ikke har været udnyttet i de seneste 3 år.

Vil du vide mere?

Betingelser for brug af anmeldeordningen

Der kan ske udvidelse af stalde pga. dyrevelfærd på et husdyrbrug efter anmeldelse til kommunen, når følgende betingelser er opfyldt:

  1. A: Ændringen eller udvidelsen af staldanlæg på husdyrbrug skal ske til opfyldelse af dyrevelfærdsmæssige krav, som er trådt i kraft den 10. april 2011 eller tidligere, skal være opfyldt 10. april 2011 eller senere, og som er indeholdt i følgende love og bekendtgørelser:
    1. Lov om indendørs hold af drægtige søer og gylte.
    2. Lov om hold af heste.
    3. Lov om hold af malkekvæg og afkom af malkekvæg.
    4. Lov om hold af slagtekyllinger.
    5. Bekendtgørelse om beskyttelse af pelsdyr.
    6. Bekendtgørelse om beskyttelse af æglæggende høner.

    B: Anmeldeordningen kan også bruges ved ændring eller udvidelse af staldanlæg på husdyrbrug, hvor der produceres kødædende pelsdyr, til opfyldelse af § 23, § 24, stk. 3, og § 26, i bekendtgørelsen nr. 1734 af 22. december 2006 om beskyttelse af pelsdyr med senere ændringer.

    C: Anmeldeordningen kan også bruges ved ændringer eller udvidelser af staldanlæg på husdyrbrug i forbindelse med etablering af løsdrift i farestalde. Anvendelse af anmeldeordningen forudsætter, at betingelserne i kapitel 4 i bekendtgørelse om tilskud til etablering af løsdrift i farestalde er opfyldt, og at det dokumenteres, at der er meddelt tilsagn om tilskud efter samme bekendtgørelse.
    Ændring af anlæg på pelsdyrbrug, kvægbrug og svinebrug til opfyldelse af dyrevelfærdsmæssige krav kan ske ved tilbygning til eksisterende anlæg og/eller ved opførelse af nyt staldanlæg i umiddelbar tilknytning til eksisterende staldanlæg.
  2. Ændringen eller udvidelsen begrænses til det for opfyldelse af de dyrevelfærdsmæssige krav nødvendige, og må ikke indebære renoveringer af eksisterende staldanlæg. Anmeldelser, omfattet af ordningen for etablering af løsdrift i farestalde, må dog indebære en ændring af staldsystemet i den eksisterende del af farestalden, hvis gødningskummen ikke ændres.
  3. Ændringen eller udvidelsen medfører ikke væsentlige ændringer i eksisterende terræn, og placeres i umiddelbar tilknytning til hidtidige bebyggelsesarealer på den ejendom, hvor byggeriet opføres.
  4. Ændringen eller udvidelsen fremstår i samme byggestil som det eksisterende staldanlæg, hvortil der sker en tilbygning eller ændring, herunder i ydre byggematerialer, farver og taghældning. Ved opførelse af nyt staldanlæg, som kan ske på pelsdyrbrug, kvægbrug og på svinebrug, fremstår det nye staldanlæg i samme byggestil som det eksisterende staldanlæg i ydre byggematerialer, farver og taghældning. Er der flere eksisterende staldanlæg med forskellige byggestile kan en af disse byggestile vælges til det nye staldanlægs byggestil.
  5. Bygningsbredde af ændringen eller udvidelsen overstiger ikke det eksisterende staldanlægs bredde med mere end 5 procent, dog maksimalt 2 meter.
  6. Bygningshøjde, herunder taghøjde, af ændringen eller udvidelsen overstiger ikke det eksisterende staldanlægs højde med mere end 1,5 meter.
  7. Husdyrproduktionens størrelse og sammensætning ændres ikke som følge af ændringen eller udvidelsen.
  8. Ændring eller udvidelse af anlæg, der er beliggende 100 meter eller mindre fra nabobeboelse, udføres ikke nærmere nabobeboelse, end det anlæg, der udvides eller ændres.
  9. Placeringen af ventilationsafkast på det staldanlæg, der udvides eller ændres, bevares enten uændret eller flyttes i retning væk fra nedennævnte relevante naturområder, hvis tilbygningen eller ændringen placeres 300 meter eller mindre fra:
    a) Naturområder omfattet af § 7, stk. 1, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug
    b) Andre ammoniakfølsomme naturtyper, som indgår i udpegningsgrundlaget for internationale naturbeskyttelsesområder
    c) Heder, moser og overdrev, som er beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3
    d) Ammoniakfølsom skov, jf. bekendtgørelsens bilag 3, punkt A, nr. 3
  10. For anmeldelser om etablering af løsdrift i farestalden, må farestalden ikke ligge i en afstand på mindre end 300 meter til beskyttet natur omfattet § 7, stk. 1, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, eller 100 meter til andre ammoniakfølsomme naturtyper, som indgår i udpegningsgrundlaget for internationale naturbeskyttelsesområder, heder, moser og overdrev, som er beskyttet af § 3 i lov om naturbeskyttelse og ammoniakfølsomme skove.



