Miljøstyrelsens hjemmeside

Opret bruger Log ind

Husdyrgødning og foder - Vurdering

RSS

Sådan gør du

Du skal som kommunal sagsbehandler vurdere, om håndteringen af husdyrgødningen opfylder de generelle regler i husdyrgødningsbekendtgørelsen.

Du skal herefter vurdere, om der på baggrund af oplagenes størrelse/nærheden til drikkevandsboringer/vandløb er behov for en egentlig beredskabsplan. Du skal også vurdere, om der er behov for at stille særlige sikkerhedskrav til forebyggelse af forurening af nærliggende vandløb/sø.

Du skal endvidere vurdere, om der er behov for at befæste arealer, hvor der sker påfyldning af gylle til gyllebeholder, og om der på baggrund af staldenes størrelse/nærheden til drikkevandsboringer/vandløb er behov at etablere omfangsdræn om staldene med afløb til kontrolbrønde.

I forhold til foder- og ensilageoplag skal det vurderes, om oplagene og håndteringen giver anledning til gener i forhold til naboerne.

Med ændringen af husdyrgødningsbekendtgørelsen i 2008 blev der fastsat en række generelle regler for tekniske installationer til forebyggelse af gylleuheld. Vurderingen i godkendelsen handler derfor primært om behovet for en egentlig beredskabsplan og/eller andre ekstra sikkerhedsforanstaltninger.

Fast overdækning af gyllebeholdere kan indgå som et virkemiddel i forbindelse med, at ansøger lever op til en specifik BAT-standardemissionsgrænseværdi

For § 12 husdyrbrug bør udgangspunktet være, at der bør være en egentlig beredskabsplan for håndteringen af husdyrgødning. For meget store gyllebeholdere bør der desuden stilles krav om befæstning af påfyldningsplads med afløb.
Landskabsvurderingen af foder- og ensilageoplag foretages under afsnittet om Landskab og planforhold - Vurderingsafsnittet



Retsgrundlag

Husdyrgodkendelsesloven:

§ 19. Kommunalbestyrelsen skal ved vurderingen af en ansøgning om tilladelse efter § 10 eller godkendelse efter §§ 11, 12 eller 16 sikre sig, at
1) ansøgeren har truffet de nødvendige foranstaltninger til at forebygge og begrænse forureningen ved anvendelse af den bedste tilgængelige teknik...

§ 23. Kommunalbestyrelsen skal ved vurderingen af en ansøgning om godkendelse efter § 11 eller § 12 varetage følgende hensyn:
1) Anvendelse af den bedste tilgængelige teknik.

Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 10

§ 10. Kommunalbestyrelsen skal ved vurderingen af en ansøgning om godkendelse efter §§ 11, 12 og 16 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug sikre sig, at virksomheden indrettes og drives på en sådan måde,
...
2) at mulighederne for at substituere særligt skadelige eller betænkelige stoffer med mindre skadelige eller betænkelige stoffer er udnyttet,
...
5) at der, i det omfang forureningen ikke kan undgås, er anvendt bedste tilgængelige rensningsteknik, og
...




Vil du vide mere?

De generelle regler om håndtering af husdyrgødning og foderstoffer finder du i husdyrgødningsbekendtgørelsen. Her finder du yderligere information om reglerne for opbevaring af husdyrgødning.

Opbevaringsanlæg på andre ejendomme

Opbevaringsanlæg på andre ejendomme skal ikke indgå i miljøgodkendelsen. Det skal dog angives hvor meget husdyrgødning, der overføres til opbevaringsanlæg på andre ejendomme, og hvornår det sker, således at opbevaringskapaciteten kan vurderes. Ved sådanne opbevaringsaftaler kan den samlede lagerandel i IT-ansøgningssystemet nedsættes, således at summen af opbevaringsandele i de forskellige lagre kan afvige fra 100 %. Dette påvirker dog kun ansøgningssystemets beregninger af øget kvælstofdeposition på naturområder i bufferzone II. Beregningen af det generelle ammoniakreduktionskrav bliver ikke påvirket af, at den samlede procentsats er andet end 100 %. Det skyldes, at lagertabet i disse beregninger er baseret på den producerede mængde husdyrgødning.

Ved vurderingen af merbelastningen med ammoniak af konkrete naturområder er det vigtigt at kende lokaliseringen af de forskellige opbevaringsanlæg, og det er korrekt at fraregne den del af lagertabet, som måske finder sted mange kilometer væk. Hvis gyllebeholderen, som anvendes til overførsel, er meget uheldigt placeret i forhold til et konkret naturområde, kan overførslen vurderes at være en væsentlig virkning på miljøet. Etablering af en ny gyllebeholder hos tredjemand kan evt. kræve landzonetilladelse og ibrugtagning af en eksisterende beholder skal evt. anmeldes til kommunen. Det er ikke muligt at medregne et ændret opbevaringstab på et andet husdyrbrug som virkemiddel i forhold til miljøkravene, da det ikke er muligt at føre tilsyn med et sådan vilkår hos tredjemand. Husdyrgødningen skal reelt opbevares på den anden ejendom - det er ikke nok at man har en aftale om opbevaring.


Version 2.0 - 14. januar 2011