Miljøstyrelsens hjemmeside

Opret bruger Log ind

Sidehistorie: Anvendelse af husdyrgødning mm.

Sammenlign side versioner



« Ældre version - Tilbage til Page History - Nuværende version


Page Revision: 24/05/2017 13:59


Bemærk at denne vejledning endnu ikke omfatter ændringer, som er indført med den seneste ændring af bekendtgørelsen (BEK nr 1324 af 15/11/2016).


Afgrøder eller afbrænding

Husdyrgødningsbekendtgørelsens § 27

Tilførsel til afgrøder

Næringsstofferne i husdyrgødning, afgasset vegetabilsk biomasse, ensilagesaft og restvand må som udgangspunkt kun anvendes som gødning til afgrøder. Husdyrgødning kan dog også afbrændes.

Afgrøderne skal indeholde en kvælstofnorm eller en retningsgivende norm for fosfor og kalium ifølge lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække (gødskningsloven) og de i medfør heraf udstedte bekendtgørelser.

Det centrale i bestemmelsen er, at næringsstofferne også efter en evt. forarbejdning, tilføres afgrøder med gødskningsbehov uden uacceptable tab til omgivelserne. Ved at tage udgangspunkt i disse vejledninger omkring afgrøder med gødningsbehov sikres desuden, at kun skovarealer med gødningsbehov (f.eks. pyntegrønt og arealer med nyplantning) kan tildeles husdyrgødning.

Afbrænding af husdyrgødning

Afbrænding af husdyrgødning må ske på miljøgodkendte anlæg, der kan forbrænde affald i henhold til reglerne i bekendtgørelse om anlæg, der forbrænder affald (affaldsforbrændingsbekendtgørelsen).

Gener fra udbringning

Husdyrgødningsbekendtgørelsens § 28

Unødige gener

Udbringning af husdyrgødning, afgasset vegetabilsk biomasse, ensilagesaft og restvand må ikke give anledning til unødige gener.

Tidspunkt for udbringning nær boligområder

Husdyrgødning og afgasset vegetabilsk biomasse må ikke udbringes på lørdage samt søn- og helligdage på arealer, der ligger nærmere end 200 meter fra byzone, sommerhusområder eller områder i landzone, der ved lokalplan er udlagt til boligformål.

Metode til udbringning

Husdyrgødningsbekendtgørelsens § 28

Udbringning af flydende husdyrgødning og afgasset vegetabilsk biomasse må kun ske ved udlægning med slange eller slæbesko, nedfældning eller ved anvendelse af en teknologi, opført på Miljøstyrelsens teknologiliste. I bestemmelsen nævnes udtømmende hvilke teknikker til udlægning af gylle på jordoverfladen der må anvendes. Ved nedfældning menes, at gylle nedfældes til under jordoverfladen. Der må efter udbringning kun være ubetydelige mængder spildt gylle på jordoverfladen.

Udbringning af flydende husdyrgødning og afgasset vegetabilsk biomasse ved slangeudlægning, slæbesko, nedfældning eller ved forsuring mindsker ammoniakfordampningen og lugtforureningen i forhold til f.eks. bredspredning. Ved at mindske ammoniakfordampningen ved udbringning af flydende husdyrgødning på disse måder kommer kvælstoffet i højere grad afgrøderne til gode og mindsker depositionen på naturområder. På samme måde mindskes lugt fra udbringningen.

Krav om nedfældning ved udbringning

Udbringning skal ske ved nedfældning på følgende arealer:
1) Arealer uden etablerede afgrøder til høst (bortset fra visse arealer med grøngødning)
2) Arealer med fodergræsmarker
3) Arealer med frøgræs, for hvilke der ikke er indgået kontrakt med frøavlsfirma om levering af frø i den kommende sæson

Ved "arealer uden etablerede afgrøder til høst" forstås bl.a. "sort jord" og arealer bevokset med spildkorn eller ukrudt. Et areal, som er tilsået med f.eks. vårbyg eller majs betragtes som et areal med etablerede afgrøder til høst. Derfor er slangeudlægning til dæmpning eller forebyggelse af jordfygning efter såning tilladt. Det bør dog begrænses til særligt udsatte områder på marken, da kvælstofudnyttelsen af gylle anvendt til dette formål er relativ lav. Den bedste udnyttelse af gyllen til vårsåede afgrøder opnås generelt ved nedfældning.