Generelt om betingelserne

Betingelserne for at bruge anmeldeordningen skal alle være opfyldt for, at projektet kan gennemføres uden tilladelse eller godkendelse efter husdyrgodkendelseslovens §§ 10, 11 eller 12. Hvis alle betingelser er opfyldt, har anmelder krav på at kunne gennemføre projektet uden tilladelse eller godkendelse efter husdyrgodkendelsesloven. Kommunen kan hermed heller ikke give afslag til projektet, hvis alle betingelser er opfyldt.

Der kan således ikke ved afgørelsen lægges vægt på andre kriterier end de, der følger af anmeldeordningen. Kommunen skal derfor ikke foretage vurderinger ud over, hvad der er nødvendigt for at afgøre, om de fastsatte betingelser for brug af anmeldeordningen er opfyldt. Ved udarbejdelse af anmeldeordningen er det ved fastsættelse af betingelserne vurderet, at der ikke vil være nogen væsentlig miljøpåvirkning, når betingelserne er opfyldt.

Umiddelbar tilknytning til eksisterende staldanlæg

"Umiddelbar tilknytning" skal forstås på samme måde som ved begrebet ”i umiddelbar tilknytning til hidtidige bebyggelsesarealer” i husdyrgodkendelsesloven og efter landzonepraksis. Ved anmeldelse efter husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 30 skal man dog være opmærksom på, at opførelsen af nyt staldanlæg skal ske i tilknytning til eksisterende staldanlæg, og ikke i tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer i bredere forstand. Placering i tilknytning til andre typer af driftsbygninger er derfor ikke tilstrækkeligt.

Læs mere i afsnittet om landskab og planforhold, hvori tilknytning til hidtidige bebyggelsesarealer er defineret.

Renovering eller nyt byggeri i stedet for udvidelse?

Udvidelsen må ikke ske ved renovering eller ved at rive gamle stalde ned og erstatte dem med nye stalde med en kapacitet, der dækker både behovet for udvidelse og kapaciteten i de gamle bygninger. Det vil naturligt nok være en oplagt mulighed at vælge, hvis husdyrbrugets eksisterende bygninger fx er gamle. Men det vil ikke kunne lade sig gøre vha. en anmeldelse. Der må søges om tilladelse eller godkendelse i stedet for. Med andre ord, må ombygningen eller tilbygningen inden for rammerne af anmeldeordningen ikke dimensioneres større end til formålet, og er samtidigt begrænset til kun at opfylde de nødvendige velfærdskrav.

Ved renovering forstås det samme som en renovering, der vil udløse krav om tilladelse eller godkendelsespligt efter husdyrgodkendelseslovens §§ 10, 11 eller 12. Læs mere om det i afsnittet om godkendelsespligt. Anmeldelser omfattet af ordningen for etablering af løsdrift i farestalde, må dog indebære en ændring af staldsystemet i den eksisterende del af farestalden, hvis gødningskummen ikke ændres.

Nødvendige velfærdskrav

Kravene, som er fastsat i de love og bekendtgørelser, som er nævnt under punkt 1 i afsnittet om betingelserne for brug af anmeldeordningen, er minimumskrav til selve stiens størrelse. Kommunen skal være opmærksom på, at der kan være behov for yderligere areal derudover (til f.eks. gangarealer), og at arealbehovet afhænger af staldtypen. Kommunen må vurdere konkret ved behandlingen af den enkelte sag, om arealet af den anmeldte udvidelse begrænser sig til det nødvendige.

