Sidehistorie: Godkendelsespligt - Vurdering
Sammenlign side versioner
Page Revision: 09/07/2010 10:34
Sådan gør du
Du skal som kommunal sagbehandler - inden du arbejder videre med godkendelsen - sikre dig, at det, der ansøges om, er godkendelsespligtigt. Udstedelse af miljøgodkendelse er (delvist) brugerbetalt virksomhed, hvorfor ansøger skal vejledes, hvis der slet ikke behøves en godkendelse til det ansøgte. Hvis der kun søges om opførelse af bygninger (halmlade, maskinhal/hus, korn- og fodersiloer eller malkeanlæg), der er omfattet af den særlige anmeldelsesordning, skal ansøgningen behandles efter reglerne herom.
Hvis der søges om opførelse af nye staldbygninger eller gødningsopbevaringsanlæg, er dette altid godkendelsespligtigt. Hvis der kun søges om ændringer i de eksisterende bygninger, skal du undersøge, om ændringen er under bagatelgrænsen for godkendelsespligt - se nedenfor under "vil du vide mere?".
Herudover gælder det, at kun frivillige ændringer af et husdyrbrug skal godkendes, og at udskiftning af ejede eller forpagtede arealer eller indgåelse af gylleaftaler vedrørende arealer, der ikke allerede indgår i en godkendelse efter loven, ikke skal godkendes. Udskiftning af arealer, der indgår i en godkendelse efter husdyrbrugloven, er omfattet af anmeldeordningen i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens §§ 15 og 16.
Retsgrundlag
Af husdyrgodkendelseslovens § 10 fremgår§ 10. Kommunalbestyrelsen kan meddele tilladelse til etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbrug for mere end 15 og til 75 dyreenheder.
Stk. 2. Husdyrbrug omfattet af stk. 1 må ikke etableres uden kommunalbestyrelsens forudgående tilladelse. En udvidelse eller ændring af et husdyrbrug, der medfører, at husdyrbruget bliver større end 15 dyreenheder, må heller ikke påbegyndes uden kommunalbestyrelsens forudgående tilladelse.
Stk. 3. Husdyrbrug omfattet af stk. 1 må ikke udvides eller ændres på en måde, som kan indebære forøget forurening eller andre virkninger på miljøet, uden kommunalbestyrelsens forudgående tilladelse til udvidelsen eller ændringen."
Af husdyrgodkendelseslovens § 11 fremgår:"§ 11. Kommunalbestyrelsen kan meddele godkendelse af etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbrug for mere end 75 dyreenheder, som ikke er omfattet af § 12.
Stk. 2. Husdyrbrug omfattet af stk. 1 må ikke etableres uden kommunalbestyrelsens forudgående godkendelse. En udvidelse eller ændring af et husdyrbrug, der medfører overskridelse af den i stk. 1 fastsatte grænse, må heller ikke påbegyndes uden kommunalbestyrelsens forudgående godkendelse af det samlede husdyrbrug.
Stk. 3. Husdyrbrug omfattet af stk. 1 må ikke udvides eller ændres på en måde, som kan indebære forøget forurening eller andre virkninger på miljøet, uden kommunalbestyrelsens forudgående godkendelse af udvidelsen eller ændringen."
Af lovforslagets bemærkninger til § 11, stk. 2, fremgårGodkendelsespligt indtræder endvidere i de tilfælde, hvor der foretages ændringer på et husdyrbrug fra 75 dyreenheder. Ændringer af et husdyrbrug kan omfatte mange eksempler, og kan bl.a. bestå i, at der sker en ændring af dyrearten uden at det medføre en udvidelse af antallet af dyreenheder. En sådan ændring kan ligestilles med en nyetablering, idet det er andre forureningsparametre, der skal lægges til grund ved vurderingen, og vil derfor blive opfattet som en godkendelsespligtig ændring.
Det er etablering, udvidelse eller ændring af selve husdyrbruget, der udløser krav om indsendelse af en ansøgning. Alene udskiftning af ejede eller forpagtede arealer eller indgåelse af andre gylleaftaler, der ikke allerede indgår i en godkendelse af bedriftens arealer efter dette lovforslag, vil ikke i sig selv betyde, at der skal ansøges om godkendelse, jf. § 103.
