Bemærk at denne vejledning endnu ikke omfatter ændringer, som er indført med den seneste ændring af bekendtgørelsen (BEK nr 1324 af 15/11/2016). |
Krav om anmeldelse
Husdyrgødningsbekendtgørelsens §§ 35-36
Inden etablering, udvidelse eller ændring af de i §§ 4-24 omhandlede anlæg eller af dyrehold inden for disse anlæg, skal der indgives anmeldelse til kommunen.
Anmeldelsens indhold
Anmeldelse af anlæg og/eller dyrehold skal indeholde angivelse af anlæggets placering i forhold til:
- Vandindvindingsanlæg
- Vandløb (herunder dræn), søer over 100 m2 og kystvande
- Omgivende ejendomme
- Bebyggelse
- Eksisterende eller ifølge kommuneplanen fremtidigt udlagt byzone- og sommerhusområde, samt områder, der i kommuneplanen og/eller lokalplan er udlagt til boligformål eller blandet bolig og erhverv eller til offentlige formål med henblik på beboelse, institutioner og lignende.
Anmeldelse af anlæg skal desuden indeholde:
- Konstruktionstegninger m.v., som anført i bygningsreglementet,
- Dokumentation for, at de i §§ 4-24 nævnte krav til styrke, tæthed og bestandighed opfyldes,
Kommunen kan bestemme, at anmeldelse skal ske på særlige skemaer.
Forhold til husdyrgodkendelsesloven
Af husdyrgødningsbekendtgørelsens §§ 35, stk. 5 og 36, stk. 6 fremgår det, at hvis det anmeldte kræver en tilladelse eller godkendelse efter husdyrgodkendelseslovens §§ 10, 11 eller 12, anses anmeldelsen for indeholdt i ansøgningen om tilladelse eller godkendelse.
Selv om det ikke tilsvarende fremgår udtrykkeligt, at anmeldelse efter husdyrgødningsbekendtgørelsen kan anses for indeholdt i en anmeldelse efter husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen, så må det tilsvarende gælde i disse tilfælde, når blot de nødvendige oplysninger efter §§ 35, stk. 2 og 36, stk. 2 er indeholdt i anmeldelsen efter husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen.
Kommunens frist for indsigelse
Hvis kommunen ikke har gjort indsigelse inden 2 uger fra modtagelsen af anmeldelsen, kan det anmeldte udføres.
Hvis kommunen har gjort indsigelse, må anmeldte bygge- og anlægsarbejder eller etableringer, ændringer eller udvidelser af dyrehold, ikke begyndes, før kommunen har meddelt afgørelse om det.