Miljøstyrelsens hjemmeside

Opret bruger Log ind

Sidehistorie: Nitrat-Grundvand-Vurdering

Sammenlign side versioner



« Ældre version - Tilbage til Page History - Nyere version »


Page Revision: 17/03/2014 16:22



Sådan gør du

Vær opmærksom på ansøgningstidspunktet. Vejledningen i dette afsnit er endnu ikke opdateret til ansøgninger, som er indsendt den 10. april 2011 eller senere, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 291 af 06/04/2011 (ændring af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen.

Nitratudvaskningen til grundvand skal kun vurderes, hvis der ligger udbringningsarealer i nitratfølsomme områder. Vurderingen af nitratudvaskning til grundvand skal bl.a. baseres på beregning af nitratudvaskningen fra rodzonen i udvaskningsmodellen FarmN. Nitratudvaskningen fra rodzonen beregnes automatisk i IT-ansøgningssystemet på grundlag af de indtastede oplysninger om dyrehold og arealer. Udvaskningen beregnes kun for de udbringningsarealer, hvor hele eller dele af arealet er udpeget som nitratfølsomt område, og ikke for andre arealer.

Hvis der ligger udbringningsarealer i nitratfølsomme områder, skal du undersøge om de pågældende arealer eller dele af dem er omfattet af en indsatsplan for nitrat. For arealer, som er omfattet af en indsatsplan skal der udarbejdes vilkår, som sikrer, at projektet er i overensstemmelse med indsatsplanen.

For udbringningsarealer der ligger i et nitratfølsomt område, men ikke er omfattet af en indsatsplan, skal du checke om husdyrgodkendelseslovens beskyttelsesniveau for nitrat til grundvand er overholdt. Resultatet af udvaskningsberegningen angives i ansøgningsskemaets afsnit 5.3.

Undersøg herefter om der er grundlag for skærpelse af beskyttelsesniveauet for nitrat til grundvand.

For at kunne overholde beskyttelsesniveauet for grundvand kan ansøger anvende en række virkemidler, som kommunen skal fastsætte vilkår om brugen af i miljøgodkendelsen.

Retsgrundlag

Husdyrgodkendelseslovens § 19, stk. 1, og § 23, nr. 2, og § 31, har følgende ordlyd:

§ 19, stk. 1. Kommunalbestyrelsen skal ved vurderingen af en ansøgning om tilladelse efter § 10 eller godkendelse efter §§ 11, 12 eller 16 sikre sig, at
1) ansøgeren har truffet de nødvendige foranstaltninger til at forebygge og begrænse forureningen ved anvendelse af den bedste tilgængelige teknik og 2) husdyrbruget i øvrigt kan drives på stedet uden at påvirke omgivelserne på en måde, som er uforenelig med hensynet til omgivelserne.

§ 23. Kommunalbestyrelsen skal ved vurderingen af en ansøgning om godkendelse efter § 11 eller § 12 varetage følgende hensyn:
...
2) Beskyttelse af jord, grundvand, overfladevand og natur med dens bestande af vilde planter og dyr og deres levesteder, herunder områder, der er beskyttet mod tilstandsændringer eller fredet, udpeget som internationalt naturbeskyttelsesområde eller udpeget som særlig sårbart over for næringsstofpåvirkning.

§ 31. Kommunalbestyrelsen skal meddele afslag på en ansøgning om tilladelse efter § 10 eller godkendelse efter §§ 11, 12 eller 16, hvis § 19 ikke er opfyldt.

Habitatbekendtgørelsens § 7, stk. 1 og 2, og § 8, stk. 6, har følgende ordlyd:

§ 7. Før der træffes afgørelse i medfør af de bestemmelser, der er nævnt i § 8, skal der foretages en vurdering af, om projektet i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt. De projekter, der omfattes af kravet om vurdering, er projekter som ikke direkte er forbundet med eller nødvendige for Natura 2000-områdets forvaltning.
Stk. 2. Hvis myndigheden vurderer, at projektet kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles tilladelse, dispensation eller godkendelse til det ansøgte.

§ 8.
...
Stk. 6. Følgende sager efter lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug er omfattet af § 7:
  1. Dispensation efter § 9, stk. 3, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, jf. § 8, stk. 1, nr. 3.
  2. Tilladelse eller godkendelse af husdyrbrug efter § 10, § 11 og § 12 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.
  3. Godkendelse af arealer til afsætning af husdyrgødning fra husdyrbrug efter § 16 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.

Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens §§ 9, 11 og 13 har følgende ordlyd:

§ 9. Kommunalbestyrelsen skal ved vurderingen af en ansøgning om tilladelse efter § 10 eller godkendelse efter §§ 11, 12 eller 16 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug sikre sig, at
1) ansøgeren har truffet de nødvendige foranstaltninger til at forebygge og begrænse forureningen ved anvendelse af den bedste tilgængelige teknik, og
2) husdyrbruget i øvrigt kan drives på stedet uden at påvirke omgivelserne på en måde, som er uforenelig med hensynet til omgivelsernes årbarhed og kvalitet.

§ 11. Kommunalbestyrelsen kan ikke tillade eller godkende husdyrbrug efter §§ 10, 11, 12 og 16 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, hvis etableringen, udvidelsen eller ændringen vurderes at medføre væsentlige virkninger på miljøet, jf. stk. 3.
Stk. 2. Udvidelser eller ændringer af et husdyrbrug omfattet af § 11, stk. 3, eller § 12, stk. 3, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, kan heller ikke godkendes, såfremt der ved en samlet vurdering af hele husdyrbruget vurderes at være væsentlige virkninger på miljøet, jf. § 34, stk. 2, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.
Stk. 3. Ved væsentlige virkninger på miljøet forstås, at det beskyttelsesniveau for ammoniak, lugt, fosfor og nitrat, der er fastlagt i bilag 3, overskrides. For godkendelser efter § 16 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug gælder, at kun beskyttelsesniveauet vedrørende fosfor og nitrat skal være overholdt. Der må derudover ikke være øvrige forhold, som vurderes at have væsentlige virkninger på miljøet.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan dispensere fra afstandskravene i § 7, stk. 1, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, til placering af nødvendige mindre staldanlæg og andre anlæg til dyrehold til afgræsning af naturarealer med henblik på naturpleje, hvis dyreholdet skønnes at fjerne flere næringsstoffer fra naturarealerne, end det tilfører. § 13. En godkendelse efter §§ 11 eller 12 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, skal indeholde en vurdering, jf. §§ 19-26, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, samt vilkår for virksomhedens etablering og drift. Vilkårene skal sikre, at kravene i §§ 27 og 29 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug opfyldes og skal fastsætte følgende: ....
8) Beskyttelsen af jord, grundvand, overfladevand og natur med dens bestande af vilde planter og dyr og deres levesteder, herunder områder, der er beskyttet mod tilstandsændringer eller fredet, udpeget som internationalt naturbeskyttelsesområde eller udpeget som særligt sårbart overfor næringsstofpåvirkning.
....
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde fastsætte vilkår, der skærper de i bilag 3 fastlagte beskyttelsesniveauer for nitratudvaskning og fosforoverskud.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde fastsætte vilkår med henblik på opfyldelse af krav om maksimal deposition med ammoniak på naturtyper, som indgår i udpegningsgrundlaget for internationale naturbeskyttelsesområder, men som ikke er omfattet af § 7, stk. 1, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug samt på andre naturområder, der ikke er omfattet af § 7, stk. 1, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, og som er mose, hede eller overdrev beskyttet efter § 3 i lov om naturbeskyttelse, eller ammoniakfølsom skov, jf. bilag 3, punkt A, nr. 3.
Stk. 4. Ved særlige tilfælde forstås i stk. 2 og 3 en virkning på miljøet, som ikke er i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter, eller en væsentlig miljøpåvirkning af særlige regionale eller lokale beskyttelsesinteresser.
Stk. 5. Ved fastsættelse af vilkår efter stk. 2, skal kommunalbestyrelsen anvende de beregningsmetoder, som fremgår af bilag 3, og de kriterier for vilkårsfastsættelse, der fremgår af bilag 4. Ved fastsættelse af vilkår om den maksimale deposition på de naturtyper, der fremgår af stk. 3, skal kommunalbestyrelsen anvende de kriterier for vilkårsfastsættelse, der fremgår af bilag 3.
Stk. 6. Kommunalbestyrelsen skal meddele afslag, hvis de fastlagte beskyttelsesniveauer i bilag 3 eller vilkårsfastsættelse, jf. stk. 2 og 3, ikke kan forhindre skade på internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttede arter i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Stk. 7. Kommunalbestyrelsen kan meddele afslag, hvis det vurderes, at der med de fastlagte beskyttelsesniveauer i bilag 3, eller de efter stk. 2 og 3, fastsatte vilkår vil være en væsentlig miljøpåvirkning af særlige regionale eller lokale beskyttelsesinteresser. Der kan dog ikke meddeles afslag alene begrundet i en væsentlig påvirkning på naturområder, der ikke er omfattet af § 7, stk. 1, nr. 1 og 2, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, hvis beskyttelsesniveauet i bilag 3, punkt A, vedrørende ammoniak er overholdt, med mindre dette følger af anden lovgivning.