En ændring, der består i nybygning af staldanlæg eller opbevaringsanlæg samt ved renovering af staldanlæg på husdyrbruget vil også blive betragtet som en godkendelsespligtig ændring. Det vil blive præciseret nærmere i vejledning eller bekendtgørelse, hvornår der er tale om renovering. Generelt vil renoveringer, der er at sidestille med en nyetablering, kræve en ny godkendelse. Dette vil f.eks. være tilfældet ved en ændring af staldsystemet. Ved sådanne renoveringer skal der samtidigt tages stilling til det generelle ammoniakkrav ifølge § 34, stk. 3.
Godkendelsen omfatter hele husdyrbruget og herved både de eksisterende og nye anlæg samt bedriftens samlede arealer. Det generelle krav til ammoniakreduktion vil dog kun blive stillet til nyanlæg eller til staldanlæg, der renoveres, jf. bemærkningerne til § 34, stk. 3. For senere udvidelser eller ændringer er det udvidelsen eller ændringen, der vurderes og godkendes i forhold til det samlede husdyrbrug samt bedriftens arealer i forhold til den allerede meddelte godkendelse.Af husdyrgodkendelseslovens § 12 fremgår:§ 12. Kommunalbestyrelsen kan meddele godkendelse af etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbrug for mere end 250 dyreenheder, dog
1) 270 dyreenheder, hvis mindst 90 pct. af dyreenhederne stammer fra søer med tilhørende smågrise indtil 30 kg, eller 750 stipladser til søer,
2) 100 dyreenheder, hvis der er tale om slagtekyllinger, eller 40.000 stipladser til slagtekyllinger,
3) 230 dyreenheder, hvis der er tale om æglæggende høns, eller 40.000 stipladser til æglæggende høns eller
4) 210 dyreenheder, hvis der er tale om slagtesvin (over 30 kg), eller 2.000 stipladser til slagtesvin (over 30 kg).
Stk. 2. Husdyrbrug omfattet af stk. 1 må ikke etableres uden kommunalbestyrelsens forudgående godkendelse. En udvidelse eller ændring af et husdyrbrug, der medfører overskridelse af de i stk. 1 fastsatte grænser, må heller ikke påbegyndes uden kommunalbestyrelsens forudgående godkendelse af det samlede husdyrbrug.
Stk. 3. Husdyrbrug omfattet af stk. 1 må ikke udvides eller ændres på en måde, som kan indebære forøget forurening eller andre virkninger på miljøet, uden kommunalbestyrelsens forudgående godkendelse af udvidelsen eller ændringen."
Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen § 15, § 16 og § 19 har følgende ordlyd:§ 15. Udskiftning af bedriftens udspredningsarealer eller udskiftning af markarealer hos tredjemand til udspredning eller afsætning af gødning, der indgår i en godkendelse efter §§ 11, 12 og 16 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, skal anmeldes til kommunalbestyrelsen.
Stk. 2. Nye arealer kan erstatte arealer i den allerede meddelte miljøgodkendelse, hvis de nye arealer har mindst samme omfang og ikke er mere sårbare. Der skal skelnes mellem bedriftens udbringningsarealer (ejede og forpagtede arealer) og markarealer hos tredjemand, således at nye arealer kun kan erstatte arealer inden for tilsvarende kategori.
Stk. 3. Udskiftning med arealer, der på et eller flere punkter er mere sårbare end de arealer, der udskiftes, kan kun ske efter forudgående tilladelse eller godkendelse efter §§ 10-12 eller 16.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen påser, at anmeldelsen sker i overensstemmelse med stk. 1 og oplyser ansøger herom. Kommunalbestyrelsen meddeler ansøger, at de anmeldte arealer er noteret på sagen i kommunen.
§ 16. Anmeldelse af udskiftning af bedriftens udspredningsarealer eller udskiftning af markarealer hos tredjemand til udspredning eller afsætning af gødning, skal senest fremsendes til kommunen før planårets begyndelse den 1. august.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal inden den 1. oktober tilkendegive, om de anmeldte arealer kan betragtes som mere sårbare end de udspredningsarealer, der skal udskiftes. Hvis arealerne bedømmes mere sårbare, kan anmelder trække sin anmeldelse tilbage og anmelde nye arealer senest den 15. oktober. Hvis kommunalbestyrelsen har indsigelser imod de anmeldte arealer, skal dette meddeles anmelder senest den 31. december.
