Miljøstyrelsens hjemmeside

Opret bruger Log ind

Sidehistorie: Introduktion til ny husdyrregulering

Sammenlign side versioner



« Ældre version - Tilbage til Page History - Nyere version »


Page Revision: 05/02/2017 17:49



Introduktion


Baggrund for ny husdyrregulering

Med lov om ny husdyrregulering gennemføres en del af Fødevare- og Landbrugspakkens hovedområde om øget råvaregrundlag.

I dette afsnit af Miljøstyrelsens husdyrvejledning gives en introduktion til den nye husdyrregulering. Reguleringen træder som hovedregel i kraft 1. august 2017.

For mere uddybende information henvises til Folketingets behandling af lovforslaget, og særlig til lovbemærkningerne til lovforslaget som fremsat.

Mere baggrundsinformation om loven, bl.a. faglige rapporter, kan fås på Miljøstyrelsens side om ny husdyrregulering.

Adskillelse af anlægs- og arealregulering

Det væsentligste element i den nye husdyrregulering er, at reguleringen af husdyrbrugenes anlæg og reguleringen af arealer til udbringning af husdyrgødning adskilles.

Med den nye regulering omfatter kommunens konkrete afgørelser om tilladelse eller godkendelse til husdyrproduktion alene anlægget, dvs. navnlig staldene. Reguleringen af arealer til udbringning af husdyrgødning vil ske gennem generelle regler uden krav om forudgående tilladelse eller godkendelse.

Anlægsreguleringen


Stipladsmodellen

Med den nye regulering af husdyrbrugenes anlæg ændres fastsættelsen af produktionens omfang. Reguleringen baseres på produktionsnormer udtrykt i m2 produktionsareal i stedet for antal dyr, og den betegnes som stipladsmodellen.

Med indførelse af stipladsmodellen inddrages den nyeste faglige viden om ammoniakfordampning (emission) fra gylleoverfladerne, idet ammoniakemissionen i højere grad afhænger af produktionsarealets størrelse end af det årligt producerede antal dyr. Med denne forståelse er ammoniakemissionen fra en stald relativt konstant uanset produktivitetsudsving.

De emissionsfaktorer, der i dag beregnes pr. dyr, vil blive omregnet til emission pr. m2 produktionsareal for forskellige staldtyper. Når et husdyrbrug er tilladt eller godkendt efter de nye regler, vil der blive betydelig fleksibilitet til, at der inden for nærmere angivne rammer vil kunne skiftes imellem dyretyper, staldsystemer, teknologi m.v. uden fornyet godkendelse eller tilladelse. Herved vil staldanlæggene fremover kunne udnyttes fuldt ud inden for grænserne af dyrevelfærdsreglerne.

Anlægsreguleringens begreber

Anlægsreguleringen gælder for husdyranlæg, gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg og andre forhold forbundet med husdyrhold.

Husdyranlæg er stalde eller lignende bygninger, eller andre indretninger, hvor husdyr i almindelighed opholder sig eller som dyrene har adgang til. Husdyranlæg omfatter også anlæg, som ikke er fast placerede. Dyrehold, som er tilknyttet husdyranlægget, betragtes ved miljøreguleringen som en del af husdyranlægget.

Husdyrbrugets øvrige bygninger, som f.eks. opbevaringsanlæg til husdyrgødning, udgør ikke en del af husdyranlægget, og de indgår derfor heller ikke i husdyrbrugets produktionsareal.

Produktionsarealet vil forsimplet kunne beskrives som det areal, hvor dyrene opholder sig i nogen tid ad gangen med mulighed for, at de afsætter gødning. Det vil skulle fastsættes nærmere ved bekendtgørelse, hvordan produktionsarealet fastlægges i de konkrete tilfælde.

Husdyrbrug omfattes af husdyrbruglovens krav om tilladelse eller miljøgodkendelse. Ved husdyrbrug forstås husdyranlæg, der tilsammen har et produktionsareal på mere end 100 m2, gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg samt andre driftsbygninger m.v. til brug for husdyrhold, som ligger på samme ejendom.

Krav om tilladelse eller miljøgodkendelse

Grænsen for godkendelsespligt fastsættes efter ammoniakemissionens størrelse (mere end 3.500 kg NH3-N pr. år). Herudover gælder også IE-direktivets grænser for stipladser som grænse for godkendelsespligt på husdyrbrug med slagtesvin, søer eller fjerkræ. Øvrige husdyrbrug bliver omfattet af krav om tilladelse.

Eksisterende husdyrbrugs produktionstilladelser (f.eks. miljøgodkendelser) overføres ikke uden videre til stipladsmodellen, og der er ikke nogen pligt til godkendelse eller tilladelse, før der ønskes udvidelse eller ændring af husdyrbruget.

Husdyrproducenterne kan dog frivilligt søge om en tilladelse eller godkendelse efter de nye regler og herved blive reguleret efter stipladsmodellen, også selv om de ikke ønsker at foretage udvidelser eller ændringer af husdyrbruget.