Visse arealer med grøngødning er undtaget kravet om nedfældning. Kravet gælder således ikke på arealer med veletableret grøngødning med gul sennep, olieræddike eller gul sennep og olieræddike forud for sukkerroer, hvor der er indgået kontrakt med en sukkerfabrik om afsætning af sukkerroerne. Grøngødningen har ingen kvælstof eller fosfornorm og er ikke lovpligtig i henhold til Miljø- og Fødevareministeriets regler samt nedvisnes først eller nedpløjes efter den 20. oktober.

Ved "arealer med fodergræsmarker" forstås græs- og kløvergræsmarker både i og uden for omdrift. Det afgørende er, at græsset skal anvendes som foder til dyr.

Ved nedfældning menes, at gylle nedfældes til under jordoverfladen. Det vil sige, at ”rillen” skal kunne indeholde/bortlede den udbragte mængde husdyrgødning. Der må lige efter udbringning kun være ubetydelige mængder spildt gylle ovenpå jordoverfladen.

Ved anvendelse af slæbesko ridses en 1-2 cm rille i jorden, hvori gyllen udlægges. Ved anvendelse af slæbesko efterlades en betydelig mængde gylle over jordoverfladen, og denne udbringningsmetode kan derfor ikke anerkendes som nedfældning.

Undtagelser fra kravet om nedfældning

Nedfældning kan undlades i følgende tilfælde:

Behandling ved en teknik opført på teknologilisten

Hvis husdyrgødningen inden eller i forbindelse med udbringningen er behandlet ved en teknik opført på Miljøstyrelsens teknologiliste med mindst samme effekt på ammoniakfordampning i forbindelse med udbringning som nedfældning. Driftsherren skal ved anvendelse af en teknik opført på Miljøstyrelsens teknologiliste, som erstatning for nedfældning opbevare dokumentation for at have opnået en effekt svarende til nedfældning. Dokumentationen skal opbevares på bedriften i 5 år.

På arealer, der ligger nærmere end 200 meter fra byzone, sommerhusområder eller områder i landzone, der ved lokalplan er udlagt til boligformål kan nedfældning ikke erstattes af teknikker, der ikke har mindst samme lugtreducerende effekt som nedfældning.

Arealer uden etablerede afgrøder til høst (sort jord)

På arealer uden etablerede afgrøder til høst (sort jord), såfremt husdyrgødningen på disse arealer og på et areal på samme bedrift med vintersæd eller vinterraps samme år i perioden fra 1. februar til høst inden eller i forbindelse med udbringningen er behandlet ved en teknik eller en kombination af teknikker opført på Miljøstyrelsens teknologiliste i forhold til denne undtagelse. Følgende forudsætninger skal være opfyldt, for at undtagelsen kan anvendes:

1) Arealet med vintersæd eller vinterraps, hvor der anvendes en teknik eller kombination af teknikker, skal have en sådan størrelse, som det fremgår af Miljøstyrelsens teknologiliste. Der kan ikke medregnes arealer, hvor anvendelsen af disse teknikker allerede er et krav i husdyrbrugets godkendelse efter miljøbeskyttelsesloven eller tilladelse eller godkendelse efter lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.

2) Driftsherren skal inden udbringningen af husdyrgødningen på arealer uden etablerede afgrøder til høst sikre, at kommunalbestyrelsen er orienteret skriftlig om, hvilke arealer der er omfattet i den pågældende planperiode, og hvilke teknikker der anvendes.

3) Efter afslutningen af udbringning af husdyrgødning på arealer med vintersæd eller vinterraps, skal der på bedriften foreligge dokumentation for, at der har været en tilstrækkelig anvendelse af teknikken eller kombinationen af teknikker, som Miljøstyrelsens teknologiliste kræver.

Årsagen til at arealet med vintersæd eller vinterraps, hvor der anvendes en teknik eller kombination af teknikker, skal have en sådan størrelse, som det fremgår af Miljøstyrelsens teknologiliste, har baggrund i at effekten af forsuring på sort jord ikke er lige så stor som ved nedfældning på sort jord. For at kompensere for den manglende miljøeffekt er der krav om yderligere forsuring på et areal med vintersæd eller vinterraps.

