Miljøstyrelsens hjemmeside

Opret bruger Log ind

Tilsyn med udbringningsarealer

RSS

Denne side indeholder endnu ikke omfattende vejledning om tilsyn med udbringningsarealer. Indtil videre er der alene tilføjet tekst fra de tidligere husdyr-FAQ'er på Miljøstyrelsens hjemmeside.



Arealer til ikke-godkendt husdyrgødning på godkendt bedrift (CVR-redegørelse)

Hvis der tilføjes nye udbringningsarealer til en bedrift, hvor arealerne er miljøgodkendt efter husdyrgodkendelsesloven, vil de nye arealer som udgangspunkt skulle anmeldes efter husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 25. Læs mere om dette i afsnittene anmeldelse efter § 25 og godkendelsespligt.

Hvis de nye arealer ikke vil blive brugt til udbringning fra det miljøgodkendte dyrehold, er der dog ikke krav om anmeldelse efter husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 25.

Når de nye arealer kommer til at høre under samme CVR-nummer som de godkendte arealer, bliver det vanskeligere for kommunen at føre tilsyn med vilkår i miljøgodkendelsens arealdel. Dette skyldes, at vilkårene er målrettet miljødata på CVR-niveau, hvor gødningsregnskaberne kan anvendes til kontrol. Gødningsregnskaberne vil derfor ikke længere kunne anvendes direkte til kontrol af vilkårene i miljøgodkendelsen. Kommunen kan i sådanne tilfælde forlange en CVR-redegørelse ved miljøtilsynet.

I CVR-redegørelsen skal husdyrproducenten gøre rede for, hvorledes oplysningerne i gødningsregnskabet skal fordeles mellem de nye arealer og de arealer, som er omfattet af miljøgodkendelsen. Der kan forlanges en sådan CVR-redegørelse indtil alle udbringningsarealer under samme CVR-nummer bliver miljøvurderet samlet.

CVR-redegørelsen er først påkrævet ved tilsyn. Det vil dog måske være en fordel for både husdyrproducent og kommune, hvis producenten orienterer om inddragelsen af den nye ejendom i bedriften og CVR-redegørelse allerede i forbindelse med overtagelsen af de nye arealer.

Version 2.0 - 14. januar 2011