Miljøstyrelsens hjemmeside

Opret bruger Log ind

Sidehistorie: Påvirkning af natur - Vurdering

Sammenlign side versioner



« Ældre version - Tilbage til Page History - Nyere version »


Page Revision: 08/07/2010 14:46



Sådan gør du

Du skal som kommunal sagsbehandler starte med at undersøge om de angivne oplysninger i ansøgningen om ruhed, kildehøjder og kumulation, som anvendes ved beregningen af ammoniakdepositionen, er korrekte.

Kommunen skal herefter undersøge om kravene om maksimal merbelastning af naturarealer omfattet af husdyrgodkendelseslovens § 7 (bufferzonerne) er overholdt. I ansøgningens afsnit "Beregninger på anlæg - Individuel ammoniakreduktion" er merbelastning på de omfattede naturområder, som er registreret på kortværket over naturarealer med bufferzoner, forhåndsberegnet.

Hvis kravene til maksimal merbelastning ikke er overholdt, skal du vurdere, om registreringerne af naturområderne er korrekte. Hvis kravene til maksimal merbelastning er overholdt, skal du undersøge om der er grundlag for skærpelse af kravene under hensyn til naturområdets karakter. Skærpede krav skal stilles i overensstemmelse med husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 4.

Kommunen skal derudover altid vurdere, om naturarealer, der er en del af udpegningsgrundlaget for et Natura 2000-område vil kunne blive påvirket væsentligt af det ansøgte, eller om det ansøgte vil beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for såkaldte bilag IV-arter. I givet fald skal kommunen foretage en nærmere vurdering af om der, for at undgå denne virkning, skal stilles skærpede krav.

Endelig skal kommunen vurdere, om der er grundlag for at skærpe kravene til ammoniakemissionen under hensyn til andre omkringliggende ammoniakfølsomme naturområder (herunder § 3-områder).

Er en skærpelse af kravene ikke tilstrækkelig til at sikre beskyttelsen af ovenstående naturinteresser, skal der meddeles afslag.

Retsgrundlag

Bufferzonereglerne

Husdyrgodkendelsesloven:

§ 7. Etablering af anlæg for mere end 15 dyreenheder er ikke tilladt, hvis anlægget ligger helt eller delvis inden for, eller der er mindre end 300 m fra anlægget til følgende beskyttede naturtyper:
1) Højmose.
2) Lobeliesø.
3) Hede større end 10 ha, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og beliggende uden for internationale naturbeskyttelsesområder.
4) Overdrev større end 2,5 ha, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og beliggende uden for internationale naturbeskyttelsesområder.
5) Hede, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og beliggende inden for internationale naturbeskyttelsesområder.
6) Overdrev, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og beliggende inden for internationale naturbeskyttelsesområder.
7) Ammoniakfølsomme søer, herunder kalkrige søer og vandhuller med kransnålalger og brunvandede søer og vandhuller, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og beliggende inden for internationale naturbeskyttelsesområder.
Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 gælder tillige for udvidelse og ændring af husdyrbrug, der er eller derved bliver større end 15 dyreenheder, hvis udvidelsen eller ændringen medfører forøget ammoniakfordampning fra anlægget.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen giver efter anmodning fra offentlige myndigheder berørte ejere eller brugere oplysning om placeringen og udstrækningen af de i stk. 1 nævnte naturtyper og bufferzoner.

§ 21. Kommunalbestyrelsen skal ved vurderingen af en ansøgning om tilladelse efter § 10 eller en godkendelse efter § 11 eller § 12 sikre sig, at der ikke sker øget ammoniakfordampning fra det samlede anlæg, hvis et anlæg, der helt eller delvis ligger inden for eller mindre end 300 m fra de i § 7 nævnte naturtyper, ønskes udvidet eller ændret.

Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 9 har bl.a. følgende ordlyd:

§ 9. Kommunalbestyrelsen kan ikke tillade eller godkende husdyrbrug efter §§ 10, 11, 12 og 16 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, hvis etableringen, udvidelsen eller ændringen vurderes at medføre væsentlige virkninger på miljøet, jf. stk. 3.
...
Stk. 3. Ved væsentlige virkninger på miljøet forstås, at det beskyttelsesniveau for ammoniak, lugt, fosfor og nitrat, der er fastlagt i bilag 3, overskrides. For godkendelser efter § 16 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug gælder, at kun beskyttelsesniveauet vedrørende fosfor og nitrat skal være overholdt. Der må derudover ikke være øvrige forhold, som vurderes at have væsentlige virkninger på miljøet.

Beskyttelse af ammoniakfølsom natur - i øvrigt

Husdyrgodkendelseslovens §§ 19, 23 og 31 har følgende ordlyd:

§ 19. Kommunalbestyrelsen skal ved vurderingen af en ansøgning om tilladelse efter § 10 eller godkendelse efter §§ 11, 12 eller 16 sikre sig, at
...
2) husdyrbruget i øvrigt kan drives på stedet uden at påvirke omgivelserne på en måde, som er uforenelig med hensynet til omgivelserne.