Videncentret for Landbrug har lavet vurderinger af arealbehovet for søer, kvæg og mink. Disse vurderinger kan måske udgøre en del af grundlaget for kommunens vurdering af, hvor stort et areal, der er nødvendigt i de konkrete tilfælde. Miljøstyrelsen har ikke bidraget til Videncentrets udarbejdelse af vurderingerne.

Byggeri inden for rammerne af anmeldeordningen

I det følgende er der en beskrivelse og en række eksempler, der illustrerer nogle af de muligheder for at udvide eller bygge nye staldanlæg af hensyn til dyrevelfærdskravene, som kan anmeldes. De viste eksempler omhandler alene illustration af de betingelser, der skal være opfyldt med hensyn til den arkitektoniske udformning af den bygningsmæssige udvidelse eller ændring samt placering, det vil sige de betingelser nr. 3, 4, 5 og 6, som fremgår ovenfor under overskriften: Betingelser for brug af anmeldeordningen.

Det fremgår af disse betingelser, at ved anmeldelse af nyt staldanlæg eller en udvidelse af eksisterende staldanlæg med henblik på at opfylde dyrevelfærdskrav skal følgende tre forhold alle vurderes og håndteres:

  1. Placering af nyt staldanlæg eller udvidelse af det eksisterende staldanlæg
  2. Terrænændringer
  3. Bygningsudformning og materialevalg

1. Placering af bygning

Den mest hensigtsmæssige placering i forhold til eksisterende staldanlæg identificeres. Den mest hensigtsmæssige placering vil afhænge af, hvad man som anmelder finder er det mest hensigtsmæssige, fx i forhold til arbejdsgange. Det er således anmelder, der vælger, hvor der skal bygges til, eller hvor et nyt staldanlæg ønskes placeret i umiddelbar tilknytning til eksisterende anlæg. Der kan dog være terrænforhold, som kan begrænse placeringsmulighederne. Se også nedenfor om ændringer i terrænet. Der kan desuden være nogle begrænsninger i forhold til afstandskravet på 300 meter til naturarealer og 100 meter til nabobeboelse.

Hvis der er tale om nyt staldanlæg, så skal den mest hensigtsmæssige placering findes, så det nye staldanlæg bliver placeret i umiddelbar tilknytning til eksisterende staldanlæg. Kravet om, at nyt staldanlæg skal placeres i umiddelbar tilknytning til eksisterende staldanlæg, er opfyldt, hvis de nye staldanlæg opleves som en naturlig del af det eksisterende anlæg, og afstanden mellem det eksisterende anlæg og det nye staldanlæg ikke overstiger 20 meter.

Hvor stor en udvidelse eller et nyt staldanlæg, der kan anmeldes, er bestemt af, hvad der kræves for, at det samlede anlæg har det nødvendige antal kvadratmeter til, at dyrevelfærdskravene kan opfyldes. Se også nedenfor om dyrevelfærdskravene.

2. Ændringer i terrænet

Ændringen eller udvidelsen må ikke medføre væsentlige ændringer i eksisterende terræn. Terrænmæssig vurdering skal tage udgangspunkt i den kote, som det eksisterende anlæg er beliggende i, så anlæggets indtryk set fra omgivelserne ikke ændres væsentligt. Det vil sige, at en tilbygning eller nyt staldanlæg skal etableres i samme kote, som eksisterende staldanlæg. Hvis det er nødvendigt at grave ind i en skrænt, udjævne et terræn eller udfylde en lavning i terrænet for at tilbygningen eller nyt staldanlæg kan placeres i samme kote som det eksisterende anlæg kan det ikke anmeldes – eller der må findes en anden placering, der ikke forudsætter sådanne terrænændringer.