Af indledningen til bilag 3 i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen fremgår følgende:

"Det i dette bilag beskrevne beskyttelsesniveau skal anvendes ved vurdering af, om der er væsentlige virkninger på miljøet ved tilladelser og godkendelser efter §§ 10, 11, 12 og 16 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug. Bilaget skal desuden anvendes ved revurdering, i det omfang det udtrykkeligt fremgår af bilaget.
Nedennævnte beskyttelsesniveauer skal anvendes ved vurdering af ansøgninger, jf. § 11 uanset om der i kommuneplanretningslinjer eller regionplanretningslinjer, der er opretholdt i medfør af § 3, stk. 1 eller 2, i lov nr. 571 af 24. juni 2006 om ændring af lov om planlægning er fastsat et beskyttelsesniveau for lugt, ammoniak, fosfor eller nitrat, der rækker videre.
Kommunen skal for hver ansøgning foretage en konkret vurdering, jf. §§ 27 og 29 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, og kan på den baggrund i særlige tilfælde beslutte sig for at stille vilkår med baggrund i bilag 4, der rækker udover det beskyttelsesniveau, der fremgår af dette bilag, jf. § 13, stk. 2-4. Dette vil være aktuelt, hvis der helt undtagelsesvist vurderes at være naturområder, der efter kommunalbestyrelsens vurdering ikke beskyttes tilstrækkeligt af det fastsatte beskyttelsesniveau. Det påhviler kommunen, som en del af denne vurdering, at vurdere konkret, om en ansøgt aktivitet vil være i overensstemmelse med habitatdirektivforpligtelserne. For så vidt angår ammoniakpåvirkningen af ammoniakfølsom natur omfatter dette alene situationer, hvor naturområdet ikke er korrekt kortlagt i forbindelse med Natura 2000-planlægningen, og Naturstyrelsen har oplyst, at områdets status i kortlægningen vil blive ændret i en kommende opdatering af kortlægningen. Bekendtgørelsens beskyttelsesniveau for ammoniakpåvirkningen er fastsat ud fra bedste videnskabelige viden, som sikrer, at med overholdelse af dette beskyttelsesniveau vil der ikke kunne påvises en biologisk ændring af naturområderne. Kommunen kan derfor kun kan give afslag i en situation, hvor det på et konkret eksperimentelt videnskabeligt grundlag kan dokumenteres, at ammoniakpåvirkningen fra husdyrbruget vil medføre en påviselig biologisk ændring af dette naturområde, selvom beskyttelsesniveauet i denne bekendtgørelse er overholdt.
I tiden indtil vand- og Natura 2000-planerne efter miljømålsloven er endeligt vedtaget, inddrager kommunerne al tilgængelig viden om natur- og miljøtilstanden i sagsbehandlingen, herunder den viden, der på tidspunktet for godkendelsen er tilgængelig i forbindelse med udarbejdelse af vand- og Natura 2000-planerne. I de forslag til Natura 2000-planer, der er sendt i høring i september 2010, fremgår det, at reduktion af kvælstofdeposition på Natura 2000-områdernes habitatnaturtyper forventes at ske gennem en kommende ændring af husdyrgodkendelsesloven. Med overholdelse af beskyttelsesniveauerne fastlagt i denne bekendtgørelse gennemføres den nævnte reduktion af kvælstofdepositionen på de sårbare naturområder i Natura 2000-områderne.
I forhold til de forslag til vandplaner efter miljømålsloven, der blev sendt i høring samtidig med forslag til Natura 2000-planer, indgår miljøgodkendelse af husdyrbrug som bidrag til opfyldelsen af planernes miljømål ved overholdelse af de i denne bekendtgørelses fastlagte beskyttelsesniveauer. Vand- og Natura 2000-planerne giver derfor ikke i sig selv anledning til en skærpelse af beskyttelsesniveauerne nedenfor.
Viden om naturområders naturtype fra Natura 2000-planlægningen efter miljømålsloven skal inddrages. Viden om vandområders karakterisering i vandplanlægningen efter miljømålsloven skal ligeledes inddrages i sagsbehandlingen."