Undtagelse for økologiske bedrifter

Udbringning af flydende husdyrgødning på bedrifter, som er autoriserede som økologiske i henhold til bekendtgørelse om økologisk jordbrugsproduktion, er undtaget fra kravet om nedfældning på fodergræsmarker i perioden fra 1. februar til 1. maj. På arealer uden etablerede afgrøder til høst, skal økologiske brug nedfælde på lige fod med konventionelle brug.

Årsagen til at økologiske bedrifter er undtaget har baggrund i, at det på økologiske bedrifter ikke er tilladt, at anvende svovlsyre til forsuring og økologerne således ikke har mulige alternativer.

Ensartet fordeling af gødning

Udbringningen af husdyrgødning, afgasset vegetabilsk biomasse, bundfald og handelsgødning skal foregå på en måde, således at der sker en ensartet fordeling på arealerne. Det skal bemærkes, at der med bestemmelsen ikke henvises til mængden der må udbringes på arealerne, men alene på teknikken til at sikre en ensartet fordeling. Udlægning med slange, slæbesko eller ved nedfældning er alle tilstrækkelige teknikker til at overholde kravet om ensartet fordeling.

Forbud mod udbringning med vandingskanon

Udbringning af flydende husdyrgødning eller flydende husdyrgødning blandet med vand må ikke ske med vandingskanon. Dette skyldes en risikovurdering, som Statens Veterinære Serumlaboratorium har udarbejdet viser, at gyllespredning gennem vandkanon kan indebære smitterisiko for mennesker og dyr som følge af mikroskopiske vanddråber, de såkaldte aerosoler, som kan indeholde sygdomsfremkaldende bakterier, virus og parasitter.

Lukkeperioder for udbringning

Husdyrgødningsbekendtgørelsens § 29

Flydende husdyrgødning, afgasset biomasse og bundfald

I perioden fra høst (dog senest 1. oktober), til 1. februar, må der ikke udbringes flydende husdyrgødning eller afgasset vegetabilsk biomasse eller bundfald.

Bemærk at udbringningstidspunktet for bundfald følger reglerne for udbringning af flydende husdyrgødning da bundfald er en delmængde af den flydende husdyrgødning som opbevares i gylletanke.

Undtagelser fra forbuddet

Der er 3 undtagelser til dette forbud:

1. Der må udbringes flydende husdyrgødning eller afgasset vegetabilsk biomasse fra høst til 15. oktober på arealer med frøgræs, for hvilke der er indgået kontrakt med frøavlsfirma om levering af frø i den kommende sæson.

2. Der må udbringes flydende husdyrøgning eller afgasset vegetabilsk biomasse fra høst til 1. oktober på følgende arealer:
1) Etablerede, overvintrende fodergræsmarker, herunder marker med udlæg af græs eller kløvergræs udsået senest i forbindelse med forårssåningen. Undtagelsen omfatter dog ikke arealer med udlæg af græs eller kløvergræs i majs.
2) Arealer, hvor der den følgende vinter skal være vinterraps.
3) Arealer med veletableret grøngødning med gul sennep eller olieræddike forud for sukkerroer, hvor der er indgået kontrakt med en sukkerfabrik om afsætning af sukkerroerne. Grøngødningen har ingen kvælstof eller fosfornorm og er ikke lovpligtig i henhold til Fødevareministeriets regler samt nedvisnes først eller nedpløjes efter 20. oktober.

3. Der må udbringes flydende husdyrgødning indtil 15. oktober på flg. arealer:
1) Arealer med etablerede, overvintrende fodergræsmarker
2) Arealer, hvor der den følgende vinter skal være vinterraps

når

1) der i en af Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) afgrænset region fra og med uge 30 og inden udgangen af uge 38 samlet set har været 30 pct. mere nedbør end klimanormalen ifølge opgørelser fra DMI for ugerne 30-38, og
2) der inden for den pågældende region fra og med uge 21 og inden udgangen af uge 38 samlet set har været mere nedbør end klimanormalen ifølge opgørelser og definitioner fra DMI for ugerne 21-38, i kommuner, der helt eller hovedsageligt er beliggende i den pågældende region.

Miljøstyrelsen annoncerer på sin hjemmeside, når betingelserne for at fravige forbuddet er opfyldt i en region, og hvilke kommuner der er omfattet det pågældende år.