Som udgangspunkt vil ændringer i terrænet på under 1 meter ikke betragtes som en væsentlig ændring i eksisterende terræn. Det er således muligt inden for anmeldeordningen at anmelde tilbygning / nyt staldanlæg, hvor der er sket en terræntilpasning på op til 1 meter i forhold til den kote det eksisterende anlæg er placeret i. Hvis der er tale om en tilbygning, skal en eventuel terræntilpasning beregnes ud fra den kote, som det staldanlæg, hvor der sker tilbygning, ligger i. Hvis der er tale om et nyt staldanlæg, skal en eventuel terræntilpasning beregnes ud fra den kote, som det nærmest beliggende staldanlæg ligger i.

3. Den bygningsmæssige udformning og materialevalg

Tilbygningen eller ændringen skal fremstå i samme byggestil som det eksisterende staldanlæg, hvortil der sker en tilbygning eller ændring, herunder i ydre byggematerialer, farver og taghældning. Også eksempelvis facadeudtrykket med vinduesstørrelser og døre og porte er en del af byggestilen.

Ved tilbygning vælges således den samme byggestil, som det eksisterende staldanlæg, hvor der bygges til. I den situation, hvor der ønskes opført en tilbygning, der vil forbinde to eksisterende staldanlæg, der ikke har samme byggestil, vælges den ene af disse to byggestile. Hvis der ønskes anmeldt et nyt staldanlæg, og der er flere forskellige byggestile i det eksisterende staldanlæg, vælges en af disse byggestile som det nye staldanlægs byggestil.

Selvom der stilles krav til valget af bygningsstil, er det muligt at vælge en anden bygningsbredde til ændringen eller udvidelsen end det eksisterende staldanlæg. Det er også muligt at vælge en anden bygningshøjde.

Når det gælder bygningsbredden, kan man således godt vælge en mindre bygningsbredde end det eksisterende staldanlægs bredde. Der er ikke nogen nedre grænse for, hvor smal en bygningsbredde, der kan vælges. Man kan også vælge en større bygningsbredde til ændringen eller udvidelsen end det eksisterende staldanlægs bredde, dog ikke med mere end 5 procent af det eksisterende staldanlægs bredde og maksimalt 2 meter. Med bygningsbredde menes gavlfacadens bredde. Uanset at der vælges en anden bygningsbredde til ændringen eller udvidelsen end det eksisterende staldanlæg, skal kravene til byggestilen overholdes.

Det følger af kravet vedr. byggestil, at tilbygninger til eksisterende staldanlæg, der ønskes opført langs et eksisterende staldanlægs længdefacade, som udgangspunkt skal opføres i hele det eksisterende staldanlægs længde. Dog er kravene ikke til hinder for, at en sådan tilbygning bliver kortere end den eksisterende stalds længdefacade. Derimod vil det ikke være muligt at anmelde en tilbygning langs en eksisterende stalds længdefacade, der er længere end den eksisterende stald eller som ligger forskudt i forhold til den eksisterende stald, da det ikke vil opfylde kravet vedr. byggestil. Det følger også af kravet vedr. byggestil, at fx taghældning på en sådan tilbygning skal være den samme som det eksisterende staldanlægs taghældning. Ved en tilbygning til en eksisterende stalds længdefacade vil det betyde, at taget på den eksisterende stald forlænges med uændret taghældning.

Når det gælder bygningshøjden, herunder taghøjde, af ændringen eller udvidelsen, kan man godt vælge en lavere bygningshøjde herunder lavere taghøjde. Der er ikke nogen nedre grænse for lav en bygningshøjde, der kan vælges. Man kan også vælge en højere bygningshøjde, herunder taghøjde, til ændringen eller udvidelsen end det eksisterende staldanlægs højde, dog ikke over 1,5 meter i forhold det eksisterende staldanlægs højde. Med bygningshøjde menes højden målt fra den kote, som det eksisterende staldanlæg er placeret i, og til anlæggets højeste punkt (tagryg). Hvis der er flere eksisterende staldanlæg med forskellige højder, skal der for tilbygninger tages udgangspunkt i bygningshøjden for det staldanlæg, hvor der bygges til og for nye staldanlæg i bygningshøjden for det eksisterende staldanlæg, der vil blive det nærmeste staldanlæg til det nye staldanlæg.

4. Eksempler

Nedenfor er der vist nogle eksempler på nogle af de mulige placeringer af tilbygninger og ændringer på to forskellige gårdanlæg, der kan anmeldes til opfyldelse af dyrevelfærdsmæssige krav.