§ 19. Inden etablering, udvidelse eller ændring af halmlade, maskinhal, kornsilo, eller malkeanlæg, uden der i øvrigt ændres i staldindretningen, på eksisterende husdyrbrug skal der indgives anmeldelse af byggeriet til kommunalbestyrelsen.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal foretage en konkret vurdering af, om det anmeldte byggeri opfylder kravene i stk. 2 og sikre sig, at det ikke kan være til skade for miljøet, herunder at de landskabelige værdier ikke tilsidesættes.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen skal endvidere foretage en konkret vurdering af, om det anmeldte byggeri vil kunne påvirke naboer væsentligt.
Stk. 7. Ved afgørelsen meddeler kommunalbestyrelsen enten, at det anmeldte byggeri kan bringes til udførelse, eller at der kræves en ansøgning, jf. denne bekendtgørelses kapitel 3, med henblik på meddelelse af en tilladelse eller godkendelse i henhold til §§ 10, 11 eller 12 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug."
Vil du vide mere?
Indledning
Godkendelsespligt (eller krav om tilladelse) efter husdyrgodkendelseslovens §§ 10, 11 og 12 omfatter i udgangspunktet enhver etablering og enhver udvidelse eller ændring af husdyrbruget, som kan medføre forøget forurening. For husdyrbrug, som er etableret inden husdyrgodkendelseslovens ikrafttræden, får lovens bestemmelser om tilladelse efter § 10 og godkendelse efter § 11 eller § 12 først virkning fra det tidspunkt, hvor husdyrbruget foretager ændringer eller udvidelser af anlægget, jf. lovens § 103, stk. 1.
Også ændringer i eller tilføjelser til bedriftens anlæg er godkendelsespligtige. En ændring, der består i nybygning af staldanlæg eller opbevaringsanlæg samt renovering af et staldanlæg på husdyrbruget, skal derfor betragtes som en godkendelsespligtig ændring.
Godkendelsespligten
Godkendelsespligten for husdyrbrug omfatter alene tilfælde, hvor der gennemføres etablering, udvidelse eller ændringer på husdyrbruget, der medfører forøget forurening eller anden virkning på miljøet, jf. § 11, stk. 3, og § 12, stk. 3. I overensstemmelse med denne bestemmelse er der udviklet en praksis, hvorefter visse ændringer i driftsbygningerne mv. ikke er selvstændigt godkendelsespligtige.
For nogle driftsbygninger gælder endvidere efter husdyrgødningsbekendtgørelsens § 19 en anmeldeordning (halmlade, maskinhal, kornsilo, eller malkeanlæg). Hvis en ansøgning kun omfatter opførelse af sådanne bygninger skal ansøgningen behandles efter denne ordning. Efter Miljøklagenævnets praksis omfatter ordningen også "maskinhuse" og "fodersiloer".
Godkendelsespligten gælder kun for frivillige handlinger fra virksomhedens side, hvorfor ændringer som følge af f.eks. tilsyn, indskærpelser og efterkommelse af et påbud om fysisk lovliggørelse ikke udløser godkendelsespligt. Ændringer i beregningen af antallet af dyreenheder e.l. udløser heller ikke godkendelsespligt.
Med hensyn til hændelig undergang beror det på en konkret vurdering om en mindre del (f.eks. en stald i et anlæg) kan genopføres efter en brand uden forudgående godkendelse. Det kræver i givet fald som minimum, at den nye stald har samme dimensioner og placering som den tidligere, jf.
Miljøklagenævnets afgørelse af 14. maj 2009 i sag j.nr. 130-00240. Hvis der i forbindelse med genopførelsen sker ændringer i fremtoningen i landskabet, staldsystem eller lignende, kræver genopførelsen godkendelse.
Godkendelsespligten gælder også for husdyrbrug, hvor dyrene altid er udegående. I den forbindelse skal det dog nævnes, at miljøbeskyttelsesniveauet for ammoniak og lugt ikke medregner udegående dyr.
Hvad er en godkendelsespligtig etablering af et husdyrbrug?
Alle etableringer af husdyrbrug på mere end i alt 15 DE (3 DE for pelsdyr, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen § 3) kræver tilladelse efter husdyrgodkendelseslovens § 10, stk. 2, eller er godkendelsespligtige efter § 11 eller § 12. Der er uden betydning, at husdyrbruget begrænser sin udledning af ammoniak og lugt svarende til f.eks. et husdyrbrug på 15 DE.