Omlægning til stipladsmodellen forudsætter således, at husdyrbruget godkendes eller tillades efter lovens nye regler om etablering af husdyrbrug. Med kravet om fornyet godkendelse eller tilladelse sikres en genberegning af påvirkningen af omgivelserne med anvendelse af det nye datasat for emissioner, BAT m.v. ud fra forudsætningen om, at der vil være fuld staldudnyttelse. Herved undgås forskydninger til skade for beskyttelsen af natur, miljø og naboer.

Udnyttelsesfrist og kontinuitetsbrud

Udnyttelsesfristen for miljøgodkendelser og tilladelser er øget til 6 år.

Reglerne om helt eller delvist bortfald af godkendelser og tilladelser, der ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år er ændret, således at der skal større udsving til end hidtil, før det betragtes som kontinuitetsbrud (og derved medfører helt eller delvist bortfald).

For at undgå bortfald forudsættes, at mindst 25 % af det godkendte eller tilladte produktionsareal anvendes driftsmæssigt i 3 på hinanden følgende år. Ved driftsmæssig udnyttelse forstås, at der produceres mindst 50 % af, hvad der er muligt inden for dyrevelfærdsregler eller andre krav, f.eks. økologiregler, som husdyrbruget er underlagt..

Revurdering

Pligten til regelmæssig revurdering af miljøgodkendelser begrænses som udgangspunkt til husdyrbrug, der er over en af IE-direktivets stipladsgrænser (IE-husdyrbrug).

For øvrige husdyrbrug fastholdes revurderingspligten dog i det omfang, det er nødvendigt for at overholde totaldepositionskravene for kategori 1-eller kategori 2-natur.

Sagsbehandlingstid

Der indføres krav om maksimal sagsbehandlingstid på 90 dage for sager om godkendelse efter lovens § 16 a, stk. 4, og tilladelse efter § 16 b. Sagsbehandlingstiden regnes fra den dag, hvor ansøgeren har fremlagt de tilstrækkelige oplysninger om det ansøgtes indvirkning på miljøet.

Arealreguleringen


Med den nye arealregulering omlægges husdyrgodkendelseslovens beskyttelsesniveauer til nye generelle krav. Omlægningen sker på en måde, så der overordnet set opnås den samme miljøbeskyttelse.

Desuden samles husdyrbruglovens og miljøbeskyttelseslovens regulering af næringsstoffer og udbringningskrav m.v. for husdyrgødning og anden organisk gødning, herunder afgasset biomasse og affald inkl. spildevandsslam, så disse forhold fremover reguleres samlet i husdyrbrugloven.

Husdyrefterafgrøder

Som erstatning for husdyrgodkendelseslovens beskyttelsesniveau for nitrat indføres en ny reguleringsmodel, hvor beskyttelseshensynet opfyldes via krav om ”husdyrefterafgrøder”, som kan veksles til gældende alternativer i gødningsregnskabssystemet f.eks. kvotesænkning, tidlig såning, mellemafgrøder mv.

Kravet om husdyrefterafgrøder målrettes til oplande til Natura 2000-områder. Beskyttelsen af nitratfølsomme indvindingsområder (NFI), overgår fuldt ud til de kommunale indsatsplaner for grundvandsbeskyttelse.

Kravet om husdyrefterafgrøder gælder for "jordbrugsvirksomheder", der anvender en vis mængde organisk gødning, uanset om virksomheden er omfattet af en miljøgodkendelse eller ej.

Ved en "jordbrugsvirksomhed" forstås en virksomhed, der er registreret efter § 2 i lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække.

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen udfører tilsynet med reglerne om husdyrefterafgrøder. For vejledning henvises til Landbrugs- og Fiskeristyrelsens vejledning om husdyrefterafgrøder.

Harmoniregler

Begrebet dyreenheder (DE) udgår. Hidtil har harmonireglerne primært været opgjort i dyreenheder pr. ha, men med den nye regulering vil kravet blive opgjort i kg N i organisk gødning pr. ha.

Harmonigrænserne fastsættes i kg kvælstof (N) i organisk gødning pr. ha i stedet for. Harmonigrænsen øges fra 1,4 DE pr. ha (svarende til ca. 140 kg N pr. ha) til 170 kg N pr. ha.

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen udfører tilsynet med harmonireglerne. For vejledning om ændringerne henvises til Landbrugs- og Fiskeristyrelsens faktaark om ændrede harmoniregler og ny fosforregulering.

Fosforlofter og fosforregnskab

Samtidig med at det skærpede harmonikrav på 1,4 dyreenheder ophæves, indføres der en ny fosforregulering. Reguleringen skal både håndtere miljøhensynet fra de hidtidige skærpede harmonikrav (der også indirekte regulerede mængden af udbragt af fosfor med husdyrgødning) og miljøkravene til fosforoverskuddet i de hidtidige miljøgodkendelser og tilladelser.

Fosforlofterne gælder for udbringning af fosfor fra både organisk gødning og handelsgødning.

Jordbrugsvirksomheders gødningsregnskab til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen skal indeholde et fosforregnskab.