§ 23. Kommunalbestyrelsen skal ved vurderingen af en ansøgning om godkendelse efter § 11 eller § 12 varetage følgende hensyn:
...
2) Beskyttelse af jord, grundvand, overfladevand og natur med dens bestande af vilde planter og dyr og deres levesteder, herunder områder, der er beskyttet mod tilstandsændringer eller fredet, udpeget som internationalt naturbeskyttelsesområde eller udpeget som særlig sårbart over for næringsstofpåvirkning.

§ 31. Kommunalbestyrelsen skal meddele afslag på en ansøgning om tilladelse efter § 10 eller godkendelse efter §§ 11, 12 eller 16, hvis § 19 ikke er opfyldt.

Naturbeskyttelseslovens § 3 har følgende ordlyd:

§ 3. Der må ikke foretages ændring i tilstanden af naturlige søer, hvis areal er på over 100 m2, eller af vandløb eller dele af vandløb, der af miljøministeren efter indstilling fra kommunalbestyrelsen er udpeget som beskyttede. Dette gælder dog ikke for sædvanlige vedligeholdelsesarbejder i vandløb.
Stk. 2. Der må ikke foretages ændringer i tilstanden af
  1. heder,
  2. moser og lignende,
  3. strandenge og strandsumpe samt
  4. ferske enge og biologiske overdrev,

    når sådanne naturtyper enkeltvis, tilsammen eller i forbindelse med de søer, der er nævnt i stk. 1, er større end 2.500 m2 i sammenhængende areal.

Stk. 3. Der må heller ikke foretages ændring i tilstanden af moser og lignende, der er mindre end 2.500 m2, når de ligger i forbindelse med en sø eller et vandløb, der er omfattet af beskyttelsen i stk. 1.
Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om gødskning på arealer, som er beskyttet efter stk. 2 og 3, herunder regler om mængden af gødning, der må tilføres disse arealer, og forbud mod gødskning.

Særligt for Natura 2000-områder

Af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen bilag 3 fremgår bl.a.:

"Kommunen skal for hver ansøgning foretage en konkret vurdering, jf. § 29 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, og kan på den baggrund i særlige tilfælde beslutte sig for at stille vilkår, der rækker udover det beskyttelsesniveau, der fremgår af dette bilag, jf. § 11, stk. 2-4. Dette vil være aktuelt, hvis der helt undtagelsesvist vurderes at være naturområder der efter kommunalbestyrelsens vurdering ikke beskyttes tilstrækkeligt af det fastsatte beskyttelsesniveau. Det påhviler desuden kommunen at vurdere konkret, om en ansøgt aktivitet vil være i overensstemmelse med Habitatdirektivforpligtelserne, også selv om en habitatnaturtype ikke afkaster en bufferzone."

Af habitatbekendtgørelsens § 7, stk. 1 og 2, og § 8 har bl.a. følgende ordlyd:

§ 7. Før der træffes afgørelse i medfør af de bestemmelser, der er nævnt i § 8, skal der foretages en vurdering af, om projektet i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt. De projekter, der omfattes af kravet om vurdering, er projekter som ikke direkte er forbundet med eller nødvendige for Natura 2000-områdets forvaltning.
Stk. 2. Hvis myndigheden vurderer, at projektet kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles tilladelse, dispensation eller godkendelse til det ansøgte.

§ 8. ...
Stk. 6. Følgende sager efter lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug er omfattet af § 7:
1) Dispensation efter § 9, stk. 3, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, jf. § 8, stk. 1, nr. 3.
2) Tilladelse eller godkendelse af husdyrbrug efter § 10, § 11 og § 12 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.
3) Godkendelse af arealer til afsætning af husdyrgødning fra husdyrbrug efter § 16 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.


Beskyttelse af bilag IV-arter

Habitatbekendtgørelsens § 11 har følgende ordlyd:

§ 11. Ved administration af de i §§ 8 - 9 nævnte bestemmelser kan der ikke gives tilladelse, dispensation, godkendelse mv., hvis det ansøgte kan
  1. beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyrearter, der er optaget i habitatdirektivets bilag IV, litra a), eller
  2. ødelægge de plantearter, som er optaget i habitatdirektivets bilag IV, litra b) i alle livsstadier.

Stk. 2. Planforslag efter planloven kan ikke vedtages, hvis gennemførelse af planen har virkninger som nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Vurderingen skal fremgå af de afgørelser, der bliver truffet efter de i §§ 8-9 nævnte bestemmelser og redegørelsen til planforslag.




Vil du vide mere?