Hvad er en godkendelsespligtig udvidelse?
En udvidelse af dyreholdet (antallet af dyr på stald ad gangen og årsproduktionen) vil altid blive betragtet som medførende forøget forurening - og er dermed altid godkendelsespligtig - idet bl.a. gødningsproduktionen og transporter til og fra husdyrbruget vil blive forøget. Det er ikke muligt at undgå godkendelsespligt i forhold til en udvidelse, selvom ansøger dokumenterer, at udvidelsen ikke medfører yderligere forurening end den allerede eksisterende drift.
Bagatelagtige ændringer, som f.eks. skyldes naturlige udsving i produktionen, er ikke godkendelsespligtige, men husdyrbrugets produktion skal til enhver tid holdes under det maksimalt godkendte produktionsniveau, ligesom vilkår om antal dyr på stald ad gangen skal overholdes.
Nye driftsbygninger i form af staldanlæg eller gødningsopvaringsanlæg kræver altid godkendelse. Staldanlæg omfatter i den forbindelse også læskure og kalvehytter med fast bund og afløb.
Hvad er en godkendelsespligtig ændring?
En ændring af et dyrehold inden for de eksisterende produktionsgrænser vil i de fleste tilfælde også give anledning til øget forurening på en eller flere parametre (lugt, næringsstoffer m.v.). Udgangspunktet er derfor, at selv en mindre ændring omlægning af dyreholdet - inden for de tilladte antal dyrenheder - udløser godkendelsespligt. Det gælder altid, hvis der ændres dyretype, men selv omlægninger inden for samme dyretype kan være godkendelsespligtig.
Hvis der kun gennemføres en reduktion af dyreholdet medfører dette derimod i udgangspunktet ikke godkendelsespligt - heller ikke selvom dyreholdet dermed kommer under grænsen i husdyrgodkendelseslovens § 12.
Alene
udskiftning af ejede eller forpagtede arealer eller indgåelse af gylleaftaler vedrørende arealer, der ikke allerede indgår i en godkendelse af efter loven (men f.eks. er indgået i en VVM-screeningsafgørelse truffet efter de hidtidige regler), skal ikke godkendes.
Udskiftning af arealer, der indgår i en godkendelse efter husdyrbrugloven, er omfattet af anmeldeordningen i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens §§ 15 og 16.
Spørgsmålet om en
bagatelgrænse for godkendelsespligt rejser sig derfor primært i forhold til bygningsmæssige ændringer i husdyrbrugets anlæg. Udgangspunktet i husdyrgodkendelsesloven er, at bygningsmæssige ændringer og renoveringer - selv i mindre omfang - kræver forudgående godkendelse.
Visse sædvanlige driftsbygninger, der betragtes som accessoriske i forhold til husdyrproduktionen, er som konsekvens af dette krav om godkendelse omfattet af en særlig anmeldeordning i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 19, og ansøgninger om nybygning af sådanne bygninger skal indsendes og behandles efter disse regler. Det drejer sig om halmlade, maskinhal eller -hus, korn- og fodersilo, eller malkeanlæg, men ikke f.eks. en plansilo eller udvidelser i gødningskapaciteten.
Da udgangspunktet er godkendelsespligt selv ved renoveringer af eksisterende stalde, gælder der i princippet ikke efter loven en nedre grænse for, hvilke ændringer af bygningerne herunder inventar, indretning mv., der skal godkendes.
Det følger imidlertid af Miljøklagenævnets faste praksis, jf. afgørelsen i sagen
Skovmarksvej (j. nr. MKN-130-00161), at der gælder en bagatelgrænse, således at visse mindre bygningsmæssige ændringer ikke udløser godkendelsespligt. Bagatelgrænsen gælder kun for ændringer af eksisterende bygninger og gælder dermed ikke for nybygning af staldanlæg og opbevaringsanlæg. Nybygning af stalde og opbevaringsanlæg udløser altid pligt til godkendelse.