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen udfører tilsynet med reglerne om fosforlofter på jordbrugsvirksomheder. For vejledning henvises til Landbrugs- og Fiskeristyrelsens faktaark om ændrede harmoniregler og ny fosforregulering.

Kommunerne udfører tilsynet med reglerne om fosforlofter på ikke-jordbrugsvirksomheder. Der kræves ikke fosforregnskab af disse virksomheder.

Fosforerosion

Der indføres regler om forebyggelse af erosion af jord til vandmiljøet, hvor der udbringes organisk gødning. Formålet er at begrænse tilførsel af fosfor til vandmiljøet. Der indføres særlige forpligtelser for kommunernes tilsyn med disse regler.

Risikoen for fosforerosion bliver i den nuværende regulering imødegået af vilkår, som fastsættes efter en konkret vurdering i forbindelse med miljøgodkendelser af husdyrbrug.

Da udbringningsarealer udgår af miljøgodkendelserne i den nye regulering, vil erosionsrisikoen fremadrettet blive håndteret i generelle regler, som giver kommunerne mulighed for at påbyde nærmere bestemte foranstaltninger for at imødegå erosion af jord, der modtager organisk gødning, ned i vandmiljøet.

Påbuddene kan meddeles, når der konkret ved tilsyn er konstateret jorderosion. Dette i modsætning til i dag, hvor kommunen i forbindelse med miljøgodkendelse skal vurdere risikoen for jorderosion.

Til gengæld vil kommunernes forpligtelse til at påbyde foranstaltninger, hvor der er sket jorderosion til vandmiljøet, komme til at gælde for alle arealer, der modtager organisk gødning og ikke kun dem, der skal have en miljøgodkendelse.

Zink i husdyrgødning

Der indføres begrænsninger på udbringning af husdyrgødning fra smågrise, der er tildelt receptpligtig medicinsk zinkoxid.

Ammoniak fra udbringning af husdyrgødning

Efter de hidtidige regler om tilladelse eller miljøgodkendelse til husdyrbrug har kommunerne efter konkret vurdering kunnet stille krav om anvendelse af en særlig teknik ved udbringning af husdyrgødning inden for en afstand af 10, 20 eller 100 meter (bræmmer) fra ammoniakfølsom natur afhængigt af gødningstype.

Med den nye generelle arealregulering vil det ikke være muligt at vurdere behovet for bræmmer individuelt. I stedet for lægges der op til at fastlægge en fast zonebredde på 20 meter omkring ammoniakfølsom natur, hvor inden for der skal gælde krav til udbringningsteknikken. Kravene vil gælde for udbringning af alle typer af husdyrgødning i zonen. De ammoniakfølsomme naturtyper vil være kategori 1-natur, som defineret i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen, og den del af kategori 2-natur, der er højmoser og lobeliesøer.

Der gennemføres en nærmere udredning af, om det er nødvendigt også at stille krav om zoner med krav til udbringningsteknikken omkring heder og overdrev omfattet af kategori 2-natur for at udelukke en væsentlig virkning på miljøet. Der bliver ikke krav om bræmmer omkring kategori 3-natur.

Indfasningen af ny husdyrregulering

Den nye husdyrregulering indføres ad flere omgange. Som hovedregel træder reglerne i kraft 1. august 2017, fordi den nye generelle arealregulering tager udgangspunkt i planperioden for gødningsregnskaberne, dvs. fra den 1. august til den 31. juli.

Derfor bortfalder vilkår og betingelser om arealer i trufne afgørelser den 1. august 2017. Dette gælder således både arealvilkår i eksisterende tilladelser og godkendelser, § 16-godkendelser i deres helhed samt betingelser om arealerne for tilladelser efter anmeldelse.

Allerede 1. marts 2017 sker der dog nogle væsentlige ændringer som forberedelse til den generelle arealregulering. Fra 1. marts 2017 skal kommunerne og Miljø- og Fødevareklagenævnet således ikke længere stille krav vedrørende arealerne ved afgørelser efter husdyrbrugloven, fordi disse krav i realiteten først ville kunne få virkning i den planperiode, der starter 1. august 2017. Vilkår til udbringningsarealerne er knyttet til hele planperioden og overholdelsen af vilkårene skal således vurderes samlet for hver enkelt planperiode.

Desuden er en række regler vedrørende kvælstof, fosfor og zink, som først træder i kraft 1. august 2017, udstedt i husdyrgødningsbekendtgørelsen allerede inden 1. marts 2017. Disse ændringer er udarbejdet tidligt for at give landbruget mulighed for at planlægge udlæg af husdyrefterafgrøder m.v. forud for planperioden 2017/2018 og for at sikre it-understøttelsen til markplanlægning og indberetning til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.

Der vises en tidslinje for hele indførelsen af ny husdyrregulering i afsnittet "Tidslinje - Ny husdyrregulering".

Overgangsreglerne er beskrevet i hovedtræk i afsnittet "Overgangsregler - Ny husdyrregulering".


Version 2.0 - 14. januar 2011