1. Det generelle beskyttelsesniveau for ammoniak

Se afsnittet ammoniaktab, vurdering, vil du vide mere, beskyttelsesniveauet for ammoniak

2. Krav om maksimal merbelastning med ammoniak af visse naturområder - bufferzonerne

Som en del af beskyttelsesniveauet for ammoniak er der krav om enten lav maksimal merbelastning eller ingen merbelastning af visse meget ammoniakfølsomme naturområder. Kravet herom gælder for naturområder, som er omfattet af husdyrgodkendelseslovens § 7. Hvor stor merbelastningen må være afhænger af afstand fra anlægget til naturområdet (bufferzonerne, jf. husdyrgodkendelsesloven §§ 7 og 25) og af antallet af andre husdyrbrug med mere end 75 DE i området.

Bemærk, at det altid skal vurderes, om der er behov for at skærpe dette almindelige beskyttelsesniveau af hensyn til beskyttelse af særlige naturområder, jf. nærmere nedenfor afsnit 10.

3. Hvad gælder for bufferzone-natur?

Hvis anlægget ligger i en afstand af op til 300 m fra et naturområde, der er omfattet af husdyrgodkendelseslovens § 7 (dvs. at anlægget ligger i den såkaldte bufferzone I), må ammoniakemissionen fra stald og lager ikke forøges.

Det betyder, der skal meddeles afslag på etableringer samt på ansøgninger om udvidelser og ændringer, der medfører forøget ammoniakemission. Der er ikke adgang til at dispensere fra forbuddet under nogen omstændigheder.

Hvis anlægget ligger i en afstand af 300 - 1000 m fra et naturområde, der er omfattet af husdyrgodkendelseslovens § 7 (dvs. at anlægget ligger i den såkaldte bufferzone II), må depositionen i naturområdet øges med et antal kg N/ha/år. Hvor stor merbelastningen må være afhænger af antallet af øvrige ejendomme, hvor et eller flere anlæg har en samlet husdyrproduktion større end 75 DE, og hvor disse anlæg er placeret i samme bufferzone (både bufferzone I og II) og placeret nærmere end 1000 meter fra dele af staldanlæggene på det husdyrbrug, der skal have en miljøgodkendelse.

Merbelastningen må ikke overskride følgende grænser:
– 0,3 kg N pr. hektar ved mere end 2 brug (mere end 1 ejendom udover husdyrbruget der ansøger),
– 0,5 kg N pr. hektar ved 2 brug (1 ejendom udover husdyrbruget der ansøger) og
– 0,7 kg N pr. hektar ved 1 brug (husdyrbruget der ansøger)

Merbelastningen beregnes bl.a. ud fra anlæggenes placering. Dette gælder også for markstakke på lige fod med andre lagerenheder. Markstakkenes placering angives af ansøger som minimum afstand til et konkret naturområde ud fra en "worst case" betragtning om, hvilket tættest mulige punkt på naturområdet markstakken kan tænkes placeret. Denne afstand vil blive fastholdt af kommunen ved et vilkår om at markstakke placeres udenfor denne afstand til naturområdet.

4. Hvilke naturområder er bufferzonenatur (omfattet af husdyrgodkendelseslovens § 7)

De naturområder, som er omfattet af lovens § 7, er:
  1. Højmose.
  2. Lobeliesø.
  3. Hede større end 10 ha, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, og beliggende uden for internationale naturbeskyttelsesområder.
  4. Overdrev større end 2,5 ha, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, og beliggende uden for internationale naturbeskyttelsesområder.
  5. Hede, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og beliggende inden for internationale naturbeskyttelsesområder.
  6. Overdrev, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og beliggende inden for internationale naturbeskyttelsesområder.
  7. Ammoniakfølsomme søer, herunder kalkrige søer og vandhuller med kransnålalger og brunvandede søer og vandhuller, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og beliggende inden for internationale naturbeskyttelsesområder.

Kommunerne skal være opmærksomme på, at funktionelt sammenhængende natur skal vurderes under ét i relation til størrelse.

En særlig beskyttelse af disse naturtyper er endvidere aftalt ved Vandmiljøplan III. Beskyttelsen har blandt andet til hensigt at sikre, at strukturudviklingen på sigt fører til, at husdyrbrug placeres uden for de angivne bufferzoner.

5. Kortværk over naturarealer der afkaster en bufferzone

Kortværket, ”Naturarealer med bufferzone” viser registreringen pr. december 2006 af en række af de naturtyper, der afkaster bufferzone I og II, jf. § 7 og § 25 i lov om miljøgodkendelse mv. af husdyrbrug. Kortværket viser registrerede heder, overdrev, højmoser og lobeliesøer (se nedenfor), der afkaster bufferzone I og II. De registrerede naturarealer, som kortværket viser, omfatter:
  • Heder større end 10 ha, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og beliggende uden for international naturbeskyttelsesområder,
  • Overdrev større end 2,5 ha, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og beliggende uden for international naturbeskyttelsesområder,
  • Heder, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og beliggende inden for international naturbeskyttelsesområder og
  • Overdrev, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og beliggende inden for international naturbeskyttelsesområder.
  • Højmoser
  • Lobeliesøer

Kortværket viser derimod ikke de ammoniakfølsomme søer, som ligeledes afkaster bufferzone I og II. Det vil sige kortværket viser eksempelvis ikke kalkrige søer og vandhuller med kransnålalger og brunvandede søer og vandhuller, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 og beliggende inden for internationale naturbeskyttelsesområder.