"Af bilag 4 fremgår bl.a.:

"3. Kriterier for nitrat til grundvand
Som angivet i bilag 3, punkt D, nr. 2, vedrørende beskyttelsesniveauet for nitrat i grundvand skal status for planlægning for de nitratfølsomme indvindingsområder, der berører bedriftens arealer undersøges.
Hvis bedriftens arealer inklusiv en ansøgt udvidelse af udbringningsarealet berører zonerede (statslig kortlægning) nitratfølsomme indvindingsområder, for hvilke der ikke er udarbejdet indsatsplaner, skal der foretages en konkret vurdering af det ansøgtes belastning af området, jf. situation 3 i bilag 3, punkt D, nr. 2. Udvaskningsberegningerne skal gennemføres ved anvendelse af metoden som angivet i bilag 3, punkt D, nr. 1.
Kommunen er ikke forpligtet til at stille særskilte vilkår til begrænsning af nitratudvaskningen for arealer, der er udpeget som nitratfølsomme indvindingsområder, men som er konstateret ikke at være nitratfølsom i forbindelse med zoneringen (statslig kortlægning). Disse arealer vil udgå af udpegningsgrundlaget for nitratfølsomme indvindingsområder ved efterfølgende revision af dette korttema. Kommunen kan dog vælge at stille vilkår i denne situation. Vilkårene vil i givet fald skulle stilles som forbud mod en merbelastning, såfremt udvaskningen fra rodzonen overstiger 50 mg nitrat pr. liter i efter-situationen. Også i denne situation skal udvaskningsberegninger gennemføres ved anvendelse af metoden som angivet i bilag 3, punkt D, nr. 1.

Vil du vide mere?

FarmN og resultatet af beregning i ansøgningssystemet

I ansøgningssystemet angives resultatet af FarmN-beregningen. Nederst er der mulighed for at se den bagvedliggende Farm-N beregning. Under ”bedrift” kan vælges nudrift, scenario 2 og scenario 3. Scenario 2 svarer til udvaskningsberegningen for DEreel og scenario 3 svarer til udvaskningsberegningen for DEmax. Resultatet ses under fanebladet ”resultat”. Beregningen af nitratudvaskningen er et estimat af nitratkoncentrationen i ca. 1 meters dybde, og repræsenterer dermed ikke koncentrationen i grundvandet. For de marker, som er placeret på arealer, der er udpeget som nitratfølsomme områder, vil der være beregninger for nitratkoncentrationen i det vand, der forlader rodzonen. For arealer uden for nitratfølsomme områder bliver der ikke beregnet nitratudvaskning.

Udvaskningen i nudrift beregnes ud fra referencesædskiftet og de generelle krav til efterafgrøder og kvælstofanvendelse, men med den aktuelle anvendelse af husdyrgødning. Hvis ansøger frivilligt har haft et sædskifte med mindre udvaskning, anvendt mindre handelsgødning end normen eller haft flere efterafgrøder, påvirker det således ikke beregningen. Kun i de tilfælde hvor de skærpede krav skyldes krav eller projekttilpasninger som følge af en tidligere VVM-screening, VVM-redegørelse eller miljøgodkendelse.

Udvaskningen i ansøgt drift beregnes ud fra de tilsvarende parametre. Dog ud fra det valgte standardsædskifte i stedet for referencesædskifte, hvis standardsædskifte er valgt som virkemiddel til at begrænse nitratudvaskningen.

Nye ejede eller forpagtede udbringningsarealer, dvs. arealer som ansøger ikke bruger til udbringning af husdyrgødning i nudrift, men som skal bruges i ansøgt drift, indgår også i beregningen af udvaskning i nudrift. De nye arealer indgår i beregningen, som om de ikke har modtaget husdyrgødning i nudriften.