Baggrunden for undtagelsen vedrørende udbringning af husdyrgødning eller afgasset vegetabilsk biomasse på arealer med grøngødning af gul sennep eller olieræddike er at disse afgrøder i en årrække har været benyttet i sædskifter med sukkerroer – også udover det pligtige areal med efterafgrøder. Det skyldes primært, at korsblomstrede afgrøder af nematoderesistente sorter reducerer nematodeangrebet i sukkerroer.

For at sikre, at grøngødningens rødder udvikles langt nok ned til at reducere roecystenematoderne, tillades det derfor at udbringe flydende husdyrgødning frem til 1. oktober ved såning af gul sennep og olierækddike, når denne grøngødning efterfølges af sukkeroer, der har en meget høj udnyttelse af eftervirkning af kvælstof fra såvel gylle som efterafgrøder. Idet landmanden skal indregne 75 pct. virkning af totalkvælstof i husdyrgødningen i gødningsregnskabet, vurderer Miljøstyrelsen ikke, at der vil være noget incitament til at overdosere husdyrgødningen.

Flerårige afgrøder uden årlig høst

I perioden fra 1. september til 1. marts må der ikke udbringes flydende husdyrgødning i flerårige afgrøder uden årlig høst.

Fast gødning, ensilagesaft og handelsgødning

I perioden fra 15. november til 1. februar må der ikke udbringes fast gødning, ensilagesaft og mineralsk gødning (handelsgødning). Forbuddet mod udbringning i denne periode er et krav i nitratdirektivet. Baggrunden herfor er at der ved udbringning af fast husdyrgødning, ensilagesaft og handelsgødning over vinteren er størst risiko for forurening af vandmiljøet med højere nedbørsmængder og lille eller intet optag af kvælstof fra planterne.

Definitionen af restvand i husdyrgødningsbekendtgørelsens § 3 er bl.a. fastsat, så der vil være mulighed for at "tynd" ensilagesaft kan udsprinkles fra ikke-saftgivende ensilage, dvs. når saftløbet fra majsen er aftaget og koncentrationen er faldet til et sådant niveau, at det ikke giver risiko for forurening. Ofte sprinkles ensilagesaft fra majsensilage sammen med regnvand og spildevand fra stalden, hvorfor koncentrationen af kvælstof reduceres og dermed kan udspredes over vinteren uden risiko for vandmiljøet.

Særligt om ensilagesaft

I perioden fra høst til 1. november må der ikke udbringes ensilagesaft, medmindre udbringningen sker på bevoksede arealer eller på arealer, hvor der er afgrøder den følgende vinter.

Krav om nedbringning på sort jord

Husdyrgødningsbekendtgørelsens § 30

Husdyrgødning, fast og afgasset vegetabilsk biomasse, der udbringes på arealer uden etablerede afgrøder til høst (også kaldet "sort jord"), skal nedbringes hurtigst muligt og inden 6 timer. Kan dette ikke lade sig gøre grundet uforudseelige omstændigheder, skal nedbringningen finde sted, så snart det er muligt.

Forbud mod udbringning på visse arealer

Husdyrgødningsbekendtgørelsens § 30

Husdyrgødning, afgasset vegetabilsk biomasse, ensilagesaft, restvand og mineralsk gødning (handelsgødning) må ikke udbringes på en måde og på sådanne arealer, at der er fare for afstrømning til vandløb, herunder dræn, søer over 100 m² og kystvande.

Vandmættet, oversvømmet, frossen eller snedækket jord

Udbringning af husdyrgødning, afgasset vegetabilsk biomasse, ensilagesaft, restvand og mineralsk gødning (handelsgødning) på vandmættet, oversvømmet, frossen eller snedækket jord er ikke tilladt. Definitioner findes i husdyrgødningsbekendtgørelsens § 3.

Vandmættet jord

Det vil kunne kontrolleres om jorden er vandmættet bl.a. ved, at det er muligt at presse frit vand ud af jorden med hænderne. Når jorden er vandmættet, er den vandfyldt op til overfladen selv efter flere timer uden nedbør.

Oversvømmet jord

Jorden er oversvømmet, når den er dækket af blankt vand.