Årsagen til at disse ammoniakfølsomme søer og vandhuller ikke er vist på kortværket er, at der ikke foreligger nogen anvendelig registrering af disse naturtyper. Når der er foretaget en registrering af disse naturtyper, vil kortværket over naturarealer med bufferzone i husdyrgodkendelse.dk blive opdateret.

Kortværket er baseret på registreringen pr. december 2006. Det er den registrering, som de daværende amtskommuner foretog i forbindelse med registrering af naturarealer omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Opgaven med at registrere naturarealer omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 ligger i dag i kommunerne (se den senest opdaterede registrering på www.miljoeportal.dk/Arealinformation. Registreringen af disse naturarealer er alene vejledende og udgør ikke en bindende udpegning, idet det er den faktiske tilstand af arealet, der er afgørende for, om naturarealet er beskyttet. Det betyder blandt andet, at det er tilstanden på et givet areal på et givet tidspunkt, der afgør om det pågældende areal er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3, og dermed om det afkaster bufferzone I og II i henhold til husdyrgodkendelsesloven.

Der kan være tilfælde, hvor registreringen af § 3-naturarealerne ikke er korrekt, og hvor et areal derfor måske ikke er underlagt husdyrgodkendelseslovens beskyttelsesniveau. Hvis ansøger mener, at registreringen ikke er korrekt, må ansøger oplyse dette til kommunen. Der kan ligeledes være tilfælde, hvor kommunen konstaterer, at et ikke-registreret naturareal er omfattet af § 3-beskyttelsen.

6. Beregning af ammoniakemmission

Se afsnittet ammoniaktab, vurdering, vil du vide mere

7. Ruheder for naturarealerne og oplandene til dem samt kildehøjder

Dette er indgående beskrevet i vejledning om ruhedsklasser til ammoniak-immisionsberegninger, som kan findes hér

8. Beregning af merdepostitionen

Ansøgningssystemet beregner merdepostitionen som differencen i deposition fra den eksisterende drift (nudrift) og den drift der søges om (ansøgt drift). Beregningen foretages på følgende måde:

1. Emissionen fra ansøgt drift og emissionen fra nudrift beregnes. Beregningerne foretages herved for alle stalde og lagre individuelt.
2. Emission fra ansøgt drift fratrækkes emissionen fra nudrift, dette foretages ligeledes for alle stalde og lagre individuelt. Ud fra de fremkomne meremissioner fra alle anlæg beregnes den samlede meremission.
3. Den korteste afstand fra hvert enkelt anlæg til nærmeste naturpunkt (§ 7 areal) beregnes. Det er på baggrund af kortværk i ansøgningssystemet muligt at identificere naturområder og -punkter. Beregningen foretages fra den kant af anlægget, der ligger nærmest naturpunktet.


Eksempel: Der ansøges om udvidelse af ét (anlæg A) af to eksisterende staldanlæg (anlæg A og B) og en udvidelse af en eksisterende gylletank (anlæg C). Der beregnes afstand fra A til nærmeste naturpunkt = P1. Afstand fra B til nærmeste naturpunkt = P2. Afstand fra C til nærmeste naturpunkt = P3.


4. På baggrund af spredningskurver for ammoniak, beregnes hvilken merdepostition hvert anlæg vil have på alle de beregnede naturpunkter i naturområdet. I eksemplet: Hvilken merdepostition A vil have på P1, P2 og P3, hvilken merdeposition B vil have på P1, P2 og P3 osv.


5. Herefter beregnes en samlet merdeposition af det enkelte relevante (nærmeste) naturpunkt på naturområdet. Om det ansøgte overholder krav om maksimal merdeposition med ammoniak, afgøres på baggrund af det naturpunkt, hvor den samlede merdeposition er størst (angives i ansøgningen som "højeste merdeposition").

Indsæt eventuelt illustration af eksemplet

9. Ansøgningsskemaets afsnit 3 med resultat af ammoniakberegninger

Meremissionen af ammoniak beregnes altid ud fra den samlede ansøgte emission fra stald og lager fratrukket nudrift emissionen. I ansøgningsskemaet på resultatsiden for ammoniak afsnit X vises også den samlede emission fra det ansøgte stald og lager.

Ud fra meremissionen, og med indregning af afstand til nærmeste naturområde, beregnes der en værdi for den største merdeposition i naturområdet, jf. ovenfor afsnit 8.