Beskyttelsesniveau for nitratudvaskning

I ansøgningsskemaets afsnit 5.3 er den beregnede nitratudvaskning for ansøgt drift angivet. Hvis nitratkoncentrationen for ansøgt drift ikke er større end 50 mg N/l, er beskyttelsesniveauet for nitrat i forhold til grundvandet overholdt, med mindre en indsatsplan eller en tidligere VVM-afgørelse eller miljøgodkendelse fastlægger noget andet. Hvis udbringningsarealerne ligger indenfor områder med en indsatsplan vil denne være en del af grundlaget for miljøgodkendelsen, og indsatsplanens retningslinjer hvad angår nitrat, skal overholdes.

Hvis nitratkoncentrationen i ansøgt drift er større end 50 mg N/l, må der ikke være nogen merbelastning i forhold til nudrift på de arealer, der ligger i et nitratfølsomt område. Det gælder for både de arealer, som ansøger har ejet eller forpagtet før ansøgningstidpunktet (før-drift) og nye arealer, som inddrages i forbindelse med ansøgningen (ansøgt drift). Merbelastningen (ansøgt drift minus nudrift) er derfor vist, således at hvis nitratkoncentrationen i ansøgt drift er større end 50 mg N/l, må merbelastningen ikke være større end 0. Det skal dog tilføjes, at hvis der af en tidligere miljøgodkendelse eller VVM-afgørelse fremgår et krav på det pågældende areal, må det dette niveau heller ikke overstiges i ansøgt drift.

Beskyttelsesniveauet gælder for både de arealer, som ansøger har ejet eller forpagtet før ansøgningstidpunktet (nudrift) og nye arealer, som inddrages i forbindelse med ansøgningen (ansøgt drift).

Virkemidler til begrænsning af nitratudvaskning til grundvand

Hvis beskyttelsesniveauet for nitratudvaskning til grundvandet ikke kan overholdes ved den drift, der ønskes, kan ansøger som alternativ til de skærpede harmonikrav anvende en række virkemidler, som kan begrænse nitratudvaskningen. Ved brug af disse virkemidler vil ansøger således kunne udbringe husdyrgødning til harmonigrænsen og stadig overholde beskyttelsesniveauet for nitrat til grundvand.

Læs mere om virkemidlerne vha. dette link.

Grundlag for skærpelse af beskyttelsesniveauet for nitrat til grundvand

Kommunen skal for hver ansøgning foretage en konkret vurdering, jf. husdyrgodkendelseslovens § 29, og kan på den baggrund i særlige tilfælde beslutte sig for at stille vilkår, der rækker ud over det beskyttelsesniveau, der fremgår af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3, afsnit D. Kriterierne for skærpelse i forhold til beskyttelsesniveauet fremgår af husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 4, punkt 4.

Nitratfølsomt område

De nitratfølsomme indvindingsområder er udpeget i forbindelse med Regionplan 2001 og har det formål at udpege områder, hvor grundvandet er særligt følsomt overfor nitrat. Nitratfølsomme indvindingsområder er udpeget i områder med særlige drikkevandsinteresser og i indvindingsoplande til almene vandforsyningsanlæg uden for disse. Udpegningen er uafhængig af arealanvendelsen, idet den er baseret på nedenstående kriterier. Nitratfølsomme indvindingsområder er defineret ved opfyldelse af et eller flere af følgende kriterier: Nitratkoncentrationen er over 25 mg/l i en eller flere indvindingsboringer eller i grundvandsmagasinet, nitratkoncentrationen er over 5 mg/l med stigende tendens over en årrække i en eller flere indvindingsboringer eller i grundvandsmagasinet, eller ringe geologisk beskyttelse over for nitrat.

Kortværk over nitratfølsomme indvindingsoplande findes i ansøgningssystemet www.husdyrgodkendelse.dk. Kortværket over de nitratfølsomme indvindingsområder kan også ses på http://miljoeportal.dk under det fælles arealsystem. Kortværket viser de nitratfølsomme indvindingsområder, der er udpeget i forbindelse med Regionplan 2001. Udpegningen er således kun vejledende. Hvis der lokalt er ændret i udpegningen , f.eks. på baggrund af forarbejder til en indsatsplan er det den senest opdaterede kortlægning, der skal lægges til grund.