Figur 1A - 1C illustrerer tre forskellige mulige placeringer af tilbygning på det samme gårdanlæg. På figuren er markeret stuehus (1), farestald (2), løbe-/drægtighedsstalde (3 og 4), maskinhus (5) og tilbygningmuligheder (med rødt). Bemærk at figurerne ikke er målfaste, og derfor ikke illustrerer en udvidelse, der ikke er større end det nødvendige til at opfylde de dyrevelfærdsmæssige krav. figurerne illustrerer heller ikke, om disse tilbygninger vil forudsætte væsentlige ændringer i det eksisterende terræn.

Image
Figur 1A

Image
Figur 1B

Image
Figur 1C

Figur 2A – 2D illustrerer fire forskellige mulige placeringer af tilbygning på det samme gårdanlæg, som alle kan omfattes af anmeldeordningen. Øvrige fotos illustrerer eksempler på, hvorledes ændringen eller tilbygningen kan udformes i overensstemmelse med anmeldeordningen krav.

Bemærk at figurerne ikke er målfaste, og derfor ikke illustrerer en udvidelse, der ikke er større end det nødvendige til at opfylde de dyrevelfærdsmæssige krav. Figurerne illustrerer heller ikke, om disse tilbygninger vil forudsætte væsentlige ændringer i det eksisterende terræn, byggestil, bygningshøjde eller -bredde og af disse grunde ikke kan omfattes af anmeldeordningen.

Image
Figur 2A-1

Image
Figur 2A-2

Figur 2A viser en mulig placering af en tilbygning langs et eksisterende staldanlægs længdefacade, hvor der i figuren tillige er illustreret en tilbygning, der fremstår i samme byggestil som det eksisterende staldanlæg, herunder samme materialevalg og taghældning. Bemærk at da der er tale om en illustration via fotomanipulation er der en lettere forvrængning i taghældningen, som derfor ikke må tages som et udtryk for at krav vedr. taghældning kan tilsidesættes.

Image
Figur 2B-1

Image
Figur 2B-2

Image
Figur 2B-3

Figur 2B viser en mulig placering af en tilbygning som en forlængelse af et eksisterende staldanlæg og hvorledes tilbygningen er givet samme byggestil, som det eksisterende staldanlæg.

Image
Figur 2C-1

Image
Figur 2C-2

Figur 2C illustrere samme princip som figur 2B, men hvor tilbygningen er vinklet 90 grader i forhold til et eksisterende staldanlæg.

Image
Figur 2D

Figur 2D viser en mulig placering af et nyt selvstændigt staldanlæg, der dog har kontakt til et eksisterende staldanlæg. Anmeldeordningen er ikke til hinder for, at der kan anmeldes nyt staldanlæg, hvor der er bygningsmæssig kontakt mellem dette og det eksisterende staldanlæg, såfremt det nye staldanlæg er placeret i umiddelbar tilknytning til det eksisterende staldanlæg og kan opfattes som en naturlig del af den samme byggestil.

Ad figur 1A-1C og figur 2A-2D: COWI har den fulde ophavsret til de ortofotos (DDO®land), der vises som baggrundskort. Denne funktion, med ortofoto som baggundskort, må derfor kun anvendes af Miljøministeriet, regioner og kommuner med tilhørende institutioner, der er part i Danmarks Miljøportal, i forbindelse med de pågældende institutioners myndighedsbehandling indenfor miljøområdet, samt af privatpersoner til eget personligt brug. Linket må ikke indgå i andre hjemmesider. Øvrig kommerciel anvendelse er ikke tilladt og vil kunne retsforfølges.

Afgørelser fra Natur- og Miljøklagenævnet

Kommunen har vurderet, at en minkhal med naturlig ventilation – og dermed uden et egentligt ventilationsafkast – må betragtes som et ventilationsafkast i relation til bestemmelsen i § 30, stk. 4, nr. 7. Nævnet tiltræder kommunens vurdering og forståelse af § 30, stk. 4, nr. 7. (tidligere § 19 c, stk. 4, nr. 7)
NMK-afgørelse fra 9982 Aalbæk

Version 2.0 - 14. januar 2011