Beregning af deposition i bufferzone 2:

Hvis blot en del af det ansøgte anlæg ligger indenfor 1000 meter og mere end 300 meter fra et af de naturområder, der er listet i lovens § 7, så ligger anlægget i "bufferzone 2". I dette tilfælde beregnes depositionen af ammoniak (kgN/ha) i det aktuelle naturområde. Beregningen af anlæggets depositionsbidrag foretages i de nærmeste punkter i naturområdet til alle de enkelte staldafsnit og lagre. Det vil sige, at antallet af beregningslinier er kvadratet på det samlede antal af stalde og lagre.

For hver beregningslinie skal ansøger i IT-ansøgningssystemet klikke på "rediger" og angive ruhed og kildehøjde. Klik her for en lettilgængelig vejledning om ruhedsklasser. Ved klik på "se kortet" kan ansøger se den aktuelle linie mellem stald/lager og beregningspunktet i naturområdet. Stalde/lagre, der ligger mere end 4000 meter væk medtages ikke i beregningen.

Da beskyttelsesniveauet for ammoniak afhænger af antallet af andre ejendomme i området skal ansøger også angive dette (kumulation). I bufferzone II er den tilladte merbelastning forskellig alt efter, hvor mange øvrige ejendomme med mere end 75 DE, der placeret i nærheden. Det vil sige hvis disse øvrige anlæg er placeret i samme bufferzone (både bufferzone I og II) og samtidigt er placeret nærmere end 1000 meter fra dele af staldanlæggene på det husdyrbrug, der søges om miljøgodkendelse på. Der skal være angivet samme kumulation for hele anlægget. Den højeste merdeposition må højest være 0,7 kg N/ha (hvis der ikke er andre ejendomme), 0,5 kg N/ha (hvis der er én anden ejendom) og 0,3 kg N/ha (hvis der er 2 eller flere andre ejendomme).

Bufferzone 1 beregning:

Hvis blot en del af det ansøgte anlæg inkl. lagre ligger mindre end 300 meter fra et af de naturområder, der er listet i lovens § 7, så ligger anlægget i "bufferzone 1". I bufferzone 1 må der ikke være nogen meremission fra anlægget.

Baggrundsrapporter

Teknisk rapport om ammoniakværktøj
Vejledning om ruhedsklasser til ammoniakdepositionsberegninger ("Pixibogen")
Dokumentation for depositionsberegningerne i IT-ansøgningssystemet.

10. Hvornår er der grundlag for skærpelse af kravene?

Kommunen skal for hver ansøgning foretage en konkret vurdering, jf. husdyrgodkendelseslovens § 29, og kan på den baggrund i særlige tilfælde beslutte sig for at stille vilkår, der rækker ud over det beskyttelsesniveau, der fremgår af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3. Ved særlige tilfælde forstås en virkning på miljøet, som ikke er i overensstemmelse med habitatreglernes beskyttelse af internationale naturområder eller en væsentlig miljøpåvirkning af særlige regionale eller lokale beskyttelsesinteresser, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen § 11, stk. 3.

Det følger af i øvrigt af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen bilag 3, at kommunen skal foretage en konkret vurdering af, om en ansøgt aktivitet er i overensstemmelse med habitatdirektivet og de danske regler, som implementerer direktivet.

Kriterierne for skærpelse i forhold til beskyttelsesniveauet fremgår af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 4, punkt 1. Skærpelsesmulighederne består i at beskytte andre kvælstoffølsomme naturarealer på samme måde, som hvis de var omfattet af husdyrgodkendelseslovens § 7, dvs. at kommunen kan stille krav om nul meremission indenfor 300 m til naturområdet og maksimal merdeposition på 0,3/0,5/0,7 kg N/ha/år indenfor 300-1000 m til naturområdet.

Hvis kommunen vurderer at projektet, selv med eventuelle skærpelser, ikke er i overensstemmelse med habitatreglerne, da skal kommunen meddele afslag. Hvis kommunen vurderer at projektet, selv med eventuelle skærpelser, vil medføre en væsentlig miljøpåvirkning af særlige regionale eller lokale beskyttelsesinteresser, da kan kommunen meddele afslag, jf. husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen § 11, stk. 5.

Ammoniakbelastning af kvælstoffølsom natur, der er beliggende i Natura 2000-områder

Det følger af habitatbekendtgørelsens § 7, og husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen bilag 3, at kommunen i forbindelse med sagens behandling skal foretage en konkret vurdering af, om en ansøgt aktivitet er i overensstemmelse med habitatdirektivet og de danske regler, som implementerer direktivet (habitatbekendtgørelsen).

Det følger af habitatbekendtgørelsens §§ 7 og 8, at projekter etableringer, ændringer eller udvidelser af husdyrbrug skal undergives en vurdering, hvorved det klarlægges, om projektet i sig selv eller i sammenhæng med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, henholdsvis skade området.

Som følge heraf skal der altid ske en vurdering af, om der er grundlag for at stille vilkår, der rækker ud over det beskyttelsesniveau, der fremgår af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3. Viser det sig ved denne vurdering, at det ansøgte "projekt", selv med eventuelle skærpede vilkår, ikke kan udelukke at ville skade et Natura 2000-område, kan der ikke meddeles tilladelse/godkendelse til det ansøgte.