Frossen jord

Jorden er frossen, når det pga. frost i jorden ikke er muligt at nedbringe husdyrgødningen på bar jord. På bevokset jord er jorden frossen, indtil jorden er optøet i hele pløjelagets dybde (mindst 15 cm). Ved nedfældning i en etableret afgrøde er det dog tilstrækkeligt, at jorden er optøet til under nedfælderdybde. Overfladisk nattefrost betragtes ikke som frossen jord, hvis jorden optøs i løbet af dagen.

Overfladisk nattefrost

Ved overfladisk nattefrost forstås, at jorden alene er frossen i overfladen. Det vil sige, at det på tidspunktet for udbringningen skal være muligt at konstatere, at jorden er optøet ned til 15 centimeters dybde. De øverste centimer må dog gerne være frosne på udbringningstidspunktet. Den frosne overflade må dog ikke have større omfang, end at den vil blive optøet i løbet af dagen.

Herunder vises 3 illustrationer til forståelsen af overfladisk nattefrost (figur 1, 2 og 3).

Figur 1. Udbringning er tilladt, fordi der kun er tale om overfladisk nattefrost, som vil nå at blive tøet op i løbet af dagen.

Figur 1. Udbringning er tilladt, fordi der kun er tale om overfladisk nattefrost, som vil nå at blive tøet op i løbet af dagen.


Figur 2. Udbringning er ikke tilladt, fordi jorden ikke er optøet i hele pløjelagets dybde, og der ikke blot er tale om overfladisk nattefrost, som kan nå at blive tøet op i løbet af dagen.

Figur 2. Udbringning er ikke tilladt, fordi jorden ikke er optøet i hele pløjelagets dybde, og der ikke blot er tale om overfladisk nattefrost, som kan nå at blive tøet op i løbet af dagen.


Figur 3. Udbringning er ikke tilladt, fordi jorden ikke er optøet i hele pløjelagets dybde. Selv om den øverste del af jorden tøes op i løbet af dagen, så vil den nederste del af pløjelaget fortsat være frossen.

Figur 3. Udbringning er ikke tilladt, fordi jorden ikke er optøet i hele pløjelagets dybde. Selv om den øverste del af jorden tøes op i løbet af dagen, så vil den nederste del af pløjelaget fortsat være frossen.


Snedækket jord

Jorden er snedækket, når mere end 90 % af en mark er dækket af sne, men ikke kun med et drys af sne eller blot med rim på jorden. Snedybden skal være mere end en ½ cm.

Stejle skråninger

Husdyrgødning, afgasset vegetabilsk biomasse og mineralsk gødning (handelsgødning) må ikke udbringes på stejle skråninger med en hældning på mere end 6° ned mod vandløb, søer over 100 m² eller kystvande inden for en afstand af 20 meter fra vandløbets, søens eller kystvandets afgrænsning ved daglige vande.

Det gælder dog ikke på stejle skråninger med en hældning på mellem 6° og 12° for så vidt angår:
  1. flydende husdyrgødning og afgasset vegetabilsk biomasse, som nedfældes i parallel retning i forhold til det nærliggende vandmiljø, og
  2. flydende mineralsk gødning (handelsgødning).

Kravet om forbud mod udbringning af husdyrgødning mv. stejle skråninger er et krav i henhold til nitratdirektivet.

2 meter bræmmer langs vandløb og søer

Husdyrgødning, afgasset vegetabilsk biomasse, ensilagesaft, restvand og mineralsk gødning (handelsgødning) må ikke udbringes på arealer, der er omfattet af vandløbslovens § 69, stk. 1.

Krydsoverensstemmelse

Flere af reglerne i husdyrgødningsbekendtgørelsen gennemfører nitratdirektivet, og de er derfor omfattet af kravet om krydsoverensstemmelse.

§ 27, stk. 1 er omfattet af krav 1.22 om krydsoverensstemmelse.

§ 28, stk. 2 er omfattet af krav 1.14 om krydsoverensstemmelse.

§ 29 er omfattet af krav 1.13 om krydsoverensstemmelse.

§ 30, stk. 3-4 er omfattet af krav 1.15 om krydsoverensstemmelse.

§ 30, stk. 5 er omfattet af krav 1.16 om krydsoverensstemmelse.

Information om krydsoverensstemmelse på NaturErhvervstyrelsens hjemmeside.


Version 2.0 - 14. januar 2011