Indsatsplan for nitrat

I områder der er detailkortlagt, vedtager kommunalbestyrelsen indsatsplaner efter vandforsyningslovens § 13 eller 13a. Ved kommunalbestyrelsens vurdering af ansøgninger om miljøgodkendelse af husdyrbrug i områder, hvor der foreligger en vedtaget indsatsplan, vil retningslinjerne heri med hensyn til acceptabel nitratudvaskning være styrende for miljøgodkendelsen.

På landsplan findes der på nuværende tidspunkt meget få vedtagne indsatsplaner. I de tilfælde, hvor der findes en vedtaget indsatsplan, vil ejeren af de arealer, hvor der planlægges gennemført beskyttende foranstaltninger almindeligvis være orienteret, som følge af kravene i indsatsplanbekendtgørelsen. Hvis der alligevel er usikkerhed om, hvorvidt der findes en indsatsplan, vil den ofte efter vedtagelse i kommunalbestyrelsen være at finde på kommunalbestyrelsens hjemmeside. En sidste mulighed er at kontakte kommunalbestyrelsen direkte for yderligere information.

I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at søge information om niveauet for den acceptable nitratudvaskning i baggrundsmaterialet for indsatsplanen eller den detaljerede kortlægning i de statslige miljøcentre.

De statslige miljøcentre udfører en detailkortlægning (zonering) af områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande uden for disse, herunder de nitratfølsomme indvindingsområder. Detailkortlægningen udbygger den eksisterende viden, som ligger til grund for udpegningen af de nitratfølsomme indvindingsområder, og disse områder revideres derfor i overensstemmelse med resultaterne af kortlægningen. Når de statslige miljøcentre har afsluttet detailkortlægningen, kan der som følge deraf ske en revision af de nitratfølsomme indvindingsområder, og kommunalbestyrelsen vil få informationer om dette. Kort over de nitratfølsomme områder vil løbende fremgå af det fælles arealsystem på http://miljoeportal.dk.

På baggrund af kortlægningen og en vurdering af forureningskilder udpeger de statslige miljøcentre indsatsområder med hensyn til nitrat. I disse områder er der et dokumenteret behov for at iværksætte en indsats med henblik på at begrænse nitratudvaskningen. Denne indsats iværksættes i de kommunale indsatsplaner.

For at gennemføre indsatsplanen, herunder en reduktion af nitratudvaskningen, kan kommunalbestyrelsen eller ejeren af et alment vandforsyningsanlæg indgå en frivillig aftale med ejeren af, eller indehaveren af andre rettigheder over ejendommen, om dyrkningspraksis eller andre restriktioner i arealanvendelsen. Der kan også indgås aftaler om salg af hele eller dele af ejendommen til kommunalbestyrelsen eller vandforsyningen. Hvis det ikke er muligt at indgå en frivillig aftale på rimelige krav, kan kommunalbestyrelsen endeligt eller midlertidigt mod fuldstændig erstatning pålægge ejeren af ejendommen de rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger, som er nødvendige for at sikre drikkevandet mod forurening med nitrat.

BAT og nitratudvaskning

Du skal i vurderingen i miljøgodkendelsen angive, hvorvidt der i relation til krav om forebyggelse og begrænsning af forureningen ved anvendelse af den bedste tilgængelige teknik er muligheder for at komme længere ned i begrænsningen af nitratudvaskningen end den generelle lovgivning, herunder en begrundelse herfor. Du kan i den forbindelse finde yderligere vejledning i Miljøstyrelsens vejledende BAT-standardvilkår.

Links til afgørelser fra Miljøklagenævnet

Miljøklagenævnets afgørelse af 27. februar 2009 (j.nr. 130-00027)
Miljøklagenævnets afgørelse af 27. februar 2009 (j.nr. 130-00028)
Miljøklagenævnets afgørelse af 18. juni 2009 (j.nr. 130-00024)
Miljøklagenævnets afgørelse af 1. september 2009 (j.nr. 130-00160)
Miljøklagenævnets afgørelse af 9. oktober 2009 (j.nr. 130-00043)



Version 2.0 - 14. januar 2011