”Projektbegrebet” fører til, at der skal vurderes både på baggrund af den eksisterende og den ansøgte drift, jf. også Miljøklagenævnets afgørelse af 5. juli 2010 (j. nr. 130-00217) link til afgørelsen, når den offentliggøres på MKN's hjemmeside.

I sagen udtalte nævnet: ”Hvis projektet i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura-2000 område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område, jf. habitatbekendtgørelsens § 7, stk. 2” (understreget hér).

Nævnet udtalte videre, at det følger af habitatbekendtgørelsens § 7, at der skal foretages ”…en konkret vurdering af, om den samlede næringsstofpåvirkning i sig selv eller i sammenhæng med andre planer og projekter kan påvirke Natura 2000-området væsentligt” (understreget hér).

Ved disse vurderinger skal der tages udgangspunkt i Natura 2000-områdets udpegningsgrundlag (de naturtyper, som området er udpeget som Natura 2000-område på baggrund af) og naturtypens kvælstoffølsomhed. På baggrund heraf er det da muligt ud fra nedenstående fremgangsmåde at vurdere, om projektet i sig selv eller i kumulation med andre planer og projekter kan påvirke området væsentligt, henholdsvis skade området.

Det er Miljøstyrelsens opfattelse, at der ved vurderingen af "projektets" egen påvirkning af området må vurderes på baggrund af merbelastningen (belastningen fra den ansøgte etablering, ændring eller udvidelse) og totalbelastningen (sum af belastningen hidrørende fra eksisterende drift og den ansøgte ændring eller udvidelse). Ved vurderingen af områdets påvirkning fra projektet i sammenhæng med andre planer og projekter, må inddrages den kumulative belastning af området hidrørende fra andre nærliggende husdyrbrug, samt den tilstedeværende baggrundsbelastning.

Kan det ved en vurdering over mer- og totalbelastningen i forhold til områdets udpegningsgrundlag og kvælstoffølsomhed ikke udelukkes, at projektet kan have en væsentlig virkning på området, skal der foretages en egentlig konsekvensvurdering af påvirkningen af området.

Ved denne konsekvensvurdering er det Miljøstyrelsens opfattelse, at der ligeledes må vurderes på baggrund af merbelastning, totalbelastning og kumuleret belastning. Ved vurderingen kan der opereres med 3 tilfældegrupper:

1. Den totale belastning fra den eksisterende produktion og den udvidede/ændrede produktion overstiger ikke 0,2 kg N/ha/år (meget lav totalbelastning). I dette tilfælde er den totale belastning af et givet habitatområde så lav, at det ansøgte ikke i nogle tilfælde vil kunne skade området. Der er derfor ikke grundlag for at skærpe beskyttelsesniveauet. I denne situation er det ikke muligt at måle nogen effekt af den totale belastning på området og dermed er det heller ikke muligt at påvise, at det ansøgte har nogen effekt på habitatområdet.

2. Den totale belastning fra den eksisterende produktion og det ansøgte overstiger 0,2 kg N/ha/år, men overstiger ikke 1,0 kg N/ha/år (moderat totalbelastning). I sådanne tilfælde vil der skulle foretages et konkret skøn ud fra områdets kvælstoffølsomhed sammenholdt med projektets totalbelastning og merbelastning, samt den kumulerede belastning. På baggrund af denne vurdering afgøres det, om der skal stilles skærpede vilkår, eller om det er nødvendigt at meddele afslag til projektet. Det understreges, at der skal foretages en vurdering af totalbelastningen i forhold til områdets kvælstoffølsomhed. Generelt kan siges, at desto højere totalbelastningen er, desto større vil behovet være for at skærpe vilkårene eller meddele afslag til det ansøgte projekt.

3. Den totale belastning fra den eksisterende produktion og det ansøgte overstiger 1 kg. N/ha/år (høj totalbelastning). I denne situation er den totale belastning af et givet habitatiområde hidrørende fra projektet så høj, at merbelastningen fra det ansøgte er uden betydning, idet den totale belastning fra den eksisterende drift og det ansøgte under alle omstændigheder vil kunne give anledning til skade på området, hvorfor det ansøgte ikke kan godkendes.

Ovenstående 3 tilfældegrupper tager udgangspunkt i grænseværdier for og målbarhed af ammoniakbelastning påvist ved Danmarks Miljøundersøgelsers notat om modeller for ammoniakbelastning fra enkelte kilder.

