Miljøstyrelsens hjemmeside

Opret bruger Log ind

Fluer og skadedyr - Vurdering

RSS

Indholdsfortegnelse [Skjul / Vis]


   Sådan gør du
   Retsgrundlag
   Vil du vide mere?
       Fluer
       Rotter


Sådan gør du

Du skal som kommunal sagsbehandler vurdere om de trufne foranstaltninger til at forebygge og bekæmpe gener for de omkringboende fra fluer, rotter og andre skadedyr er tilstrækkelige.

Retsgrundlag

Det fremgår af husdyrgodkendelsesloven:

§ 19. Kommunalbestyrelsen skal ved vurderingen af en ansøgning om tilladelse efter § 10 eller godkendelse efter §§ 11, 12 eller 16 sikre sig, at
...
2) husdyrbruget i øvrigt kan drives på stedet uden at påvirke omgivelserne på en måde, som er uforenelig med hensynet til omgivelserne

§ 20. Kommunalbestyrelsen skal ved vurderingen af en ansøgning om tilladelse efter § 10 eller en godkendelse efter § 11 eller § 12 sikre sig, at risikoen for forurening eller væsentlige gener for omgivelserne begrænses, hvis anlægget ligger mindre end 300 m fra
1) en beboelsesbygning på en ejendom uden landbrugspligt, der ligger i en samlet bebyggelse i landzone, og som har en anden ejer end driftsherren,
2) et eksisterende eller ifølge kommuneplanens rammedel fremtidigt byzone- eller sommerhusområde eller
3) et område i landzone, der i lokalplan er udlagt til boligformål, blandet bolig og erhverv eller til offentlige formål med henblik på beboelse, institutioner, rekreative formål og lign.

§ 23. Kommunalbestyrelsen skal ved vurderingen af en ansøgning om godkendelse efter § 11 eller § 12 varetage følgende hensyn:
...
3) Begrænsning af eventuelle gener for naboer (lugt-, støj-, støv-, flue- og lysgener, affaldsproduktion m.v.).

§ 31. Kommunalbestyrelsen skal meddele afslag på en ansøgning om tilladelse efter § 10 eller godkendelse efter §§ 11, 12 eller 16, hvis § 19 ikke er opfyldt.

Vil du vide mere?

Den mest almindelige gene fra skadedyr er fluegener, som ofte resulterer i naboklager, men rotter og mus kan også udgøre en væsentlig gene.

På hjemmesiden for Aarhus Universitet, Institut for Agroøkologi, ligger en række vejledninger til at forebygge og bekæmpe forekomsten af skadedyr.

Fluer

Forebyggelse af flueplage kræver først af alt en god gødningshåndtering og en generel god taldhygiejne med fjernelse af gødnings- og foderrester. Dette bør være det primære for at undgå masseforekomst af fluer i stalde, mens forskellige former for aktiv bekæmpelse kan bruges som et supplement, hvor det kan være vanskeligt at forebygge.

  • Kalvebokse giver ofte en stor produktion af fluer, hvis gødningen ligger mere end en uge.
  • I spaltegulvsstalde kan der være særlige flueproblemer, idet der kan produceres masser af
    fluer i gyllekanalerne.
  • Er flueplagen koncentreret til de varme perioder, er det sandsynligt, at møddingen er
    hovedkilden, med mindre der ikke er opretholdt en god staldhygiejne.
  • I hønserier, hvor hønsene ikke har adgang til at skrabe i gødningslaget/strøelsen og æde
    pupper og larver, kan der undertiden være voldsomme flueproblemer.
  • Fluegener kan bekæmpes mekanisk med lim- og lysfælder, biologisk med snyltehvepse og
    rovfluer og ved kemisk bekæmpelse, hvor larvecider er den grundlæggende metode.
  • Valg af den bedst egnede metode til bekæmpelse af fluegener afhænger af de aktuelle forhold.


Dette er uddybet i vejledningerne:

Retningslinjer for fluebekæmpelse på og omkring gårde med husdyr.

Retningslinjer for fluebekæmpelse på pelsdyrfarme.

Rotter

På husdyrbrug har rotter relativt gode levemuligheder i stalde, på kornlofter og i andre lagerrum. De kan dog også udmærket klare sig på friland, i markhegn o. lign., når der til opfyld også bruges rester af foder og køkkenaffald. Det er kommunalbestyrelsens ansvar at foretage den nødvendige rottebekæmpelse. Til gengæld er det husdyrbrugets pligt at holde stalde, lagere og andre anlæg i forsvarlig rottesikret stand og sørge for, at der er rimelig orden m.v. med henblik på ikke at give rotterne for gode levemuligheder.

Kemiske midler til bekæmpelse af rotter må kun foretages af autoriserede personer eller deres ansatte. Der er udarbejdet en vejledning om rottebekæmpelse.

Version 2.0 - 14. januar 2011