Som det fremgår af de ovenfor citerede lovbemærkninger til husdyrgodkendelseslovens § 11, stk. 2, betragtes renovering af staldanlæg på husdyrbruget som en godkendelsespligtig ændring. Begrebet renovering omfatter bl.a. ændring af staldsystem. Undtaget herfra er visse ændringer i staldsystemet, som indføres for at mindske ammoniaktabet og som ikke kræver opbrydning af staldgulvet. Dette kunne f.eks. være etablering af fast lejeareal i form af udlagte plader/måtter inklusiv en opdeling/afgrænsning af gyllekummen for på den måde at begrænse arealet med spaltegulv og gylleoverflade. Derudover vil udskiftning af inventar (f.eks. udskiftning af spalter) uden samtidige ændringer i gødningsanlæg m.v. ikke være godkendelsespligtig.
Ændret opbevaring af gylle og separering af gylle udløser ikke i sig selv godkendelsespligt.
Miljøklagenævnets bagatelgrænse for bygningsmæssige ændringer
Efter Miljøklagenævnets praksis skal følgende kriterier herudover være opfyldt, førend en ændring i anlæggets bygninger er under bagatelgrænsen:
- Dels skal ændringen være uden betydning for de landskabelige værdier. Ændringen må således alene have en ubetydelig påvirkning af omgivelserne i forhold til landskabelige værdier.
- Dernæst skal ændringen være uden betydning i forhold til forureningsmæssige forhold. Den må ikke være til skade for miljøet og må ikke kunne påvirke naboer væsentligt. Det betyder, at ændringen skal være uden betydning i forhold til ammoniakfordampning, lugt, støj, lys, fluegener og lignende.
- Endelig må ændringen ikke have indflydelse på husdyrproduktionens størrelse og sammensætning, samt på husdyrbrugets gødningsopbevaringskapacitet.
Det beror herefter i vidt omfang på en konkret vurdering, hvornår en given bygningsmæssig ændring vil være godkendelsespligtig efter ovenstående kriterier. Kommunalbestyrelsen må antages at råde over et betydeligt skøn ved vurderingen heraf, men afgørelsen af spørgsmålet må selvsagt også kunne begrundes ud fra de ovennævnte tre kriterier.
Praksis om bagatelgrænsen
Fra Miljøklagenævnets praksis kan nævnes følgende forhold, der ikke faldt ind under bagatelgrænsen (og derfor var godkendelsespligtige):
- Klimacontainere på 87 m2 til smågrise - en ændring på 900 m2 i et allerede projekteret staldanlæg
- Ændringer i staldanlæggets gulve mv. kan have betydning for forureningen fra stalden og vil derfor hurtigt kunne få karakter af ændring af staldsystemet. Ændringer i staldsystemet kræver godkendelse.
Følgende forhold vil derimod ofte ligge under bagatelgrænsen, men der skal udøves et skøn i det konkrete tilfælde ud fra de ovennævnte kriterier:
- Ændring af inventar
- Ændringen af staldenes ydre, f.eks. anden belægning på taget, udskiftning af staldvinduer mv.
- Reparationsarbejder på eksisterende gyllebeholder
- Afløbsforhold
- Asfaltering af en gårdsplads
- Betonplads foran eksisterende fodersilo
- Fangfold
- Fast låg på eksisterende gyllebeholder (beliggende i tilknytning til eksisterende bebyggelse på husdyrbruget)
- Læsserampe
- Overbrusningsanlæg i stald
- Påfyldningsplads til eksisterende gyllebeholder
- Udleveringssluse
- Varmegenindvindingsanlæg i forbindelse med eksisterende gyllekanaler i stald
- Etablering af 2,5 pct. sygestipladser af drægtighedspladser i svinestalde
- Etablering af anlæg til rensning af staldluft, herunder også til rensning af støv i luften
- Etablering af fast gulv på op til 100 cm fra krybbekant, når det ikke forudsætter opbrydning af eksisterende gulv
- Indretning af udleveringsrum i eksisterende bygninger, når rummet alene anvendes for kortvarig opbevaring af dyr forud for transport
- Sektionering af stalde, herunder sektionering af gyllekanaler
- Reduktion af spalteåbninger i overensstemmelse med gældende bestemmelser i bekendtgørelse om beskyttelse af svin, jf. § 5 i bekendtgørelse nr. 323 af 6. maj 2003.