Ammoniakbelastning af yngle- eller rasteområder for bilag IV-dyrearter eller bilag IV-plantearter

Som ovenfor beskrevet er kommunen forpligtet til at vurdere, om der er behov for at stille skærpede vilkår eller meddele afslag af hensyn til habitatbeskyttelsen. Lige ovenfor er denne vurdering beskrevet i forhold til beskyttelsen af habitatområder. Kommunen er endvidere forpligtet til at vurdere, om der er behov for at skærpe vilkår af hensyn til beskyttelsen af arter omfattet af habitatdirektivets bilag IV (såkaldte ”bilag IV-arter”). De omhandlede arter er beskrevet udtømmende i bilag 11 til habitatbekendtgørelsen.

Det følger af habitatbekendtgørelsens § 11, jf. § 7, samt husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen § 11, stk. 5 at kommunen ikke kan tillade/godkende projekter, der kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for bilag IV-dyrearter eller ødelægge bilag IV-plantearter i alle deres livsstadier. Det følger videre af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen bilag 4, afsnit B, at der om nødvendigt skal stilles skærpede vilkår af hensyn til beskyttelsen af sådanne bilag IV-arter.

Ved denne vurdering skal inddrages både mer- og totalbelastningen af det pågældende område med ammoniak fra det ansøgende husdyrbrug, og denne belastning skal sammenholdes med baggrundsbelastningen med kvælstof af området, samt områdets følsomhed (tålegrænse) overfor ammoniakbelastning.

Bemærk, at de relevante bilag IV-arter som hovedregel er stedbundne til deres yngle- og rasteområder og normalt ikke flytter sig over større afstande. Det er i denne sammenhæng vigtigt at være opmærksom på, at et areal kan være en del af et yngle- eller rasteområde for en bilag IV-art, selvom arealet ikke på godkendelsestidspunktet aktuelt anvendes af en sådan art.

Det er en forudsætning for vilkårsstillelse eller afslag, at der kan påvises en direkte sammenhæng mellem projektet og påvirkningen af den pågældende arts yngle- og rasteområde. Diffus forurening vil som hovedregel ikke have en sådan direkte sammenhæng.

Oplysninger om hvorvidt et områder er registreret som yngle- eller rasteområde for bilag IV-arter kan i vidt omfang findes via www.naturdata.dk.

Kommunen skal i godkendelsen redegøre for, om der ved det ansøgte er nærliggende yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter, og i bekræftende fald redegøre for, at godkendelsen af det ansøgte ikke vil føre til beskadigelse eller ødelæggelse af sådanne områder.

Ammoniakbelastning af § 3-områder

Miljøstyrelsens retningslinjer
Det følger af husdyrgodkendelseslovens § 23, at kommunen bl.a. skal varetage hensyn til beskyttelsen af naturen med den dens bestande af vilde planter og dyr, herunder områder der er udpeget som særligt sårbare overfor næringsstofpåvirkning.

Naturbeskyttelseslovens § 3 forbyder tilstandsændringer af visse naturområder. Kommunen kan ikke ved en husdyrgodkendelse tillade en tilstandsændring af et § 3-område (forudsat at der ikke samtidigt meddeles dispensation fra § 3-beskyttelsen efter naturbeskyttelsesloven § 65).

Kommunen skal som følge af de nævnte bestemmelser i forbindelse med behandlingen af en ansøgning vurdere, om beskyttelsesniveauet i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3 er overholdt. Om nødvendigt må kommunen stille skærpede vilkår i overensstemmelse med bekendtgørelsens bilag 4, der kan sikre, at det ansøgte ikke vil føre til aktiviteter, der vil lede til en tilstandsændring af et konkret § 3-område, jf. husdyrgodkendelseslovens § 29, stk. 2.

I den forbindelse skal det vurderes, om det ansøgte vil føre til en merbelastning af ammoniak af et konkret § 3-område. Det skal herunder vurderes, om merbelastningen udgør et væsentligt merbidrag af ammoniak, og om dette merbidrag vil kunne medføre en tilstandsændring. Denne vurdering skal nødvendigvis tage udgangspunkt i områdets nuværende faktiske tilstand, og den baggrundsbelastning, som området udsættes for, samt hvilken belastning området kan udsættes for, førend områdets tilstand ændres.

Ved denne vurdering kan det lægges til grund, at en merbelastning på mindre end 1 kg ammoniak pr. hektar pr. år i udgangspunktet ikke udgør et væsentligt merbidrag, og derfor ikke kan medføre en tilstandsændring af et konkret § 3-område. Dette fordi merbelastningen i denne situation er så lav, at det ikke er muligt biologisk at påvise, at det ansøgte dermed har nogen effekt på området.

1 kg-grænsen fører desuden i de fleste tilfælde til, at det kun er naturarealer inden for 1.000 m fra staldanlægget, der er relevant ved vurderingen.

Som udgangspunkt skal kommunen derfor ikke undersøge og vurdere naturarealer, der

  • ligger længere væk end 1000 m
  • tilføres mindre end 1 kg som følge af den ansøgte etablering, udvidelse eller ændring.

For beregningerne bag ovenstående grænseværdi på 1 kg N/ha/år og målbarhed af ammoniakbelastning henvises til Danmarks Miljøundersøgelsers notat om modeller for ammoniakbelastning fra enkelte kilder.

