Sidehistorie: Lugt Vilkår
Sammenlign side versioner
Page Revision: 08/07/2010 17:38
Sådan gør du
På grundlag af en samlet konkret vurdering med inddragelse af beregnede geneafstande, fastsættes der vilkår til lokalisering, drift og indretning af anlæg med henblik på at sikre, at husdyrbruget kan drives og indrettes på en sådan måde, at hensynet til naboer tilgodeses for så vidt angår lugtgener.
Det kan f.eks. være relevant at stille vilkår om placering af anlæg i forhold til nabobeboelser, vilkår om at foretage lugtbegrænsende foranstaltninger og vilkår til staldindretning.
Vilkår bør generelt altid udformes i dialog med ansøger. Der bør ikke indsættes vilkår om overholdelse af krav, som allerede følger af lovgivning eller bekendtgørelser. Yderligere skal du sikre dig, at vilkårene altid er tilstrækkeligt klare, præcise og entydige, sådan at de vil kunne håndhæves om nødvendigt.
Retsgrundlag
Af husdyrgodkendelsesloven § 27 fremgår: "§ 27. En tilladelse efter § 10 og en godkendelse efter §§ 11, 12 eller 16 skal indeholde vilkår, der sikrer, at husdyrbruget indrettes og drives på en sådan måde, at kravene i § 19 opfyldes. Kommunalbestyrelsen skal under hensyntagen til husdyrbrugets beliggenhed fastsætte vilkår, der sikrer,
1) at eventuelle gener for naboer (lugt-, støj-, støv-, flue-, og lysgener, affaldsproduktion m.v.), jf. § 20, begrænses..."
Af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen § 9 fremgår: "§ 9. Kommunalbestyrelsen kan ikke tillade eller godkende husdyrbrug efter §§ 10, 11, 12 og 16 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, hvis etableringen, udvidelsen eller ændringen vurderes at medføre væsentlige virkninger på miljøet, jf. stk. 3.
Stk. 2. Udvidelser eller ændringer af et husdyrbrug omfattet af § 11, stk. 3, eller § 12, stk. 3, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, kan heller ikke godkendes, såfremt der ved en samlet vurdering af hele husdyrbruget vurderes at være væsentlige virkninger på miljøet, jf. § 34, stk. 2, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.
Stk. 3. Ved væsentlige virkninger på miljøet forstås, at det beskyttelsesniveau for ammoniak, lugt, fosfor og nitrat, der er fastlagt i bilag 3, overskrides. For godkendelser efter § 16 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug gælder, at kun beskyttelsesniveauet vedrørende fosfor og nitrat skal være overholdt. Der må derudover ikke være øvrige forhold, som vurderes at have væsentlige virkninger på miljøet."
Af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen § 10 fremgår: "§ 10. En tilladelse efter § 10 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, skal indeholde en vurdering, jf. §§ 19 - 22 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, af den ansøgte etablering, udvidelse eller ændring, en begrundelse for afgørelsen samt fastsætte vilkår, der sikrer at kravene i § 27 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug opfyldes.
Stk. 2. Der kan i tilladelsen fastsættes yderligere vilkår til imødegåelse af forøget forurening og andre væsentlige virkninger på miljøet, jf. § 28 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug..."
Af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen § 11 fremgår: "§ 11. En godkendelse til etablering, udvidelse eller ændring af et husdyrbrug omfattet af lovens §§ 11 og 12, skal indeholde en vurdering, jf. §§ 19 - 26 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, en begrundelse for afgørelsen samt vilkår for virksomhedens etablering og drift. Vilkårene skal sikre, at kravene i §§ 27 og 29 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug opfyldes, og skal fastsætte
…
2) grænseværdier, tekniske foranstaltninger eller tilsvarende parametre,
4) krav til den egenkontrol, som husdyrbruget skal foretage, herunder angivelse af beregninger, målinger, procedurer mv. Der skal fastsættes krav til hyppighed, afrapportering og metode til at vurdere om grænseværdierne er overholdt, tidspunkterne for indberetning af resultaterne af egenkontrollen, samt angivelse af om prøveudtagning og analyse kan udføres af husdyrbruget selv eller skal udføres af et akkrediteret laboratorium,
…
11) krav om begrænsning af eventuelle gener for naboer (lugt-, støj-, støv-, flue- eller lysgener fra anlægget),
…"
Du kan læse husdyrgodkendelsesloven
hér og bekendtgørelse om tilladelse og godkendelse m.v. af husdyrbrug (husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen)
hérVil du vide mere
Fremgår det af ansøgningen, at der vil blive foretaget lugtbegrænsende foranstaltninger, f.eks. til sikring af høj staldhygiejne m.v., bør der fastsættes vilkår, der sikrer, at foranstaltningerne foretages og fungerer efter hensigten. Såfremt det er muligt, bør der stilles vilkår, der dokumenterer, at f.eks. specifikke arbejdsprocedurer følges. Hvis det skønnes nødvendigt, kan der stilles vilkår om logbog eller lignende optegnelser.
Hvis ansøgningen omfatter anvendelse af specifikke renseteknikker eller andre lugtreducerende teknikker, f.eks. biologisk luftvasker eller ændret ventilationsafkast, bør der stilles vilkår om dokumentation for drift, rengøring vedligeholdelse og effekt af de tekniske foranstaltninger. Det kan være relevant at fastsætte vilkår om jævnlig serviceeftersyn med henblik på at sikre en optimal effekt af teknikkerne.
Staldventilation har også effekt på lugtgenerne for omgivelserne. Der bør stilles vilkår om dokumentation for drift, rengøring, vedligeholdelse og effekt af ventilationssystemet. Også her kan det være relevant med vilkår om jævnligt serviceeftersyn. Samtidig kan det være relevant at fastsætte vilkår om styring af ventilationssystemet, f.eks. med hensyn til hastighed i afgangsluften, antal og udformning af afkast og ventilation ved reduceret ventilationsbehov.
Såfremt andre forhold, som fx staldindretning med henblik på at styre dyrenes gødeadfærd, belægningsgrad, overbrusningsanlæg, fodring og gødningshåndtering, indgår i vurderingen af lugtgener, bør der ligeledes stilles vilkår, der sikrer at foranstaltningerne foretages og fungerer efter hensigten.
Vilkår til afhjælpning af lugtgener kan også omfatte lokalisering/placering af stalde, gyllebeholder og andre anlæg i forhold til naboer.
Udegående dyr
Har ansøger i ansøgningen angivet, at have udegående dyr i en periode, skal kommunen i miljøgodkendelsen stille vilkår om, at opdræt og andre udegående dyr er udegående i de perioder ansøger har angivet. Hvis ansøger ikke er indstillet på et sådant vilkår, skal han derfor ikke angive dyrene som udegående, hvilket vil ændre lugtberegningen.