Godkendelsespligten gælder alene for bebyggelse, som anvendes til husdyrproduktion. Det afhænger af en konkret vurdering, om en bygning kan anses for at være anvendt til husdyrproduktion. Bygninger, som kun indirekte indgår i produktionen, vil ofte falde uden for godkendelsespligten. Det drejer sig bl.a. om
- Pillesilo til stokerfyr
- Redskabsskur (beliggende i tilknytning til eksisterende bebyggelse på husdyrbruget)
- Udskiftning af olietank til fyringsolie til staldopvarmning
- Udskiftning af dieseltank til dieselolie til markmaskiner
- Vaskeplads til sprøjter m.v.
- Etablering af nødvendig personalekantine- og badefaciliteter i eksisterende bygninger eller ved tilbygning til en eksisterende bygning.
Sådanne bygninger er dog ofte reguleret af andre regler, ligesom opførelse heraf i visse tilfælde kræver f.eks. behandling efter landzonereglerne i planloven og VVM-screening.
Særligt om ændringer pga. nye lovkrav om dyrevelfærd
Hovedreglen er, at hvis tilpasningen til nye lovkrav om dyrevelfærd kan ske indenfor de eksisterende bygningsmæssige rammer, udelukkende ved udskiftning af inventar, kan ændringen vurderes som en bagatel. Hvis der er tale om en egentlig renovering af stalden eller husdyrproduktionen samtidig forøges, kan det dog ikke opfattes som en bagatel. Normalt vil der være tale om øgede pladskrav, således at husdyrproduktionen skal reduceres, hvis den skal kunne holdes indenfor de eksisterende bygningsmæssige rammer, og ændringen kunne betragtes som en bagatel.
Svinestalde med fuldspaltegulv skal inden 1/7 2015 ændres til stier med fast eller drænet gulv. Ændringer i staldsystemet, der kan efterleve dyrevelfærdsreglerne fra 2015, kan eksempelvis ske ved:
- At udlægge måtter eller plader i en del af stien for at skabe et fast lejeareal
- At overstøbe dele af stiens spaltegulvsareal
- At udskifte og ilægge betonelementer med fast eller drænet gulv i dele af stiens spaltegulvsareal
Alle de nævnte ændringer af inventaret vil som hovedregel ikke udløse godkendelsespligt, da der er tale om miljømæssige forbedringer uden negative konsekvenser for hverken naboer, landskabet eller miljøet.
Drægtige søer skal være løsgående fra 2013. Ændringerne i staldsystemet, der kan efterleve kravene kan eksempelvis ske ved:
- Alt inventar i stalden fjernes
- Der opsættes 2-4 skillevægge (væg i 1 m højde som dyrene kan ligge op ad)
- En mindre andel af spaltearealet udskiftes med drænet gulvelementer
- Færre sopladser som følge af øget arealkrav til løsgående drægtige søer
Ændringerne er hovedsageligt baseret på udskiftning af inventar og spalter uden samtidig ændring i gødningsanlæg m.v, hvilket normalt ikke udløser krav om godkendelse. Det skal dog bemærkes, at ammoniaktabet per so øges marginalt som følge af den nye staldindretning, men dette mere end opvejes af, at antallet af søer normalt må reduceres med 15-20 %, for at kunne holdes inden for de eksisterende bygningsmæssige rammer. Ændringerne vil derfor samlet set være en forbedring i forhold til naboer og miljø. Ændringerne kan ikke føre til, at nye staldbygninger inddrages til husdyrproduktion for at kompensere for den reducerede produktionskapacitet i drægtighedsstalden, uden at det udløser krav om godkendelse.
Fra 31/12 2010 skal danske minkfarme leve op til skærpede krav om burstørrelser. Ændringerne kan efterleves uden at udvide farmen bygningsmæssigt ved:
- At udvide opstaldningssystemet i de eksisterende pelsdyrhaller. Dette kan muligvis betyde at dyreholdet må reduceres eller burene kan udvides vertikalt, så produktionen kan bibeholdes på samme niveau.
Udvidelse af burene inden for de eksisterende bygningsmæssige rammer må vurderes som en bagatel.
Udløser anskaffelse af hobbydyr på et husdyrbrug godkendelsespligt?