Miljøklagenævnets praksis
Problemstillingen om beskyttelsen af § 3-områder ved behandlingen af ansøgninger efter husdyrgodkendelsesloven har været stærkt omdiskuteret.

Miljøklagenævnet har herved truffet en række afgørelse, der lægger afgørende vægt på merbelastningen (eksempelvis sagen ”Bromade” med j. nr. MKN-130-00282 og sagen med j. nr. MKN-130-00176). Nævnet har derimod også truffet afgørelser, hvor der så vidt det ses lægges vægt på totalbelastningen (eksempelvis sagen ”Lerchenfeldvej” med j. nr. MKN-130-00374).

Miljøklagenævnet har imidlertid den 28. maj 2010 truffet afgørelse i sagen om "Håstrupvej": Af afgørelsen fremgår bl.a.:

"Det fremgår af miljøgodkendelsen, at der ca. 590 m nordvest for anlægget ligger et overdrev på 1,18 ha, som er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Baggrundsbelastningen for Vejle Kommune er 15,0 kg N/ha/år (2007) ifølge DMU’s hjemmeside, og tålegrænsen for overdrev er 10-25 kg N/ha/år. Vejle Kommune har beregnet, at overdrevsarealet vil få en merbelastning på 0,3 kg N/ha/år som følge af ammoniakfordampningen fra anlægget. Vejle Kommune har på baggrund af den beregnede merbelastning vurderet, at der ikke er behov for skærpede vilkår til ammoniakemissionen i forhold til dette naturområde." (Understreget hér)

Af Miljøklagenævnets afgørelse (stadfæstelse) i sagen fremgår bl.a.:

"Beskyttet natur Vejle Kommune har vurderet, at ammoniakemission fra anlægget ikke vil medføre en væsentlig påvirkning af Natura 2000-område nr. 69 Højen Bæk. Miljøklagenævnet er enig i denne vurdering. Nævnet er desuden enig i Vejle Kommunes vurdering af, at meremissionen fra anlægget ikke vil ændre tilstanden af de omkringliggende § 3- beskyttede naturarealer."

Miljøstyrelsens er - som det fremgår ovenfor - enig i, at der i forhold til § 3-natur som udgangspunkt kun skal lægges afgørende vægt på merbelastningen fra anlægget som følge af den planlagte etablering, udvidelse eller ændring, og at kommunen, i overensstemmelse med Miljøklagenævnets praksis, derfor skal følge den ovenfor beskrevne procedure vedrørende ammoniakbelastningen af § 3-områder.



11. Teknikker til begrænsning af ammoniaktab

Se afsnittet ammoniaktab, vurdering, vil du vide mere, teknikker til begrænsning af ammoniaktab

12. Links til afgørelser fra Miljøklagenævnet

Afgørelse fra Miljøklagenævnet om det generelle ammoniakreduktionskrav
Miljøklagenævnets afgørelse af 19. juni 2009 (j.nr. 130-00038)

Afgørelser fra Miljøklagenævnet om ammoniakemission til buffezonenatur
Miljøklagenævnets afgørelse af 18. juni 2009 (j.nr. 130-00024)
Miljøklagenævnets afgørelse af 25. juni 2009 (j.nr. 130-00090)
Miljøklagenævnets afgørelse af 19. april 2010 (j.nr. 130-00587)
Miljøklagenævnets afgørelse af 31. maj 2010 (j.nr. 130-00253)
Miljøklagenævnets afgørelse af 29. juni 2010 (j.nr. 130-00100)

Afgørelser fra Miljøklagenævnet om ammoniakemission til øvrig natur
Miljøklagenævnets afgørelse fra 26. marts 2009 (j.nr. 130-00059)
Miljøklagenævnets afgørelse af 26. marts 2009 (j.nr. 130-00057)
Miljøklagenævnets afgørelse af 27. maj 2009 (j.nr. 130-00117)
Miljøklagenævnets afgørelse af 31. marts 2009 (j.nr. 130-00176)
Miljøklagenævnets afgørelse af 9. september 2009 (j.nr. 130-00282)
Miljøklagenævnets afgørelse af 1. september 2009 (j.nr. 130-00160)
Miljøklagenævnets afgørelse af 19. juni 2009 (j.nr. 130-00146)
Miljøklagenævnets afgørelse af 9. oktober 2009 (j.nr. 130-00043)
Miljøklagenævnets afgørelse af 30. oktober 2009 (j.nr. 130-00033)
Miljøklagenævnets afgørelse af 17. december 2009 (j.nr. 130-00036)
Miljøklagenævnets afgørelse af 12. marts 2010 (j.nr. 130-00139)
Miljøklagenævnets afgørelse af 19. april 2010 (j.nr. 130-00464)
Miljøklagenævnets afgørelse af 28. maj 2010 (j. nr. 130-00512)

Version 2.0 - 14. januar 2011