Alle husdyrbrug har via en anmeldelse eller tidligere miljøgodkendelse fået fastsat en så-kaldt produktionstilladelse. I forbindelse med tilsynet af denne kan kommunerne henholde sig til
Skov- og Naturstyrelsens notat af 30/11 2004 om afklaring af tvivlsspørgsmål angående den tilladte produktion på husdyrbrugSkov- og Naturstyrelsens notat af 30/11 2004 om afklaring af tvivlsspørgsmål angående den tilladte produktion på husdyrbrug. Det er her angivet, at tilsynsmyndigheden skal være opmærksom på, at produktionen i mindre omfang vil variere fra år til år. Disse variationer må dog kun indebære overskridelser af bagatelagtig karakter og ikke konsekvent være større end godkendelsen/anmeldelsen. Det vurderes på den baggrund, at såfremt anskaffelse af hobbydyr helt indlysende ikke på nogen måde vil give flere gener eller øget forurening kan dette betragtes som en bagatel. Ifølge afklaringsnotatet vil anskaffelsen af f.eks. 1-2 heste på sigt dog teoretisk betyde, at den øvrige husdyrproduktion skal reduceres marginalt svarende til de anskaffede hobbydyr. Dette vil dog på store husdyrbrug næppe kunne registres i forhold til de øvrige produktionsudsving fra år til år. I visse tilfælde vil anskaffelsen af hobbydyr dog kunne medføre flere gener, f.eks. hvis den øvrige husdyrproduktion er placeret langt fra omboende, mens de anskaffede hobbydyr får en anden placering, tæt ved omboende.
For at undgå tvivl er det en god idé at tage stilling til problemet i forbindelse med miljøgod-kendelsen, således at det kan angives, at det er muligt i løbet af godkendelsesperioden f.eks. at opstalde X antal heste på Y lokalitet uden anmeldelse til kommunen. De nødvendige miljøvurderinger i forhold til f.eks. nabogener kan derved foretages i forbindelse med miljøgodkendelsen.
Afprøvning af nye miljøteknologier
Det er vigtigt at de virkemidler, som anvendes til at opfylde godkendelsens miljøkrav, både har en dokumenteret miljøeffekt og er driftsstabile. Da det er svært at fastslå både miljøeffekt og driftsstabilitet af nye teknologier, der ikke er afprøvet på husdyrbrug i praksis, er gennemførelse af sådanne tests også et krav, for at teknologi kan optages på Miljøstyrelsens Teknologiliste. For at kunne gennemføre sådanne test er det derfor også vigtigt, at kommunerne giver mulighed for aftestning af ny miljøteknologi på husdyrbrug i praksis. Miljøstyrelsen har i vedlagte
notat om test af miljøteknologier til husdyrbrug i praksis givet en samlet fremstiling af regelkomplekset.
Test af miljøteknologi uden produktionsudvidelse
Ved test miljøteknologi uden produktionsudvidelseaf skal kommunen primært vurdere hvorvidt ændringen som udgangspunkt har betydning for miljøbeskyttelsen. Opsætning må altså ikke resultere i en øget emission, ændring af staldsystem eller på anden måde medføre øget forurening, fx ift. landskabsværdier eller genepåvirkning, af lugt, støj, fluer mv.
Som følge heraf kan husdyrbrugets beliggenhed påvirke vurderingen af, om en afprøvning af ny teknologi/teknik, der opstilles, er en markant eller en ikke-markant bygningsændring. Det fremgår endvidere, at der ikke må være markante ændringer af bygninger, som fx kan være større tilbyg-ninger, grundlæggende ændringer i facader og tagkonstruktioner samt øget højde på eksisterende bygninger..
Hvis opsætningen og afprøvning af teknologi måtte udløse krav om tilladelse/godkendelse, bør der tages hensyn såfremt husdyrbruget allerede er godkendt efter husdyrgodkendelsesloven, da det i såfald være tilstrækkeligt at udarbejde et tillæg til den eksisterende godkendelse. I forbindelse med udarbejdelse af et tillæg kan det være relevant, at der stilles betingede eller tidsbegrænsede vilkår.
Test af miljøteknologi med produktionsudvidelse
En produktionsudvidelse, vil altid være at betragte som øget forurening, og dermed være omfattet af begrebet ”en markant ændring”. Dette gælder på trods af, at der opsættes teknologi, der potentielt reducerer emissionen fra testanlægget. Er husdyrbruget allerede godkendt efter husdyrgodkendelsesloven, kan det være tilstrækkeligt med et tillæg til den eksisterende godkendelse.
Tidsbegrænsede eller betingede vilkår
I forbindelse med opsætning af teknologi, der ikke er på teknologilisten, hvor miljøeffekten derfor ikke er dokumenteret, kan det være relevant at give et eller flere tidsbegrænsede eller betingede vilkår i godkendelsen. Således kan der i godkendelsen tages højde for om en konkret teknologi lever op til den forventede effekt inden for eksempelvis 2 år. Miljøstyrelsen kan i konkrete tilfælde, hvor der ønskes at anvende uverificeret teknologi, være behjælpelig med at fastsætte miljøeffekt og relevante vilkår i forbindelse med godkendelse.
Godkendelsespligt efter § 16
Hvis arealer hos tredjemand ikke er omfattet af en godkendelse efter stk. 1, kan disse kun indgå i en tilladelse efter § 10 eller godkendelse efter § 11 og § 12, såfremt en vurdering ifølge § 26 stk. 3 og 4 viser, at afsætningen ikke vil kunne påvirke miljøet væsentligt. Vurderingen af om der vil ske en væsentlig virkning på miljøet skal ske under forudsætning af at der vil blive overført husdyrgødning til fuldt harmonitryk. Miljøvurderingen af aftalearealerne skal desuden foregå separat, dvs. ikke under ét med husdyrbrugets egne arealer.
Tredjemanden kan dog selv søge om godkendelse efter lovens § 16 af sine arealer til udbringning af husdyrgødning, hvorved bedriftens arealer vil kunne anvendes som aftalearealer for husdyrbrug, som er tilladt eller godkendt efter § 10, 11 eller 12. Både andre husdyrbrug, der ikke er omfattet af den nye lov, eller plantebrug kan søge om godkendelse efter § 16.
Godkendelser efter § 16 kan kun iværksættes som følge af en afsætning af husdyrgødning fra et husdyrbrug, der kræver (eller har) en tilladelse eller godkendelse efter § 10, 11 eller 12.
§ 16-godkendelsens omfang
Som for godkendelser efter § 11 eller 12 er det samtlige arealer, der drives under samme CVR-nummer, som skal indgå i godkendelsen. Miljøvurderingen omfatter alle bedriftens udbringningsarealer, og knytter sig primært til vurderinger vedrørende fosforoverskud og nitratbelastning. Kommunen skal ligeledes fastsætte vilkår på arealerne på samme måde som ved godkendelse efter § 11 eller 12. En godkendelse efter § 16 omfatter ikke anlæg.
Links til afgørelser fra Miljøklagenævnet
Miljøklagenævnets afgørelse af 27. april 2009 (j.nr. 130-00091) om udvidelse af dyrehold og gødningskapacitet
Miljøklagenævnets afgørelse af 27. april 2009 (j.nr. 130-00119) om en plansilo
Miljøklagenævnets afgørelse af 27. april 2009 (j.nr. 130-00161) om en tilbygning til en stald
Miljøklagenævnets afgørelse af 14. maj 2009 (j.nr. 130-00240) om genopførelse efter brand
Miljøklagenævnets afgørelse af 26. maj 2009 (j.nr. 130-00156) om klimacontainere
Miljøklagenævnets afgørelse af 26. maj 2009 (j.nr. 130-00158) om ændring på 900 m
2 på et projekteret staldanlæg
Miljøklagenævnets afgørelse af 27. maj 2009 (j.nr. 130-00289) om et maskinhus
Miljøklagenævnets afgørelse af 22. juni 2009 (j.nr. 130-00157) om overdækning på en gylletank
Miljøklagenævnets afgørelse af 23. juni 2009 (j.nr. 130-00064) om en foderlade
Miljøklagenævnets afgørelse af 30. oktober 2009 (j.nr. 130-00033) om staldgulv
Miljøklagenævnets afgørelse af 9. november 2009 (j.nr. 130-00416) om anmeldeordning og maskinhus
Miljøklagenævnets afgørelse af 8. januar 2010 (j.nr. 130-00307) om anmeldeordning og kornsilo
Miljøklagenævnets afgørelse af 8. marts 2010 (j.nr. 130-00496) om fodersiloer
Miljøklagenævnets afgørelse af 29. april 2010 (j.nr. 130-00137) om produktionsudsving
Miljøklagenævnets afgørelse af 19. maj 2010 (j.nr. 130-00758) om maskinhus
Miljøklagenævnets afgørelse af 30. juni 2010 (j.nr. 130-00052) om anmeldeordning, lade, siloer og korngrav